Kronik

Service er vejen frem

Debat
11. marts 1999

Hundredtusinder er udstødt fra arbejdsmarkedet, mens resten pukler livet af sig. Svaret lyder: Hjemmeservice og lav skat på lav løn

I grunden er det paradoksalt, at regeringen er mindre socialt indigneret, end da CD deltog i samarbejdet. Det er nu godt fem år siden, Hjemmeservice-ordningen trådte i kraft. Den blev dengang skældt huden fuld, og bl.a. beskyldt for at være en samfundsmæssig luksus, der i stedet for at skabe rigtige arbejdspladser genindførte opdelingen i Herskab og Tjenestefolk.
Imidlertid var tankegangen bag ordningen, at det er en endnu større luksus at lade arbejdsdygtige mennesker gå arbejdsløse, mens deres kunnen forfalder. Bag denne holdning lå - og ligger - en kvalitativt ny opfattelse af de vestlige velfærdsstaters situation, som siger, at kun meget vidtgående systemændringer kan redde samfundet fra den totale to-deling/opløsning.
Hjemmeserviceordningen blev kikset udformet - nærmest som en forsøgsmodel - og medførte rent tilskudskaos. Men trods alle indvendinger må Mimis hjertebarn kaldes den første markante danske realisering af den tankegang, som en årrække dominerede i Erhvervsministeriet, og som kom til offentlighedens kendskab bl.a. gennem bogen Forslag til arbejdets genindførelse fra 1994, skrevet af Debatmagerne, som talte blandt andre Klavs Birk-holm og Ejvind Larsen fra Information.
I denne debatbog introduceres læserne for en ven af dette dagblad, nemlig den tidligere amerikanske arbejdsminister Robert Reich, samt for hans begreb symbolanalytikere.
I The Work of Nations fra 1991 argumenterer Reich for, at denne nye overklasse, be-stående af de, der bedst behersker informationsteknologien og bedst kan omsætte den til noget sælgeligt i modsætning til tidligere overklasser kan undvære sin underklasse. Og heri ligger faren.
Hvor hele den amerikanske arbejdsstyrke før i tiden nærmest var i samme båd - man identificerede sig med virksomheden og nationen - sidder befolkningen nu snarere i tre både; servicearbejderne, arbejderne og symbol-analytikerne. I takt med at stadig flere varer produceres af robotter, svinder antallet af arbejdere hurtigt ind, mens de to andre grupper fjerner sig mere og mere fra hinanden. Tydeligst viser dette sig ved USA's stigende indkomstforskelle og symbolanalytikernes forskansning i ghet-toer, fjernt fra omverdenens fattigdom.
Det, der især gør det todelte fremtidssamfund problematisk er, at forholdet er ulige af mindst to årsager.
*For det første er servicearbejdernes ydelser personbundne og kan ikke afsættes på verdensmarkedet og skabe velstand.
*For det andet er den arbejdskraft, symbolanalytikerne efterspørger - til f.eks. produktion eller hushjælp - tilgængelig overalt på jorden, næsten altid billigere end den amerikanske. Derimod kan symbolanalytikerne i stigende grad sælge deres kvalifikationer til internationale netværk.

