Læsetid: 2 min.

Fyr bøsserne

Debat
24. april 1999

Homoseksuelle, gravide, barslende, indvandrere, ældre og folk med mindre handicaps er jaget vildt på visse arbejdspladser

JURA
Sønderjyden Frank Wolf Hinrichs, 22, var ikke helt tabt bag en vogn, da han medbragte en skjult og fremfor alt tændt diktafon til et krisemøde på sin arbejdsplads i Sønderborg. Hinrichs stod nemlig til fyring. Arbejdsgiveren sagde ligeud at det var hans privatliv som bøsse der diskvalificerede ham i arbejdet med adfærdsvanskelige unge.
Takket været diktafonen og HK i samarbejde med Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske får sønderjyden nu en erstatning svarende til syv måneders løn - og fagbevægelsen har samtidig fået præcedens for at hjælpe de bøsser og lesbiske som på arbejdspladsen diskrimineres grundet seksuel orientering.
At det skulle blive en alsisk arbejdsgiver som lagde for, må nok siges at være symbolik i sig selv. Øens store søn, Herman Bang, der skulle udvikle sig fra hjemstavnsdigter til kosmopolitisk dramatiker med en homoseksuel nerve årtier forud for sin tid, har aldrig fået sat sig en statue, det være sig et monument i Asserballe eller Sønderborg. Når man hører Als' p.t. kendteste kunstner - L:Ron:Harald - er det ikke just fordragelighed som vinker de homoseksuelle i møde. I Harald te enkebal hedder det f.eks.: Føjst kom dæ jen dæ gott vill dans/en svans fra Blans å han hei Hans/æ skri mæ dæ dit vummel apparat/æssen fee do jæn o e bakkenbart/Så Hans fra Blans han forsvandt i en fart/sån arschficker han ka' godt vee sart...
Frank Wolf Hinrichs sag er direkte udsprunget af loven om ligebehandling fra 1996, men svækkes naturligvis ved at den er afsluttet med et omend gunstigt frivilligt forlig. Et stærkere udtryk for at loven er begyndt at virke, findes i en netop afsluttet retssag andetsteds i Sønderjylland, nemlig Retten i Haderslev, hvor merkonom Jette Hansen før påske fik tildelt en rekorderstatning svarende til 12 måneders løn for at være blevet ulovligt bortvist under varsel - på et påskud om at hun ikke havde meddelt arbejdsgiver hvornår hun kom tilbage fra barsel.
Når erstatningen i dette tilfælde er væsentlig højere end hidtidige praksis skyldes det ikke mindst at medlemmerne af Samarbejdende Merkonomer, der har vundet sagen, er højtlønnede specialister og mellemledere, der oftest ikke er dækket af den sikkerhed en overenskomst giver. Merkonomerne har gennem et samarbejde med førsteklasses eksterne advokater (hvor andre forbund oftest har egne jurister siddende) gennemtrumfet denne interessante udvidelse af erstatningsrammen.
Grunden til at forbedringer af særligt udsatte gruppers rettigheder på dette område er så interessante, er, at der indtil nu har hersket en nærmest Charles Dicken'sk praksis hvad angår afvikling af medarbejdere hvis tilstedeværelse man ikke brød sig om!
Disse danske storbonde-manérer af værste skuffe - folk der har sét Morten Korch vil vide hvad jeg taler om - er gennem EU-direktiver fra begyndelsen af 90'erne blevet så undermineret, at det nu bliver spændende at sé om vi står overfor en ægte forbedring af udsatte gruppers kår på arbejdsmarkedet. Eller om vi skal slå os til tåls med det gammelkendte superliberalistiske princip på det danske arbejdsmarked.
Et princip, som har marginaliseret ikke så få gravide, barslende, homoseksuelle, indvandrere, ældre, folk med mindre handicaps etc.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her