Læsetid: 5 min.

Beirut by night (and day)

13. april 1999

Vi har alt, alt, alt, c´est crazy - c´est Beyrouth

STEMNING
"Vi har alt, alt." Det kunne have været en ung beiruti, der råbte sin begejstring ud i sommernatten. Og ville han ikke have god grund til det? Det er svært ikke selv at blive grebet af stemningen når man lige er kommet til Bei-rut. Nu hvor det er otte år siden, at der blev sat en endelig stopper for den libanesiske borgerkrig, er der al mulig grund til at fejre de genfundne muligheder. Efter nabolandet Syrien i 1991 havde nedkæmpet den sidste kristne modstand mod en fred, der inkluderede en ny forfatning dikteret af Syrien og dermed øget syrisk kontrol med Libanon, og efter at de, som ikke brød sig om det nye status quo havde forladt landet, blev militserne afvæbnede, og landets indbyggere og politikere kunne endelig begynde på at samle stumperne af en splittet nation. I dag lever libaneserne igen tilsyneladende normale liv; samfundet fungerer og hele det enorme genopbygningsprojekt, som den nyligt afgåede premierminister og mangemillionær Rafiq Hariri startede, kører videre på trods af hans afgang.

Ironi
Nattelivet i hovedstaden er et kapitel for sig. Der er al mulig grund til begejstring: "C´est fou, c´est crazy!"
Men tag ikke fejl af tonen, den er strengt ironisk. De citerede ord kommer fra Omar Boustany, en ung fransksproget journalist, hvis artikler fra det nu nedlagte tidsskrift L´Orient-Express for nyligt er blevet udgivet i Beirut som en essaysamling med titlen État limite - Lebanese dream fin de siècle. Bogen er et tidsbillede af Beirut efter borgerkrigen, set fra forfatterens egen generation, de priviligerede unge og succesfulde 25-35 årige. At en ung journalist, og faktisk hele L´Orient-Express, ser det som sin opgave at beskrive og analysere en så diffus ting som 'Libanon i 90'erne', siger noget om be-hovet for selvforståelse i den forvirrende situation efter krigen. Genopbygningen er blevet det officielle symbol på det nye Libanon, på ét folk samlet om at lægge fortiden bag sig - en konsensus om at se fremad, om at alting er på vej mod det bedre. Men der findes også andre, mere realistiske bud på hvordan Beirut i 90'erne ser ud.

Reel utilpashed
L´Orient-Express formulerede en kritik af den påtvungne, fælles optisme, som en så ond og traumatisk borgerkrig som Libanons nødvendigvis må føre med sig, hvis tingene overhovedet skal kunne fungere bagefter. For selvom optimismen og det høje tempo i de unge, smukke og riges liv minder om et livsnydernes Paradis, er sandheden ikke helt så touristbrochure-egnet som mange libanesere gerne vil fremstille det. Især ikke i de sydlige forstæder til Beirut og andre steder i landet, hvor folk lever i dyb fattigdom. "Der er et reelt fænomen af utilpashed under den skinnende facade i 90'ernes Libanon"" skriver Boustany, "hvor krigen er fraværende, men langt fra glemt."
Det er mere end blot utilpashed, hvis man skal tro åbningssekvensen fra en af sidste års vellykkede film om krigen, Ghassan Salhabs Beyrouth Fantôme: "Måske gør krigen det af med den her forbandede by en gang for alle. Det vil sige, giver den en rigtig død, for trods alt så er det det, der er vores problem. Vi ville løfte os selv op, genopstå. Men når vi nu ikke er rigtigt døde. Når vi nu kun er døende."

Fugl Phønix
Billedet er velvalgt, for faktisk har Beirut rejst sig fra asken fire gange tidligere gennem sin 4.000-årige historie. Uden afstand til rædslerne. Beyrouth Fantôme er en hudløs film - er det svært overhovedet at ønske byen skal genopstå en femte gang. Men med for megen afstand glemmer man hvad det var der førte til 17 års borgerkrig, og netop denne glemsel er filmen en reaktion mod. Krigen slog ikke Libanon ihjel, men alle libanesere har sår, der bliver bare ikke talt ret meget om dem. Der findes således ikke engang et krigsmuseum i Beirut (udover byen selv). Men der er selvfølgelig et behov for at konfrontere lidelserne. Det kan måske forklare den enorme succes en anden film, West Beirut, som blev vist på årets Natfilmfestival, har haft og stadig har i Libanon. Ziad Doueri's Cannes-prisvinder følger to drenges opvækst under krigen. Samtidig med, at det er en grum historie - hovedpersonens mor ender med at dø - er det en morsom film, en beskrivelse af hvordan livet gik videre på trods af krigens rædsler. Det er et faktum, at de fleste libanesere ligesom personerne i West Beyrouth følte sig fremmedgjorte af militsernes kamp, og kun ønskede at de kunne leve i fred som før. At se krigen i øjnene er derfor ikke entydigt ned-slående, det kan bruges til at styrke libaneserne i troen på, at det kan lade sig gøre at leve sammen, kristne og muslimer af diverse sekter, for de deler den samme erindring om en absurd krig uden vindere.

Nostalgi
Krigen er ikke glemt, men det er tiden før krigen så sandelig heller ikke. Der findes en udtalt nostalgi isoer hos den ældre generation; en længsel efter guldalderen i tredserne og de tidlige halvfjerdsere, hvor chanteusen Fairuz sang ved den årlige Baalbeck festival og Beirut var kendt som Mellemøstens Paris, med en charme der var Libanons egen blanding af øst og vest. Og der er en udtalt tendens til at ville se det nye Libanon i lyset fra denne guldalder. Men der er 17 års blodig borgerkrig, som skiller nu fra dengang, og der er meget, som ikke ligner sig selv. Godt nok er der fart og stil over en tur gennem Beirut by night, men også en hel del dekadence. De forrevne ruiner, hvor syriske arbejdere overnatter viklet ind i lurvede tæpper, er uundgåelige på-mindelser om hvad der foregik her for mindre end et årti siden, og få meter derfra cirkulerer det dyre jetset nu i deres 4-wheelers og meget røde sportsvogne. Det hele findes side om side: Vi har alt, alt, alt. Det hele, også bagsiden af medaljen - en snigende følelse af ligegyldighed, humørsyge unge og mindre unge fra den generation der voksede op med krigen, og som pludselig ikke længere føler sig hjemme med Dolce & Gabbana, mobiltelefoner og kulørte drinks.

Fælles hukommelse
Den libanesiske historiker Samir Khalaf skrev i sin bog Beirut Reclaimed fra 1993, at libaneserne bliver nødt til at inkorporere deres lidelser i den fælles nationale hukommelse, hvis ikke borgerkrigen skal blive trivialiseret, ikke mindst med henblik på de politiske konsekvenser det kunne have for et land, der stadig lever med en masse spændinger og religiøse skillelinier, som freden ikke har formået at løsne op. Det er 6 år siden, og i dag bliver der gjort mere for at glemme end for at huske. Spørgsmålet er så hvorvidt det er en sund og nødvendig fortrængning. Omar Boustany er ikke i tvivl: C´est fou! Libanon får det her skudsmål med i hans bogs første essay med den tvetydige titel Vi lever i et for-midabelt land:
"Tiden tilhører egoismen, her som alle andre steder i den globale landsby. 'Jeg vil voere Kalif i stedet for Kaliffen'. Det er fremtiden."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu