Kronik

Sæt verden er til

24. marts 1999

Verden findes stadig derude - det mener 'de postmoderne' også. Men sandheden og fællesskabet må vi selv rode med

Sandheden
Intet er mere umoderne end gårsdagens mode. Dette gælder tilsyneladende i høj grad i dag for postmodernismen. Jævnligt kan man i Information læse vrede småfilosofiske indlæg, der går løs på denne tænknings samfunds-nedbrydende dæmoner.
Der er i dag en omsiggribende tendens til at koge det postmoderne ned til en bouillonterning af nihilistiske fraser og paroler. Vi spejder ud over verdens mange presserende problemer og søger febrilsk at mobilisere et engagement. I denne forbindelse bliver postmodernismen mange gange fjenden - selve dårskabens nihilistiske kilde.
Men faktisk handler samtidens relativistiske tænkning slet ikke om nihilisme; om at fjerne ideen om sandhed, mening og det fælles. Den handler om at rykke disse størrelsers tyngdepunkt fra det objektive og ikke-subjektive til det intersubjektive og fælles. På den måde kan det såkaldt postmoderne også anses som et meget socialt orienteret alternativ til vores traditionelle og til tider noget kyniske ide om 'stringent objektiv viden'.

Ingen sandhed
Som den amerikanske filosof Richard Rorty engang skrev, må vi lære at skelne mellem påstanden om at verden er derude og påstanden om at sandheden er derude.
"At sige at verden er der-ude, at den ikke er vores frembringelse, er et common sense-udsagn om, at de fleste ting i tid og rum er effekter af årsager, som ikke forudsætter menneskelige bevidsthedstilstande. At sige at sandhed ikke er derude, er simpelthen at sige, at hvor der ikke er nogen sætninger, er der ingen sandhed, at sætninger er elementer af menneskelige sprog, og at menneskelige sprog er menneskelige frembringelser".
Når vi tillægger fænomener mening, sker dette altid i sproget og sprogets opbygning og egenskaber er derfor af stor vigtighed - se også dagens Apropos.

Metafysisk forsyn
Her har poststrukturalistisk tænkning ført til den erkendelse, at sproget etablerer sin viden og betydning strukturelt, dvs. ikke udfra en direkte relation til virkeligheden, men ud fra den sprogstruktur, som de pågældende ord, begreber og kategorier, som vi anvender, tilhører.
Disse sprogstrukturer er menneskeskabte og kulturelt forankret - og derfor ikke et udslag af guddommeligt eller metafysisk forsyn. Heller ikke når de er videnskabelige.
Det poststrukturelle tankesæt nægter ikke, at vi gennem vores handlinger og erfaring kan komme til erfaring af verden. Og at denne erfaring delvist indrammer, hvad vi med ret kan sige og ikke kan sige. F.eks. giver det ingen mening at påstå, at denne tekst er på grønlandsk, eller at jeg kan køre en tur i den.
Viden om de objektive genstandes egenskaber kan bare ikke i sig selv fortælle os, hvordan vi bør leve vores liv. Tyngdekraften virker jo f.eks. ikke bedre under liberalismen end den gjorde under kommunismen eller katolicismen, ligesom en kortlægning af vores gener, ikke fortæller noget om, hvilke vi bør beholde og hvilke vi bør fjerne. Naturvidenskaben kan beskrive sammenhænge i den fysiske verden, men vores forestillinger om godt og ondt, rigtigt og forkert og grimt og smuk vil altid stå på egen regning. Det er bl.a. dette, der udgør postmodernismens erkendelsesmæssige indvending, dens relativisme.

Cigar med mere
Betydning eksisterer i vores ord og handlinger, men den er ikke fikseret, men mangfoldig og foranderlig. Et velmenende skulderklap kan få en ven til at smile, men vise sig højst uheldigt, hvis det skulle falde på et rygmærke. Monetplakaten fra IKEA kan matche Vivaldis De fire årstider fortrinligt, men stadig være ligeså utilgivelig i en nyåbnet københavner-café som hvide sportsokker kan være fatale til en jobsamtale hos Mærsk.
Verden er kort sagt fuld af ord og sprog, hvis betydning ændrer sig i takt med hvor, hvem og hvornår vi er og hvad vi laver. Havde du f.eks. læst denne tekst som et digt eller en metafor, kunne du godt have 'kørt en tur i den' eller - hvis du synes den var noget sludder, påstå, at 'den var på grønlandsk'. Og som om dette i sig selv ikke var indviklet nok, influerer andres handlinger tilsyneladende også på de betydninger, vi tillægger verden.
Pædofilisager i medierne kan få os til at tøve med at kramme et lille barn. Rygter og misforståelser kan for en stund forvandle plejehjem til potentielle henrettelsescentre, og selv cigarer kan fra den ene dag til den anden få eksotiske merbetydninger.
Det er dette, den poststrukturelle og såkaldt postmoderne tænkning i dag postulerer. Og det er derfor, man ikke bare i hverdagen, men i særdeleshed også på de højere læreranstalter i dag fornemmer en stigende forsigtighed og agtpågivenhed, ja nærmest forlegenhed overfor brugen af de store ord. For som Ernst Bloch engang sagde: "Jo større ordene er, desto større er risikoen for, at det falske sniger sig ind i dem". Men er dette i sig selv et symptom på etikkens undergang og fællesskabernes sammenbrud?

Egne briller
Den moderne verdens stigende forbrug af sprog og øgede adgang til information øger ikke bare vores viden, men også risikoen for, at vi mister overblikket over ordenes foranderlige betydninger og derfor kommer til at 'tale' stik mod vores hensigt eller andres forståelser. Hvilke af disse mange betydninger, der er den rigtige, kan naturvidenskaben ikke hjælpe os til at bestemme. Den kan beskrive, men ikke forklare. Forklaringen på tingene kommer derimod først og fremmest fra en større indsigt i og forståelse for de mange forskellige sammenhænge og 'sandheder', som vi er i berøring med. Det er her den såkaldt postmoderne tænkning bestemt kan være nyttig.
Denne tænkning er hverken nihilistisk eller sam-fundsnedbrydende og vigtigere endnu er den snarere et bud på en forklaring på, ikke årsagen til, den voksende politiske passivitet og ligegyldighed, som mange i dag mener at spore.
Uanset om man tilslutter sig det postmoderne paradigme eller et mere traditionelt videnssyn, så anbefaler begge tankesæt, at vi må sætte os ind i de sager, vi udtaler os om. I det mindste for at kunne give et nuanceret billede af tingene og yde konkstruktiv kritik. De såkaldt postmoderne tankesæt dikterer dog her, at vi i stedet for at undersøge fænomenerne udefra, gennem vores egne briller, også tilstræber at se tingene indefra. Specielt de tanker, vi ikke umiddelbart bryder os om.
Det andet giver nemlig for det meste sig selv.

*Peter Busch-Jensen er kommunikationsstuderende på RUC.

Apropos - 'Alt er relativt'

Den relativistiske tænkning, som i dag findes indenfor de human- og samfundsvidenskabelige discipliner, må forstås bl.a. ved at skelne mellem to slags relativisme: En ontologisk relativisme og en epistemologisk relativisme.
Den ontologiske relativisme hævder, at verden kun findes i menneskets bevidsthed. Det er ofte denne forståelse, der kritiseres - men ironisk nok er denne tænkning stort set intetsteds at finde...
Den epistemologiske relativisme er derimod det postmodernes egentlige muld. Her hævdes det, at vi ikke kan forklare verden udenfor de sproglige, situationelle og kulturelle fællesskaber, vi tilhører. Denne tænkemåde er primært knyttet til den franske filosof Michel Foucaults arbejder og bæres frem af tænkning, der ikke kalder sig postmoderne, men poststrukturel. I det poststrukturelle perspektiv er al menneskeskabt betydning, sandhed og mening indlejret i sprog. Dette er dog ikke ensbetydende med, at naturvidenskaben i samme nu mister sit sprog.
Lad os illustrere dilemmaet med et eksempel. Store dele af Sydamerika udsættes for en pludselig oversvømmelse. Naturvidenskaben kan slå fast, at en oversvømmelse betyder vand over store tørlagte områder. Men hvad sker der, når vi vil oversvømmelsen ind i en meningssammenhæng? Når vi vil finde sandheden om den - og dermed bevæge os fra beskrivelsen af oversvømmelsen til en forklaring? Her kan der melde sig forskellige forslag, der hver for sig indgår i en større sammenhæng. Miljøforkæmpere vil kalde oversvømmelsen for et produkt af vestlig bilisme. Meteorologer vil konstatere, at oversvømmelsen er en effekt af El Nino, som giver usædvanlig store nedbørsmængder. Visse økonomer vil se oversvømmelsen som bevis på de frie markedskræfters ustabilitet. Visse stærkt troende vil se oversvømmelsen som Guds vrede over et folks syndige levemåde. Ét er i hvert fald sikkert: Vi kan ikke besvare disse spørgsmål uden om de kulturelle og sproglige fællesskaber, vi indgår i.
Peter Busch-Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu