Læsetid: 5 min.

Ekstremerne mødes - og befamler hinanden

15. april 1999

Når en cykel kører gennem en hundelort, fordeler noget sig til venstre, noget til højre - det er dog samme lort

VENDEKÅBER
Skal terrorister rehabiliteres? Er Terror den yderste konsekvens af at være venstreorienteret, som titlen på et teaterstykke udtrykker? Eksperimentalscenen Edison søger med dette stykke om Bader-Meinhoff gruppen/Rote Armé Fraktion (RAF) ind til det 'dybtfølte budskab' bag myrderierne. I Information kunne man den 26. marts læse gruppens eneste nulevende medlem, Horst Mahlers, smagsprøve på, hvad RAF måske ville stå for i dag. Horst Mahler, som tidligt drømte om at blive ungnazist og siden ville slå kapitalister ihjel, ønsker nu at slippe af med den tyske skam og gøre landet racerent.
Information undrede sig over dette sideskift - som man også gjorde, da Peter Wivel som nybagt chefredaktør på Berlingske Tidende angreb miljøforkæmpere og venstreorienterede. Hvordan turde borgerskabets avisflagskib have en chef, som bar en 'indre afghaner' (Inf. viste et billede af VS'eren Wivel klædt i afghanerpels i 1968).
Men ekstremismen har sin egen natur. "Les extrêmes se touches", som franskmændene siger, eller "ekstremisterne befamler hinanden", som jeg oversætter det til. Informations undren dækker over en illusion. For mig at se har hverken Horst Mahler eller Peter Wivel nogensinde båret en 'indre afghaner' af solidaritet, kærlighed til kloden eller andre af tidens unævnelige ord. De har båret ydre vendekåber - og kæmpet for at sætte sig selv i centrum.
Jeg beskrev f.eks. i Informations kronik 28. dec.1998, hvordan Peter Wivel i oktober 1969 faldt studenterne i ryggen i Kejsergadesagen. Han offentliggjorde som Studenterbladets redaktør historien, før man havde de uigendrivelige beviser på, at Forsvarets Efterretningstjeneste huserede i kælderen. Man skal være forbandet selvglad for at offentliggøre spørgsmålet selv, frem for at gå med i en fælles, planlagt kampagne, som kunne give svaret.
Jeg vil ikke sige, at hans navlekiggeri får ham til at forfejle politiske mål. Målet er jo altid ham selv. Sådanne mennesker må orientere sig efter tidens strømninger, for det er ulige nemmere at føre sig frem i medvind end i modvind. I 1969 var der flod i den venstreorienterede bevægelse og ebbe i den borgerlige. I dag er det omvendt.

Forkvaklet budskab
Og Horst Mahlers frustrationer som barn over, at han ikke nåede at komme med i Hitler-Jugend, før det hele var forbi, resulterede i vold først til venstre, og nærmer sig nu vold til højre. Hvorfor bruge så megen spalteplads på hans forkvaklede 'budskab', hvis det ikke er fordi, at man selv ligger lidt under for illusionen om, at manden nogensinde har haft noget dybtfølt at sige.
Bag Informations undren ligger en illusion om, at i det politiske spektrum i et demokrati ligger det ekstreme højre og venstre længst fra hinanden. Men uden for demokratiet findes blindt raseri. Det ligesom når en cykel kører igennem en hundelort - noget fordeler sig til venstre, noget til højre, men det er immervæk samme lort det består af.
Det er så moderne at kæde vold sammen med det at være revolutionær. Det hænger ikke nødvendigvis sammen. Ordet revolution, at dreje, går på historiens hjul, som drejes mod nye eller tidligere værdinormer. Det forsøgte præsident Allende og den demokratiske bevægelse at gøre i Chile i 1973. Forsøget blev slået ned af militærjuntaen og CIA, en begivenhed, der gav dyrekøbte erfaringer. Den danske venstrefløj diskuterede dengang, om det ikke ville have været bedre, hvis Allende havde givet folket våben at forsvare sig med. Måske havde den demokratiske bevægelse derved stået så stærkt, at militæret ikke havde turdet slå til. Megen vold og 25 års diktatur kunne dermed været undgået. Gjorde denne diskussion venstrefløjen voldelig som sådan? Da danske bønder dannede skytteforeninger i slutningen af forrige århundrede, var det ikke kun for at træne sig til jagt. Bønderne blev pludselig en magtfaktor, som Estrups godsejerregime måtte forholde sig til. Men at bønderne havde bevæbnet sig, gjorde dem ikke til voldsmænd.

Mandela med opbakning
Historien er taknemmelig. For nylig så vi pressen, Uffe, Nyrup og dronningen ære Mandela, den tidligere marxist og terrorist. Samtidig er Öcalan i hans sted, fængslet på en ø for at kæmpe for kurdernes rettigheder i Tyrkiet. Ligesom Mandela og ANC har Öcalans bevægelse gjort fejl, lavet aktioner de burde have undgået. Men Öcalan har givet det kurdiske folk en identitet i verden. For ikke så mange år siden havde Mandela ikke pressens, Uffes, Nyrups eller dronningens opbakning. I dag er Öcalan skreget ud som marxist og terrorist. Jeg foretrækker at se ham mere som en frihedskæmper mod et voldeligt regime, med de fejl og mangler det indebærer. Hvem vil historien give ret denne gang?
Hvorfor bruge spalteplads på en frustreret nullitet som Horst Mahler, der altid har skadet seriøst socialt og humanistisk arbejde. Det understøtter den tanke, som netop Peter Wivel og nu Edisonteatret er fortaler for, at vold og terror er den yderste konsekvens af at være venstreorienteret. Tanken må nødvendigvis foregøgle, at RAF eller herhjemme Blekingegadebanden var en del af én venstreorienteret bevægelse. Man kunne med samme ret sige, at 'Moralsk Oprustning' og DNSAP var af samme surdej som Det Radikale Venstre, fordi de begge er på den borgerlige fløj. Men hverken RAF, Blekingegadefolkene, Tvind eller for den sags skyld Peter Wivel har nogensinde tilhørt venstre-fløjen. De mangler hjertet dertil. RAF og Blekingegade hører nærmere sammen med nynazisterne, Tvind med F.L. Schmidt og Peter Wivel med en type som Glistrup, omend Wivel er noget mindre farverig.
For det er en glistrupsk demagogi, som Peter Wivel tillige med Ulrik Høy, Bent Blüdnikow, Tøger Seidenfaden, Bent Jensen m.fl. fører frem, at alle vi tidligere venstre-orienterede i virkeligheden var stalinister og terrorister i vore hjerter, og at vi såmænd nok er det stadigvæk. Man ønsker at proppe os i bås med Stalin og Blekingegadebanden, fordi vi i dag prøver at stille os i vejen for Bjørn Lomborgs blinde fremskridtstro, for ødelæggelsen af regnskoven og for Horst Mahlers racistiske revision af historien. De kalder os reaktionære, fordi vi synes, at der er nogle værdier i naturen, kulturen og fællesskaberne, som det er værd at bevare. De kalder os doktrinære, fordi vi er betænkelige ved genvidenskabens, motorvejenes og egoismens vækst.
Selvfølgelig har vi da begået fejl. Men at vi en overgang troede mere på Ho Chi Minh end på USA gør vel ikke os til terrorister mere, end det gør dem, som troede mere på USA end på Ho Chi Minh, til folkemordere.
Vendekåberne vender ikke verdens gang - de vender sig med vinden. Det behøver hverken Information eller andre undre sig over. At der stadig er nogen, som fornægter pengene og magten og fastholder visse sociale og humanistiske grundprincipper må vendekåberne naturligvis harmes over. Men støt ikke vendekåbernes forvrængninger ved at sætte lighedstegn mellem deres fortid og vores virkelighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu