Lovgivningen bør i langt højere grad fremme skilsmisseforældres muligheder for at samarbejde i fordragelighed. Som det er nu, skærper retssystemets behandling af forældremyndigheds- og samværssager i alt for mange tilfælde uenige forældres konflikt
BØRN
Kære Justitsminister Frank Jensen! Den 14. februar 1997 offentliggjorde du følgende ord i dagbladet Information:
"Der er behov for at det offentlige mere håndfast går ind og varetager barnets behov for to forældre. I de situationer, hvor den ene af barnets forældre fastholder sit krav om, at forældremyndigheden skal placeres hos kun den ene af de to forældre, så skulle domstolen have muligheden for at tildele den forælder, som taber sagen et betragteligt udvidet samvær, når begge forældre har vist sig egnede til at varetage myndigheden."
Det må have været den holdning, du giver udtryk for i den første sætning i citatet, man har brugt som udgangspunktet i 1998, hvor man har haft konfliktmæglingsforsøget i Københavns Statsamt og udvidet børnesagkyndig rådgivningsforsøget i Københavns Overpræsidium og i Vejle Statsamt.
Københavns Statsamt har fornylig oplyst mig, at mæglingsforsøget nu kører på lavt blus (det var kun på finansloven for 1998), og at der er lange udsigter til, at forsøget bliver udvidet til resten af landets statsamter.
Groteske sager
Men tiden går og de samme uretfærdigheder, som har fundet sted i mange år i talrige skilsmissesituationer og i nogle groteske sager længe efter samlivsbruddet, fortsætter uanfægtet af retssystemet. Her tænker jeg på:
1) chikane parterne imellem, især fra forældremyndighedsindehaverens side overfor den anden forælders samvær med fælles barn/ børn, som går ud over barnets oplevelse af samværet med den forælder, som han/ hun ikke bor hos. Chikaneparagrafferne i den seneste myndighedslov bliver i virkeligheden ikke brugt af domstolene. Og i de få tilfælde hvor de er blevet afprøvet, har der været nogle sager, hvor der har været tale om massiv chikane over en længere periode, som er kørt helt igennem retssystemet, uden at man har flyttet myndighed til den anden forælder.
2) børnesagkyndig rådgivning er stadigvæk "et tilbud", dvs. den ene part - i mange tilfælde den, som skaber problemerne for børnene - kan sige "nej tak" til tilbuddet, som oftest kommer efter anmodning om hjælp fra det offentliges side fra den anden part, uden at det har konsekvenser for myndighedsindehaveren. Og i det lange løb har fortsatte problemer omkring samværet alvorlige konsekvenser for de involverede børn.
Ikke så få af de psykologer og socialrådgivere, der tager sig af rådgivning, har sagt højt, at hvis den skulle gøres effektiv, skal den være obligatorisk.
3) Ifølge Pgf. 8 og 9 i myndighedsloven skal den fælles forældremyndighed ophøre, når bare en af barnets forældre kræver det. Det er ikke svært at fortolke dette krav som et ønske fra den ene forælder om ikke at samarbejde omkring fælles børn med den anden forælder. Det er netop her, at loven viser, hvor svag den er, og hvor lidt den respekterer og prioriterer skilsmissebørns tarv. I stedet for at lovgivningen fremmer muligheder for, at skilsmisseforældre kan samarbejde, gør den faktisk det modsatte og umyndiggør oven i købet den ene part.
4) Myndighedsindehaveren er i dag frit stillet til at bosætte sig hvor som helst uden hensyn til barnets fortsatte kontakt med samværsforælderen. Dette besværliggør regelmæssig kontakt mellem barnet og samværsforælderen. Tjener det barnets tarv?
5) Og i forbindelse med 4) er det altid den samværsberettigede forælder, der alene skal betale alle de økonomiske udgifter i forbindelse med transport mellem barnets og egen bopæl. Konsekvensen af denne praksis er, at mange børn mister kontakten til samværsforælderen, alene fordi vedkommende ikke økonomisk er i stand til at opretholde et ønskeligt samvær på grund af transportudgifter. Da samværsforælderen er helt afhængig af myndighedsindehaverens flyttedispositioner, er dette så rimeligt??
6) Paragrafferne om samvær i loven, Pgf. 16 og 17, er gummiparagraffer, der i praksis giver sagsbehandlere vidtrækkende beføjelser til at træffe afgørelser efter eget skøn. Men "eget skøn" er ikke børnesagkyndigt. Sagsbehandleren er jurist uden nogen som helst uddannelse i voksen- eller børnepsykologi. Og hans kontakt i et statsamt til mere børnesagkyndige medarbejdere er meget forskelligt fra statsamt til statsamt. Udgangspunktet er, at der er tavshedspligt mellem dem! Ukendskab til skilsmissebørns behov er en væsentlig årsag til at afgørelser for tit træffes i forhold til myndighedsindehaverens ønsker og ikke børnenes behov for kontakt til den anden forælder.
Negative aspekter
Der var en forældremyndighedssag i Svendborg sidste år som afslører flere af de negative aspekter ved disse sager og skilsmisseproblematikken i det hele taget, og viser især hvordan retssystemets behandling af forældremyndigheds- og samværssager skærper, ja skærper, i alt for mange tilfælde uenige forældres konflikt:
En 40-årig far får tilkendt forældremyndigheden over sin knap tre-årige søn i landsretten, efter at retten i Svendborg var kommet til den modsatte afgørelse og havde overladt forældremyndigheden til moderen. I byretten fik faren medhold i, at der skulle laves en uvildig vurdering af barnets adfærd af en børnepsykolog. Psykologens rapport viste, at både moderen og faderen var lige egnede til forældremyndigheden, hvorefter moren fik drengen. Faren gik til landsretten, som gav ham medhold og lagde stor vægt på rapporten.
Har behandlingen af denne sag, og især den endelige afgørelse, fremmet disse to skilsmisseforældres evner til at samarbejde omkring deres fælles søn??? Det tror jeg ikke, ikke i dette tilfælde, hvor der er en "vinder" og en "taber". Og hvor lang tid går det inden disse to skilsmisseforældre kan samarbejde, trods skilsmissen og retssagen, til gavn for deres søn? Og hvad med den tre-årige søn? Hvordan vil han have det, når han kun ser sin mor i et tidsomfang svarende til mindre end en tiendedel af, hvad det var under samlivet, hvis moderen får almindeligt samværsomfang ifølge gældende praksis? Og drengens mor går fra at være fuldtids- og hverdagsforælder til at være samværsforælder, som er totalt afhængig af myndighedsindehaverens gode vilje og skiftende dispositioner. Det kan ikke være nemt for hende.
Frem samarbejdet
Jeg siger, at man skal gøre alt, hvad man kan fra systemets side, i modsætning til hvad man gør i dag, for at fremme skilsmisseforældres muligheder for at samarbejde. Som det er i dag, skærper man konflikten mellem skilsmisseforældre ved at placere myndigheden hos den ene part, fordi hvis begge parter er ligeegnede til at være den omsorgsgivende forælder, umyndiggør man den tabende part og dermed gør man ham alt for afhængig af myndighedsindehaverens skiftende dispositioner.
Som situationen er i dag, har indehaveren af forældremyndigheden (oftest mødre i dagens Danmark) uindskrænket ret til at træffe alle beslutninger vedrørende barnet og føler derfor ofte en form for ejendomsret - det taler for, at lovgivningen ændres på dette område. I denne forbindelse, er der mange sagkyndige personer, der mener at fælles forældremyndighed for alle forældre indtil fælles børn fylder 18 år, er den mest realistiske løsning med henblik på at sikre et skilsmissebarns regelmæssige kontakt til begge sine forældre i hele barndommen. De samme personer mener ikke, at fælles forældremyndighed for alle forældre, dvs. automatisk fælles forældremyndighed, vil kunne løse alle problemer, men begrebet er betydelig mere realistisk i forhold til at sikre barnets kernebehov i barndommen end de retsbevidsthedskrænkende forhold i skilsmissefamilier i dag.
Automatisk fælles forældremyndighed er ikke realistisk, hvis den ikke bliver vedtaget samtidigt med en betydelig udvidelse af sidste års konfliktmæglingsforsøg. En helt ny instans med konfliktmægling som hovedopgave kalder man andre steder i verden "familieadministration" eller en familieretslig institution eller et konfliktråd.
Man kunne tage de erfaringer som man har fra Københavns Statsamt og bygge videre på dem. Opretter man en familieretslig institution i hvert amt, som kunne overtage statsamternes behandling af skilsmisse-, forældremyndigheds- og samværssager, ville den også kunne råde over en meget mere tværfaglig sammensætning end statsamterne bruger i dag.
Børnenes behov
Jeg ved fra mit arbejde med familieterapi på Svendborg Sygehus, psykoterapeutisk afsnit, hvor langt man kan komme med familier, som man ellers betragter som umulige i starten. Forældres følelser kan i virkeligheden behandles, og man kan faktisk gøre konfliktende forældre klare over, at deres børn har andre behov, end de har. Det kræver en sagkyndighed og en myndighed, som man sagtens kunne få gavn af i den foreslåede familieretslige institution.
Ekspertise findes mange steder i Danmark, f.eks. blandt børnepsykologer, familieterapeuter og socialpædagoger. Når man har studeret skilsmissebørns behov og især sårbarhed på grund af usikkerhed om deres fremtid, bliver man hurtigt klar over, hvor vigtigt det er for et skilsmissebarn, at dets forældre samarbejder omkring barnet. En familieretslig institution med let adgang til social og psykologisk vejledning må kunne afhjælpe eller måske hindre nogle af de psykologiske og sociale følgevirkninger af familiens opløsning.
Det er mit indtryk efter kontakt til talrige forældre, at de fleste forældre i Danmark har normale forældreevner, passer deres arbejde, er ædruelige og elsker deres børn.
Det er netop disse forældre, som man skal bruge som udgangspunktet, når man lovgiver om fælles forældremyndighed, samværsrettigheder og oprettelsen af en familieretslig institution.
Grunden til, at ca. 80 pct. af svenske skilsmisseforældre har fælles forældremyndighed, mens knap 50 pct. har det her i landet er 1) svenske kommuner gør en aktiv konstruktiv indsats med hensyn til konfliktmægling som ender i samarbejdsaftaler, og 2) i Danmark er det en meget udbredt holdning at det nærmest er umuligt at få skilte forældre til at samarbejde ("Når forældrene ikke kunne samarbejde i parforholdet, kan de heller ikke efter parforholdets opløsning.") Dette er udtryk for vanetænkning af værste slags!
Fælles interesser
Kernen i al konfliktløsning er at gøre begge parter klare over, at de har fælles interesser og at få dem til at tro selv at det nytter noget at samarbejde ud fra deres fælles interesser.
Jeg ved fra erfaringer blandt mine lægelige kolleger, at læger er de allersidste, der indrømmer, at de ikke gør det godt nok. Og jeg mener, at det samme kan man sige om de ansatte i landets statsamter. De er måske ikke så følelseskolde, som de bliver beskyldt for at være, men de er som jurister slet ikke velrustede uddannelsesmæssigt til på konstruktiv vis at håndtere de følelsesmæssige problemstillinger, der hersker i en familie, der er ved at blive skilt eller et konfliktende skilt forældrepar, der bliver ved med at konflikte længe efter samlivsbruddet.
Det vil kræve mod at stå frem som politiker og kræve oprettelsen af en familieretslig institution i hvert amt samtidig med, at Folketinget vedtager en lov om automatisk fælles forældremyndighed for alle forældre, indtil fælles børn fylder 18 år. Jeg mener dog, at det må kræve mere mod at acceptere den gældende lovgivning og især dens administration, der medfører, at mange uskyldige personer, både voksne og især børn, må lide, i stedet for at prøve at gå nye veje, der kun kan give bedre resultater, fordi de sidste mange års lovgivning og administration på området har været forfejlet.
