Læsetid: 2 min.

En ufolkelig sag

2. marts 1999

For at samle stemmer nok til at ændre Grundloven skal der være et punkt med folkelig appel

GRUNDLOV
Med ulidelig lethed slår jurister og andre eksperter fast, at vi bestemt må have en ny Grundlov efter Højesterets opsigtvækkende afvisning af Tvindloven.
Man skulle tro, det var en sag, der kunne ordnes i løbet af en nat ligesom ændringen af efterlønsordningen, men sådan forholdet det sig langtfra.
Den særdeles vidende radikale politiker Bertel Dahlgaard (1887-1972) gjorde efter den knebne vedtagelse af Grundloven i 1953 op, hvad der skulle til for at få vedtaget den ny Grundlov.
*Venstre skulle være for.
*Der skulle være en seriøs nej-bevægelse.
*Forslaget skulle indeholde et punkt med folkelig appel.
Punkterne var opfyldt. Venstres Erik Eriksen var statsminister. Hans forgænger Knud Kristensen stiftede en aktiv nej-bevægelse, De Uafhængige, som kunne fyre op under de valne i begge lejre og tronfølgerloven, der blev knyttet til Grundloven, blev ændret, så der blev betinget kvindelig arvefølge. Lyspunktet fra besættelsestidens mørke, Margrethe, kunne blive regent.
På trods af disse ting og på trods af, at mange i den ældre generation følte, at de skyldte de unge, der bar modstandskampens tungeste byrder, en cadeau, var der kun 45,8 pct. af samtlige stemmeberettigede, der sagde ja. Og der skulle 45 pct. til.
I dag er kravet ganske vist sænket til 40 pct., men til gengæld er der ingen af de punkter, som er drøftet, der har nogen form for folkelig appel.

Mange svagheder
Deltagerne i debatten peger på mange svagheder ved Grundloven. Den slæber mange ord, vendinger og begreber med sig helt fra 1849 og er ikke gearet til vor tids internationalisme. Den slags kan måske overbevise et folketingsflertal, men næppe 40 pct. af vælgerne.
Sådan var det i 1939, da regeringen, bestående af Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre blev enig med Det Konservative Folkeparti om en nutidig Grundlov (den gældende var fra 1915). Forslaget fik to gange flertal i Rigsdagen (Folketing og Landsting), men hvad nyttede det. Vælgerflertallet var kun på 44,5 pct., bl.a. fordi en del fulgte Venstres parole om at blive hjemme på sofaen, og fordi der ikke var folkelig appel i forslaget.
Det var et nederlag, som kunne vaske sig. Det er ikke noget, hverken et parti eller en regering samler på.
Kan man forestille sig et folkeligt sus gå gennem Danmarks land, fordi nogen synes, vi skal have et lovråd?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu