Kronik

Hjemløse svigtes

20. april 1999

Vi ser dem oftere. Med nedslåede blikke sidder de der på Hovedbanegården eller de større pladser og tigger. De hjemløse er blevet en synlig del af gadebilledet og vidner om et socialt tryghedssystem i opløsning

Pludselig var de der, nærmest fra den ene dag til den anden. Det var næsten som en jernurt, der bogstavelig talt var vokset op gennem den asfalt eller af de fliser, hvor de tavse sad med små skilte og appellerede til de forbigående om at give en skærv til en hjemløs. Fra at være et afgrænset fænomen, man kunne iagttage på Nørreport Station, har de hjemløse med 'tiggerskålene' indenfor det sidste års tid bredt sig og er blevet en fast bestanddel af det københavnske bybillede. Deres stilfærdige, men åbenlyse manifestation af deres eksistens og livsvilkår som udstødte, var med til at åbne vores øjne for, at der findes mennesker på samfundets skyggeside, som helt åbenlyst ikke rummes af velfærdssamfundet.
Bag fænomenet gemmer der sig den utilsmykkede realitet, at der er mennesker i det danske samfund, der må 'bide hovedet af al skam' og udstille sig selv, for at skaffe midler til husly og andre fornødenheder.
Vi møder disse udstødte med en blanding af medfølelse og foragt. Vi har svært ved at forholde os til dem som ligeværdige mennesker. Måske provokerer de os og gør os vrede, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal tackle de modsatrettede følelser, som de vækker i os. De udstødte skaber en frygt hos os. Med deres provokerende og påtrængende tilstedeværelse minder de os om, at grænsen mellem at være inde i varmen eller ude i kulden er hårfin. Maskerne i vores højt berømmede sociale sikkerhedsnet er måske ikke helt så fintmaskede, som vi troede. Udstødte har så at sige en afskrækkende virkning, som får os til at kæmpe videre, fordi vi mest af alt frygter, at komme til at dele skæbne med dem.

Nogle forbipasserende vil nok spørge sig selv hvorfor. Er det i virkeligheden ikke selvforskyldt, at den tavse person med 'tiggerskålen' er endt i denne nedværdigende situation?
Spørgsmålet er, om vi tør se det menneske og den historie, der 'gemmer sig' bag den enkelte hjemløse i øjnene. Om vi kan og vil lytte til det, de med deres blotte tilværelse fortæller om sig selv og det samfund, som har udstødt dem og ikke vil lukke dem ind igen. Vi kan vælge at se udstødte som det bundfald, samfundet i større eller mindre grad altid har og altid vil producere. Vi kan også vælge at se de udstødte som et resultat af velfærdssamfundets fejlslagne eller utilstrækkelige social- og boligpolitik. Det sidste giver os i det mindste et politisk/ideologisk grundlag for at forbedre eller ændre deres situation.
Historien om Elisabeth Hansen fortæller os lidt om den fejlslagne socialpolitik overfor hjemløse. Elisabeth Hansen har siden den 1. marts hver dag siddet på Nørreport Station med et lille skilt, der appellerer til de forbigående om at give et bidrag til en hjemløs. I Elisabeths selvforståelse tigger hun ikke. Hun hverken spørger eller rækker hånden frem. Hun sidder der bare. Hun har tidligere forsøgt at henvende sig direkte til mennesker på gaden og bedt om en tokrone, men det faldt hende for svært.
Elisabeth opholder sig hver dag to til fire timer på Nørreport, hvor hun kan tjene 100- 150 kroner. Det er nok til, at hun kan opretholde livet som hjemløs. Hvis ikke det var så koldt, kunne hun godt sidde noget længere. Men der er også andre, der har behov for at benytte de uautoriserede stadepladser. Foruden de løse er der i alt ti til tolv faste personer, som på skift sidder på de gode pladser og stiltiende beder om penge. Fordelingen af pladserne foregår uformelt ved, at man gensidigt spørger hinanden om, hvor længe man forventer at benytte pladserne.

Elisabeth husker meget tydeligt, hvor dårligt hun havde det, første gang hun satte sig ned på Nørreport.
Hun forsøgte at gemme sig bag sit skilt og sin lille papkasse. Men hun blev positivt overrasket over den venlige opmærksomhed, som mange udviser hende, både ved at give et bidrag og ved at stoppe op og tale med hende eller byde hende en cigaret. Det er hovedsagelig småmønter, der drysser ned i kassen. Efter Elisabeths opfattelse skyldes det, at man godt vil give et bidrag til livets opretholdelse, men ikke ønsker at bidrage til et eventuelt misbrug.
Elisabeth Hansen er 37 år og er vokset op i Vanløse med en enlig mor og to søskende. Hun er uddannet reprofotograf og havde et fast vellønnet arbejde, indtil hun for ni år siden fik sit første barn og blev hjemmegående. Det var først i forbindelse med hendes fraskildte mands fængselsdom for hashhandel, at hun efter et årstid opdagede, at han, der havde en vellønnet stilling som ingeniør, levede en dobbelttilværelse som hashhandler og aktiv stofmisbruger. Det var også ham, der senere trak hende ind i et længerevarende stofmisbrug, som hun i dag er ude af.
Elisabeths forhold til familien gik i stykker for mange år siden. Hun har heller ikke kontakt med sine venner, men det er hendes eget valg. Hun ønsker ikke at belemre dem med sine problemer. Moderen ved godt, at hun er hjemløs og lever på gaden, men hun har haft så mange problemer selv, at Elisabeth heller ikke vil belaste hende. En gang hvor moderen så hende sidde på Nørreport, forklarede hun det med, at hun passede kassen for en anden.
Elisabeth blev hjemløs i 1995, da hun på grund af en huslejerestance blev sat ud af sin lejlighed i en forstadskommune. Siden er det kun gået længere og længere ned ad bakken. De første to år havde hun flere midlertidige boliger, hvorefter hun blev 'rigtig hjemløs'. Siden har hun måttet leve på gaden. Hun skaffede sig en proformaadresse hos en ældre mand på Amager, som sikrede hende, at hun kunne få bistandshjælp i København. Da manden døde i slutningen af 1998, mistede hun denne adresse og har siden den 1. marts ikke modtaget hjælp. Hun må derfor skaffe penge på anden vis.

