Læsetid: 2 min.

Ordet kiosk er pæretyrkisk

Debat
12. marts 1999

Vi etsprogede skal lære ikke at blive angste

EgeT SPROG
Kronikken "Etsprogethedens svøbe" af J.N. Jørgensen og Fadime Turan har medført to debatindlæg i Information: Elisabeth Lehners 'Sprog er til kommunikation' (den 17. feb. 99) og Imdat Kiran og Anders Rasmussens "Du vise vej, jeg køre" (den 25. feb. 99). I begge indlæg mærker man en frygt for, at indvandreres sprog skal påvirke dansk med låneord, og en angst for at en sådan påvirkning vil betyde, at vi en skønne dag ikke kan forstå hinanden. Lehner skriver: "Hvis det danske sprog skal beriges af dem, der kommer med nye ord, må de gøre sig den ulejlighed at lære os dem og ikke bare bruge dem imod os."
Jeg ved ikke om Lehner har oplevet, at nogle indvandrere med overlæg bruger deres sprog mod hende. De fleste mennesker tilpasser deres sprog til situationen, og Fatma eller Ali ville ikke bruge ord som kiz, vollah og jalla, hvis de snakkede med Elisabeth Lehner. Derimod kunne de sagtens finde på at bruge sådanne ord i fællesskab med jævnaldrende unge, danske såvel som tosprogede, der kender disse udtryk fordi de er opvokset i miljøer hvor kontakt mellem mange forskellige sprog er et dagligt fænomen. Det behøver absolut ikke være et problem at sprog kommer i kontakt med hinanden, som Rasmussen og Kiran tydeligvis mener det er.

Multisprogligt samfund
Sprog er et mangesidet kommunikationsredskab, og det neutrale, vinduesgennemsigtige sprog, som alle kan blive enige om, er det korrekte, findes ikke. Der findes ikke to mennesker hverken i Danmark eller i Tyrkiet med præcis det samme ordforråd. Hvis der kommer nye ord ind i sproget som konsekvens af udviklingen (f.eks. den teknologiske udvikling) eller som konsekvens af at dansk kommer i kontakt med indvandrernes sprog, så sker det i et tempo som de fleste kan følge (også Kiran og Rasmussen). Ordet kiosk er f.eks. et indlån fra tyrkisk. I dansk betød det tidligere 'et lille havehus' eller en 'pavillon', og nutidens betydning 'en butik med aviser, tobak og chokolade' er lige så stille blevet et hverdagsord som hverken forårsager angst eller harme.
Vi etsprogede danskere skal lære ikke at blive angste, når vi hører dansk talt med accent eller iblandet fremmede ord. Det er hverken et udtryk for, at dansk som kommunikationsmiddel forringes eller for at nogle bruger et kodesprog med det formål at holde andre udenfor. Hvis der er grupper i samfundet, der holdes ude, så er det netop dem, der ikke taler pæredansk, men dansk med accent, og som ikke lever op til den skrappe etsprogethedsnorm der hersker i samfundet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her