Nu er USA jo ikke Danmark. Men tendenserne og konsekvenserne er langt hen af vejen de samme: De dårligst stillede får det stadig værre. De rige og stærke serviceres skattemæssigt, ellers flytter de eller deres selskaber til udlandet. Dog accepterer vi ikke i samme grad som USA social ulighed, men må så til gengæld undvære mange tusinde arbejdsintensive jobs i servicesektoren. I stedet parkerer vi herhjemme de nytteløse på overførselsindkomst, men problemet er det samme i de fleste vestlige velfærdsstater: Samfundets sociale sammenhængskraft er i fare.
Når Hjemmeserviceordningen så inddrages her, er det ikke fordi den er specielt vi-sionær. Men fordi tankegangen bag må lægges til grund for visionære reformer, som kan sikre samfundets sammenhængskraft gennem gensidig afhængighed samfundsborgerne imellem. Og fordi det desværre ser ud til at være nødvendigt at argumentere for mere hjemmeservice i form af vareudbringning, småreparationer i hjemmet samt nye jobs i bl.a. sportsklubber, i hvert fald så længe, den nuværende regering sidder ved roret.
Ganske som Ole Stavad gjorde i Information i oktober '98, hvor det var bedrøveligt at se den radikale arbejdsmarkedsordfører Anders Samuelsen afvise forslaget med henvisning til, at svage grupper skal beskæftiges på almindelige vilkår. For hvordan skal det ske? Det mangler vi stadig at få svar på.
Situationen har jo ikke ændret sig, siden Socialkommissionens analyser af overførselssystemet gjorde klart "at de bagvedliggende beskæftigelses- og helbredsmæssige problemer rammer befolkningen meget skævt. Der sker en polarisering på arbejdsmarkedet, hvor flertallet stort set aldrig er berørt af ledighed, mens en mindre gruppe er hårdt ramt - og er på vej til at blive helt udstødt af arbejdsmarkedet."
Ganske vist er overførslerne til ledige faktisk faldet, både fordi den økonomiske vækst har givet beskæftigelse til flere og fordi en del er parkeret på andre ordninger. De er, som Ejvind Larsen så passende har udtrykt det, udstødt af statistikken over udstødte.
Alligevel er der vitterlig behov for nytænkning. Overordnet kunne man ønske, at arbejdsmarkedets parter konsekvent blev gjort økonomisk medansvarlige for de ydelser, som er forbundet med en arbejdsmarkedspolitik, som - uanset hvad regeringen måtte hævde - stadig udstøder. Men der skal også muligheder til for dem, der står til rådighed for et arbejdsmarked, som ikke står til rådighed for dem. Da er det, at tankegangen bag Hjemmeserviceordningen kommer ind i billedet. Mere konkret tankerne om lav løn - lav skat.
Disse tanker om skattelettelser eller et beskæftigelsesfradrag for de lavtlønnede optager stadig flere. Det er ikke kun, fordi der skal kompenseres for de grønne afgifters tendens til at vende den tunge ende nedad, men bestemt også fordi man kunne opnå en indirekte 'grøn' beskæftigelsesfremgang ved at reservere en del af skattelettelserne i bunden til de beskæftigede lønmodtagere og selvstændige, ved at skattelettelsen på overførselsindkomsterne neutraliseres gennem en tilsvarende nedjustering af overførselssatserne før skat. Altså således, at de disponible overførselsindkomster holdes uændrede.
Det bør gøres lønsomt at tage arbejde til en timeløn, der er mindre end nu. På denne måde kunne vi også genopdyrke den forbrugsservicesektor, som mere eller mindre er blevet kvalt af den stadig højere personbeskatning siden 60'erne.
Uha, det lyder højreorienteret. Men da må jeg igen henvise til Debatmagerne, som også tæller flere repræsentanter for den mere progressive del af fagbevægelsen. Af Forslag til arbejdets genindførelse fremgår det tydeligt, at vi på ingen måde skal skabe et amerikansk arbejdsmarked. Det grundlæggende spørgsmål er imidlertid, om velfærdssamfundets pris nødvendigvis må være, at vi skal undvære så mange tusinde jobs i servicesektoren? - Svaret er nej.

Ifølge Finansministeriets rapport Veje til fuld beskæftigelse fra '92 andrager alene stigningen i gør-det-selv-arbejdet siden '60 omtrent 300.000 arbejdspladser, mens det sorte arbejde andrager op mod 100.000. Problemet er skattetrykket og den onde cirkel mellem højere skat, forvridninger for forbrugsservice, arbejdsløshed, flere udgifter til dagpenge og bistandshjælp og endnu højere skat.
Denne skattekile betyder, at hvor man i '60 kun skulle arbejde godt en time for at få råd til en times forbrugsservice, skal man nu almindeligvis arbejde 3-5 timer.
Da problemet ligger i skattesystemet må også løsningen findes her. Ganske som med Hjemmeserviceordningen, som er et forsøg på at omlægge den overdrevne del af gør-det-selv-arbejdet samt det sorte arbejde til reelt hvidt arbejde. Desuden bør arbejdsintensive ydelser som plejeopgaver, postomdeling og håndværk generelt billiggøres. Ved alt dette opnås tre fordele, vel at mærke uden at de lavtlønnede yderligere forarmes:
For det første mindskes strukturproblemerne på arbejdsmarkedet - der gives bedre plads til lavtuddannede og lavproduktive set i forhold til mindstelønnen.
For det andet deles arbejdet bedre.
For det tredje ændres sammensætningen af forbruget, så importindholdet falder, når efterspørgslen efter ikke-forurenende, indenlandske arbejdsintensive ydelser stiger.
I Forslag til arbejdets genindførelse anfører Jørgen Rosted endnu en holdningsbarriere for væksten i forbrugsservicesektoren. Nemlig, at det siden '68-oprøret i en vis udstrækning har været moralsk anløbent at købe service af andre, man i princippet selv kunne udføre.

Verden af i dag er imidlertid en ganske anden end før oliekriserne. Vi kan ikke længere forvente fuld beskæftigelse gennem uddannelse og økonomisk vækst alene. En erkendelse som bør danne grundlag for reformer, som bevæger os væk fra det miljøbelastende vareforbrug, det sorte arbejde, gør-det-selv-arbejdet og i stedet hen imod de arbejdsintensive serviceydelser og håndværk, hvor værdien af de lavtuddannedes arbejdskraft er tilstrækkelig til at oppebære et arbejdsliv. Det vil sandsynligvis koste os en del af vel-standspotentialet, men hvem - udover regeringen - vil ikke gerne bytte en smule over-flødig materialisme for mere fritid, kvalitet og øvrig velfærd?
På den baggrund vil jeg hævde, at Hjemmeserviceordningen ikke fortjener sit dårlige ry. Den tager i det mindste højde for, at alternativet for beskæftigede i forbrugsservicesektoren meget vel kan være et liv på offentlig forsørgelse, og er trods alt et reelt forsøg på en omlægning af forbrugsmønstret. Omvendt kan den naturligvis langtfra stå alene. Vi må fortsat spille på alle instrumenter, herunder en konjunkturstabiliserende økonomisk politik, et godt uddannelsessystem og en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
Det ville reelt ikke være det store problem at finansiere skattelettelser til de lavtlønnede i form af et beskæftigelsesfradrag på statsskatten nogenlunde svarende til en mindsteløn (omtrent 140.000 kr.). Nemlig gennem en tilsvarende nedjustering af overførselsindkomsterne før skat, forhøjelse af provenuet fra grønne afgifter, afskaffelse af befordringsfradraget, forhøjelse arbejdsmarkedsbidraget på et par procentpoint samt gennem den deraf følgende udhuling af ligningsmæssige fradrag. Så kunne regeringen forsvare at have givet de udstødte øgede beskæftigelsesmuligheder.

Christian Brix Møller er landsformand for Radikal Ungdom.

APROPOS
Reelt ledige: En halv mio.
Statsministeren gør ikke livet nemmere for sig selv, når han under eet lover de ud-stødte bedre kår. Meget groft kan de udstødte opdeles i tre grupper, hvor indsatsen for den første gruppe primært må have et socialpolitisk sigte, for den anden gruppe et både socialt og arbejdsmarkedspolitisk sigte og endelig for den tredje gruppe primært et arbejdsmarkedspolitisk sigte.
Dagens kronik handler om den tredje gruppe, nemlig de hundredtusinder af fuldt arbejdsduelige, som er udstødte, men ikke falder ind under regeringens opfattelse af kategorien. Regeringens ambition rækker til uddannelse og vækst, og så må aktivering og fleksjobs ellers tage resten.
Naturligvis må der oprettes flere fleksjobs - men forbeholdt personer med be-grænsninger i arbejdsevnen. I dag er der kun oprettet ca. 7.000 jobs på særlige vilkår, hvilket vidner om, at talen om sociale kapitler i overenskomsterne og virksomhedernes sociale ansvar ikke batter noget videre.
Derfor må det offentlige forpligtes på at sørge for de nødvendige jobs. Der er også brug for en fleks-/skånejob-fond, især betalt af arbejdsgivere, der ikke selv opretter jobs på særlige vilkår.
Men fleksjobdiskussionen bør ikke overskygge det faktum, at der stadig er mange mennesker, som gerne vil arbejde, men for hvem hverken fleksjob eller økonomisk vækst er svaret.
Kort sagt de mange hundrede tusinde, som har fuld arbejdsevne i behold, men som ikke umiddelbart kan honorere de høje produktivitetskrav på et højeffektivt arbejdsmarked.
I foråret 1997 talte antallet af arbejdsløse, deltagere i arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger og uddannelsessøgende, der ønskede sig et job, hele 655.000 personer (!). I runde tal er de fordelt på:
*Orlov: 49.000 (heraf fra ledighed: 25.000)
*Efterløn: 127.000 (heraf fra ledighed: 37.000)
*Uddannelsessøgende uden arbejde, der ønsker arbejde (heraf: søger aktivt og kan tiltræde job: 25.000)
*Aktivering: 75.000
*Overgangsydelse: 42.000
*Registrerede arbejdsløse: 216.000.
Når man også inddrager førtidspensionister med arbejdsevne i behold, som ønsker at bidrage til fællesskabet, bliver det derfor relevant at tale om en halv million reelt ledige personer i Danmark.

Christian Brix Møller

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her