Kronik

Folkemordets bizarre logik

Debat
17. april 1999

Serbernes udrensning af den kosovo-albanske befolkning er med til at bekræfte den serbiske nation

Hvem ville have kunnet bevidne nazismens uhyrligheder, hvis den sidste jøde var kremeret?
Det interessante ved spørgsmålet er, at det af to grunde er stillet forkert. For det første er det en forudsætning for spørgsmålet, at jøder er 'jøder'. At der findes en særlig jødisk karakter - og at denne er 'skyld' i, at disse jøder blev ombragt. Der glemmes, at vi på sin vis alle er potentielle 'jøder'. Alle kan indtage positionen som 'jøde', som inkarnationen af det onde. Som den, der skal udryddes, for at nationen kan renses. Der findes således ikke nogen sidste jøde. Spørgsmålet er desuden stillet forkert, fordi vi alle må bevidne, hvad der er sket. Selv at have oplevet kremeringen er naturligvis umuligt, og vi må derfor tale på vegne af dem, som har måttet give deres liv. For dem som ikke længere har stemmens kraft. Der er en retfærdighedens stemme, som påkalder os.
Ofrene for Holocaust kaldte under Anden Verdenskrig på verden for at stoppe det nazistiske folkemord. Siden de første serbiske udrensninger af jugoslaviske folkeslag begyndte, har en sådan appel lydt igen. Vi har gennem de sidste ca. otte år været vidne til det mest omfattende folkemord i Europa siden Anden Verdenskrig. Men hvad er da folkemordets idé? På sin vis en aktualisering af de indledende spørgsmål. At udslette historien og dem, som kan bevidne den. Folkemordets idé er 'hygiejnen'. Det er renhed og renselse. Hvad enten det drejer sig om elimineringen af politiske konkurrenter, selvejerbønder, religiøse mindretal, krajina serbere eller etniske albanere er i den forbindelse uden betydning.
Det paradoksale er, at denne sociale hygiejne forudsætter det, den skal bekæmpe. Det tredje Rige, Storserbien, Det kommunistiske Samfund, Det kommunistiske Cambodja .... alle disse projekter har status af det, som kan realiseres, hvis fjenden udryddes. Og hvis der ingen oplagt fjende var, opfandt man blot en. Den paradisiske tilstand eksisterer kun som noget, der kan realiseres efter, det beskidte arbejde er gjort.
Udgangspunktet for de fleste analyser af nationalisme, og dermed også for en analyse af serbisk nationalisme, er en påstand om, at den enkelte person ønsker at blive anerkendt som medlem af et fællesskab. Som en del af en nation kan det enkelte individs søgen efter identitet tilfredsstilles. Når man taler om moderlandet eller fædrelandet er det således ikke uden grund. Nationen er som en familie. Man kender sine brødre og søstre, fordi man alle har de samme forældre.

Det totalitære projekt er dog ikke primært givet som en positiv formuleret vision for det politiske fællesskab - f.eks. i en forestilling om serbiskhed. Nationalistiske ideologier refererer typisk til noget, som er fraværende. Fjenden besidder hellig jord, centrale territorier, religiøse genstande osv. Ved at forestille sig at fjenden har dette ophøjede objekt, muliggøres visionen om, at nationen igen vil få sin storhedstid, hvis dette objekt tilbageerobres. Et budskab i den serbiske ideologi var, at bosniere og albanere besad jord, der ifølge den serbiske mytologi var serbisk, og at den serbiske nation kun kunne heles, hvis det gamle Storserbien blev (gen)skabt. De reelle årsager til de elendigheder, man lider under, skjules ved at gøre fjenden ansvarlig for ens miserable tilstand. Ja, krisen kan ligefrem gøres til et bevis på, hvordan fjenden på groveste vis udnytter sit værtsfolk.
Den totalitære nationalismes propaganda har også til formål at påvirke fjendens identitet og kampvilje. I Jugoslavien var resultatet af denne propaganda, at man blev tvunget til at definere sig i forhold til etniske eller religiøse kategorier. Når man i medierne taler om de bosniske muslimer, glemmes det ofte, at mange af disse muslimer var sekulære. Videre var der mange, der primært definerede sig som jugoslaver. Krigen gjorde denne mulighed illegitim, og videre hjalp det heller ikke, at Vestens politik på Balkan i høj grad tog udgangspunkt i etniske og religiøse kategorier.

Det var helt centralt for legitimiteten af Milosevics projekt, at han kunne finde støtte hos en række af prominente intellektuelle. Den stærkeste markering kom i 1986, hvor 200 intellektuelle underskrev et af krigens vigtigste dokumenter, Memorandumet fra Det serbiske akademi for kunst og Videnskab. Heri blev der blandt andet argumenteret for, at Serbien skulle have den plads, som dets historiske og demokratiske ret tildeler det.
90 procent af Kosovos indbyggere er etniske albanere, og i det nævnte memorandum hævdes det, at disse undertrykker det serbiske mindretal. Det hedder sig endvidere, at ingen nation frivilligt opgiver sin eksistens, og at Serbien ikke er nogen undtagelse. Videre hævdes det, at kosovoalbanernes etniske renselse af Kosovo er en fortsættelse af flere hundrede års undertrykkelse af serberne i deres eget land. Fordrivelsen af serberne fra deres eget land skulle bestå i, at gamle kvinder og nonner voldtages, bygninger opføres med serbiske gravsten som byggemateriale med videre. Kosovoalbanerne skulle angiveligt også nægte at deltage i fødselskontrol for gennem deres høje fødselshyppighed at komme til at dominere republikken. Til sidst forlanger underskriverne af memorandumet, at Serbien stopper den albanske aggression i Kosovo. Konstruktionen af kroatere og bosniere fulgte samme model. Kroaterne skildres som tilhørende Ustasha-bevægelsen (det nazistiske parti i Kroatien under Anden Verdenskrig), og konstrueres hermed som Serbiens 'historiske fjende'. Bosnierne skildres som fundamentalistiske muslimer, der har planer om at islamisere Jugoslavien.

Forestillingen om, at individers etniske tilhørsforhold er bestemt af en indre karakter uafhængig af det enkelte individs gøren og laden, åbner også for forestillingen om, at disse individer kan være ansvarlige for handlinger begået af andre med samme tilhørsforhold. Dette gør sig også gældende i serbisk historieskrivning. Serbernes aggression mod først bosnierne og nu albanerne var således retfærdiggjort som et svar på Prins Lazars martyrium. I 1389 led serberne under kong Lazars ledelse et nederlag til den osmanniske sultan Murat. Dette nederlag blev af den serbiske propagandamaskine beskrevet som starten på 600 års belejring. Aggressionen mod 'muslimerne' var ingen aggression, men derimod en frihedskamp mod besættelsesmagten. I Milosevic' tale 28. juni 1989 på Solsortesletten markerede han 600-årsdagen for Lazars martyrium med at hævde, at serberne kun kan reddes, hvis de står sammen, og at tiden for strid står for døren. Hvad der fulgte kender alle.

Fælles for krigene i Kroatien, Bosnien og Kosovo har været den systematiske etniske rensning af territorier, som hævdes at være serbiske eller kroatiske. Brugen af paramilitære bander, som f.eks. Arkans tigere, har været centrale under hele forløbet. Det hed sig, at man ikke havde kontrol over og ansvar for disse banders handlinger. Det forekommer dog lidet sandsynligt - et folkemord af det omfang, man har set indtil nu, kræver omhyggelig planlægning.
Bag sig har Milosovic haft en række af veluddannede akademikere med speciale i bl.a. psykologi. Selv om krigen er blevet udkæmpet med primitive våben, er den hypermoderne. Den har i høj grad drejet sig om at påføre fjenden traumer, således at en fremtidig forsoning og et fælles liv ville blive umuligt. I 'Ram-planen', som hævdes at være køreplanen for den etniske rensning i Bosnien, hedder det, at man skal slå ned mod bosnierne, der hvor de er svagest - mod kvinder og børn. Et centralt våben blev derfor brugen af voldtægter.
En voldtægt af en muslimsk kvinde betyder, at hun bliver uren - dels fordi hun bliver skændet, dels fordi hun, hvis hun bliver gravid, tvinges til at føde en serber. I den muslimske kultur bestemmes barnets nationalitet af faderens ditto. Mange kvinder blev holdt i fangenskab i lejre, hvor de systematisk blev voldtaget, indtil de blev gravide og ikke længere kunne abortere. Andre voldtægter fandt sted i de bosniske familiers hjem. Manden var her, som ofte sammen med resten af familien, tvunget til at overvære voldtægten. Formålet var, at manden skulle fyldes af skam, fordi han ikke som familiens overhoved kunne forhindre voldtægten. Følgen blev ofte en følelse af skam og afmægtighed, der resulterer i en ødelagt familiestruktur.
Traumatiseringen af fjenden er blevet og bliver fulgt op af destruktionen af kulturelle markører. Det er et integreret led i den serbiske krigsførelse, at moskeer afbrændes. Bombningen af biblioteket i Sarajevo er måske det klareste udtryk for dette forsøg på at eliminere den muslimske kultur. Samme praksis ser vi i dag i Kosovo. Også her brændes ikke-serbisk ejendom af. Efter forlydender skulle man være særlig omhyggelig med at brænde folkeregistrene og kosovoalbanernes identitetspapirer. Formålet er at gøre det umuligt for flygtningene at bevise, at de har boet i Kosovo. Ikke nok med at de fordrives. Selve sporet af denne fordrivelse forsøges også slettet.

Hvordan kan man slå sit eget folk ihjel, kunne man spørge, og det åbenlyse svar er, at det kan man ikke. Det centrale er, at folkemordet rettes mod et andet folk. For at kunne slå sin tidligere nabo eller andre, man har haft tæt tilknytning til, ihjel, er det væsentligt, at man netop ikke ser disse som naboer, men som fascistiske kroatere, fundamentalistiske muslimer eller underlegne albanere. Gamle naboer blev i Bosnien ofte tvunget til at fungere som henholdsvis bøddel og offer. Resultatet var for det første, at en fremtidig forsoning var umulig. Man kunne ikke længere leve sammen. Hvis man nægtede at deltage i disse henrettelser, blev man selv skudt. Hadet mellem f.eks. serbere og bosniere var ikke instinktivt. Det skulle skabes. Disse henrettelser skabte en serbisk og en bosnisk identitet, hvor der måske før var en pan-jugoslavisk. For den krigsførende part er det vigtigt, at empatien rettes bort fra ofret og mod andre (mod det serbiske folkefællesskab, som er truet af fjenden).
1989 var året for Milosovic' tale på Solsortesletten. Det var også året for Murens fald og Europas symbolske genforening. Østeuropa var nu igen blevet en del af et samlet Europa, men det varede ikke længe.
Efter udbruddet af krigen i Jugoslavien blev der pludselig talt om barbari på Balkan, og at vi her havde et område, hvor barbariet trives, og hvor en (vest)europæisk civilisation aldrig havde fundet fæste. Det var ikke vores krig, og vi kunne intet gøre, for ligegyldigt hvad er det en del af folkekarakteren på Balkan. De vil slås. Den franske filosof Jean Baudrillard vendte op og ned på denne forestilling om den europæiske civilisation og det barbariske Balkan. Han hævdede, at Vestens passivitet i virkeligheden var en accept af forestillingen om, at folk af forskellig etnisk oprindelse ikke kan leve sammen. Dermed billigede Vesten i realiteten etnisk udrensning.
Den eneste virkelige civilisation, hævdede Baudrillard, var den, der kunne findes i Sarajevo - indbegrebet af den multietniske by. Vesten var således ikke civiliseret, men serberniseret. Den voyeuristiske position, man antog i forhold til grusomhederne i det tidligere Jugoslavien, var pervers.
Baudrillard rammer plet i sin kritik af forestillingen om det ubesmittede Vesteuropa. Vi er på en måde alle 'serbere'. Længslen efter det etnisk rene, ubehaget ved det flygtige, det ambivalente og det ikke-gennemsigtige kan vi ikke helt sige os fri for, og argumentet om, at folk fra forskellige kulturer ikke kan leve sammen, høres ofte herhjemme i den offentlige debat. Racismen i Danmark er ikke folkemord, men den holdes uden tvivl i live af de samme energier, som forløses i den serbiske nationalisme.

Jeg vil hævde, at en etisk forholden sig til konflikten i det tidligere Jugoslavien må have karakter af en dobbeltidentifikation. Vi kunne alle indtage rollen som syndebukken.
Vi er alle potentielle 'albanere'. Men på samme tid kunne man hævde, at vi lige så vel kunne have taget rollen som 'serbere' ' som bødlen. Det er vigtigt ikke at dæmonisere et folk eller fuldstændigt frikende et andet. Mange serbere har et ansvar. De har stemt Milosovic til magten og i høj grad støttet hans politik. Men der er også mange, som ikke har. UCK har også begået forbrydelser, og de må som alle andre dømmes som individer for eventuelle ugerninger. Ansvaret er individuelt.

Ligeledes er der også mange i Vesteuropa, som har et ansvar: For ikke at gribe ind før det var for sent. Men vi har også alle et mere personligt ansvar.
Et ansvar for ikke at bekæmpe det i os, som den fobiske nationalisme lever af. Det handler om at lære at leve med den anden - med den som virker fremmed og anderledes.

Carsten Bagge Laustsen skriver ph.d. om serbisk ideologi og propaganda ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her