Læsetid: 2 min.

V og K ønsker hemmelig gen-eksport

Debat
19. marts 1999

Venstre og Konservative støtter, at eksport af genprodukter fra EU kan ske uden at modtagerlandene bliver informeret

GENSPLEJS
Der er nu lagt en sundhedsmæssig bombe under gensplejsede varer, idet man må anerkende et skotsk forsøg som viste, at rotter, der blev fodret med gensplejsede kartofler, viste tegn på leverskader, indskrumpede hjerner og nedsat immunforsvar. Nu har EU-Parlamentet haft mulighed for at sætte sit præg på reglerne for udsætning i naturen af gensplejsede afgrøder.
Forslaget blev vedtaget med 230 stemmer mod 177 imod. Ved afstemningen ved EU-Parlamentet stemte JuniBevægelsen imod forslaget. Således står JuniBevægelsen i den pudsige situation at ende sammen med Niels Anker Kofoed (V) og de konservatives spidskandidat Christian Rovsing, i gruppen af parlamentarikere, som er skeptiske overfor EU-Parlamentets forslag.
Men der er vist ingen tvivl om, at vi kom dertil ad vidt forskellige veje. JuniBevægelsen stemte imod, fordi forslaget ikke er vidtgående nok.
Venstre og Konservative stemte imod ændringsforslag, som var faktiske forbedringer. F.eks ændringsforslag, som skulle sikre anvendelsen af forsigtighedsprincippet. Forsigtighedsprincippet er vigtigt, når det handler om gensplejsning. At sikre forsigtighedsprincippet kan betragtes som en slags forsikring. Forsikringstagere vælger at betale en pris for forsikringen, selvom han/hun ikke har brug for den lige nu. Men den dag ulykken ind-træffer, er det for sent at tegne forsikring.

Manglende information
Venstre og Konservative stemte ligeledes imod ændringsforslag, som ville sikre medlemsstaternes ret til at indføre skrappere lovgivning for at beskytte borgernes sundhed og miljø. Disse forslag blev nedstemt.
Endvidere er det over min forstand, at nogen kan støtte, at eksport af genprodukter fra EU kan ske uden at modtagerlandene bliver informeret. De to partier kunne ikke støtte kravet om, at intet genprodukt må forlade EU uden samtykke fra modtagerne. Jeg mener, at EU skal respektere andre landes ønske om forsigtighed.

Tid til udskiftning
Stigende bekymring for vores sundhed og miljø hænger for mig sammen med øget velstand. Velstanden i vores privilegerede del af verden gør, at vi har overskud til at bekymre os om kvaliteten af fødevarer og om etik i fødevareproduktion. Jeg tror, denne tendens er dominerende hos højrefløjens vælgere, men åbenbart ikke hos Venstres og Konservatives nuværende medlemmer af EU-Parlamentet. De støtter - på klassisk vis - industriens interesser fremfor miljøet. Men det er også snart tid til en udskiftning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her