Når der er plads, overnatter hun på et lille hyggeligt og hjemligt herberg med fem pladser, som KFUK Mariatjenesten driver. Her giver hun 45 kroner for at overnatte i en ren seng på en to- eller tresengs stue. Med i prisen er også brød, ost og marmelade hver morgen og hver aften. Hvis hun ingen penge har, får hun som regel lov til at overnatte alligevel. Herberget er åbent fra klokken 22 til 10. Den resterende tid opholder hun sig på gaden eller i Reden på Halmtorvet, hvor der er åbent fra klokken 10 til 22. Elisabeth, der ikke kan få sig selv til at tjene penge på prostitution, lægger vægt på, at man godt kan komme i Reden uden at være prostitueret.
Elisabeth er hjemløs i mere end en forstand. Hun har ikke blot mistet den identitet, som hendes hjem gav hende. Hun har også mistet sin identitet som mor og som ansvarlig for sin familie. Den mere personlige identitet, som hun tidligere understregede med sin tøjstil, har hun også mistet. Det eneste hun ejer, er det tøj, hun har på, og det har hun fået i Mariakirken, samt to indkøbsposer med nogle få ejendele.
Elisabeth føler, at den omegnskommune, som i forbindelse med hendes udsættelse af lejligheden, anbragte hendes børn på et observationshjem og senere i familiepleje, bevidst forsøger at forhindre hende i at opretholde kontakten med sine to børn på ni og seks år.
Indtil for otte måneder siden, hvor børnene fik en ny sagsbehandler, havde hun fast samkvem med dem tre timer hver fjerde uge. Det foregik hos en familieplejeorganisation i Nordsjælland. Den nye sagsbehandler stiller krav om, at Elisabeth skal mødes med sagsbehandleren, inden hun ser sine børn. Det betyder, at hun udover rejsen til Nordsjælland, også skal rejse til den omegnskommune, hvor børnene er anbragt. Og det har betydet, at Elisabeth ikke har set sine børn i otte måneder.
Som hjemløs har hun ofte svært ved at få struktur på sin dag og overholde mødetidspunkter, og hun har derfor ofte rejst forgæves, fordi hun kom for sent. Hun har således oplevet, at forsinkelser på under en halv time har medført, at hun måtte gå med uforrettet sag.
Nogle gange har sagsbehandleren aflyst mødet, uden Elisabeth har fået besked. Andre gange har hun været kaldt ud til klientbesøg med det resultatet, at Elisabeth ikke har fået tilladelse til at se sine børn.
Elisabeth drømmer om at få en lejlighed og få sine børn hjem, så de igen kan blive en familie. I sine fire år som hjemløs har hun flere gange haft en lejlighed indenfor rækkevidde. Men hver gang har hun mistet den på grund af den lange sagsbehandling i kommunen.
Lige nu er hun skrevet op til en lejlighed og håber snart at få tilbudt en. Hun har en aftale med sin sagsbehandler her i midten af april, hvor hun forhåbentlig får tilsagn om et boligindskud. På den måde kan hun igen blive berettiget til bistandshjælp.

Per Lorang Sørensen er konsulent i Socialt Udviklingscenter SUS.

APROPOS
'De udstødtes' behov
Regeringen har sammen med Folketingets øvrige partier besluttet at rette op på de uacceptable forhold for hjemløse.
Grundlaget er Den Sociale Servicelov, der ophæver institutionsbegrebet og ændrer de hidtidige paragraf 105- hjemløseinstitutioner til paragraf 94-boformer. Man har således over en treårig periode bevilget 22 mio. kroner til driften af hjemløseområdet.
Samtidig vil By- og Boligministeriet fra 1999 til 2001 anvende 30 mio. til forsøg med nye anderledes boliger til socialt udsatte grupper, som kan virke forebyggende på hjemløsheden. Socialministeren har i samarbejde med amter og kommuner lagt op til at undersøge, hvor mange og hvilke boliger der er behov for.
Flere hjemløse skal få fodfæste i samfundet med egen bolig og man vil lave en sammenhængende plan for, hvordan de nødvendige boliger kan tilvejebringes.
Hjemløseområdet rummer nogle af de tungeste og mest behandlingskrævende mennesker i det sociale system. Det er mennesker med alvorlige psykosociale problemer, somatiske og psykiatriske lidelser, samt med narkotika- og/eller blandingsmisbrugs- problemer.
En foruroligende udvikling er, at antallet af unge 18-24 årige hjemløse er i stærk stigning samt, at kvinder, der tidligere var et særsyn, udgør 50 procent af de unge beboere.
Hvis man skal gennemføre et sådant kvalitetsløft på hjemløseområdet og det skal ske i overensstemmelse med de faktiske behov, skal man enten nedlægge eller radikalt ændre rammerne for hele området.
Det drejer sig om at skabe en større overensstemmelse mellem de fremtidige driftsformer og tilbud, og så de resultater, som man ønsker at opnå. Man skal etablere nye interne og eksterne behandlingstilbud, oprette flere eksterne boliger og gennemføre en kvantitativ og kvalitativ udbygning af efterforsorgs- og bostøttetilbudene.
Samtidig er man nødt til at udvikle nye samarbejdsformer for hjemløseområdet og primærkommunerne. Det er en omfattende opgave, som kræver en langsigtet udviklingsindsats.

Per Lorang Sørensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu