Læsetid: 1 min.

Slut med BMW'er til landmænd

Debat
24. marts 1999

Luk landbrugsstøtten - EU må videre. Østpå!

EU
Forhandlingerne om en ny landbrugsreform er brudt sammen - nationale særinteresser har taget de østeuropæiske lande som gidsler.
EU har sat skrappe betingelser for optagelsen af de østeuropæiske lande. De skal dokumentere, at deres regler lever op til EU's - eller at de kan komme til det efter en overgangsperiode.
De nye medlemsstater burde på et tidligere tidspunkt have haft indflydelse i det fællesskab, de er på vej ind i. Men hvorom alting er, så nærmer de østeuropæiske lande sig hastigt EU's krav. EU, derimod, har alvorlige problemer med sine forberedelser til udvidelsen. Og de mest iøjnefaldende problemer skyldes økonomiske særinteresser.
En urimelig stor del af EU's budget går til landbrugsstøtte. Ordningerne er oven i købet skruet sådan sammen, at de opfordrer til svindel - og presser landbruget til at satse mere på kvantitet end på kvalitet og økologisk forsvarlige produkter. Ordningerne skaffer EU's landmænd smør på brødet - og de mest effektive landmænd BMW'er i garagen.
Alle er enige om, at de østeuropæiske landmænd ikke kan passes ind i EU's landbrugsstøtteordninger. Ikke fordi de ikke skal behandles på lige fod med vesteuropæerne - men fordi der i alt bliver så mange støtteberettigede landmænd, at ordningerne fuldstændigt vil vælte EU's budgetter.
Der er altså gode grunde til at lave landbrugsordningerne grundlæggende om.
Men ændringerne bliver blokeret - af nationale regeringer, der hver især er bange for deres hjemlandes stærke landbrugsorganisationer. Snævre nationale og økonomiske interesser stiller sig i vejen for, at østeuropæerne kan blive medlemmer af - og dermed få medindflydelse i - EU. Det samarbejde, der under alle omstændigheder opstiller spillereglerne for samhandlen i hele Europa.
Det er østeuropæernes demokratiske ret at være med til at bestemme samfundsudviklingen. Derfor må EU's politikere lære at handle ud fra deres politiske overbevisning - og ikke ud fra en snæver national interesse. Europa tilhører alle europæere - og ikke bare Vesteuropas landmænd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her