Kronik

Hvalens vide verden

7. april 1999

Hvad sker der, når staten forsvinder som samfundets midte og autoritet? - En utraditionel læsning i Herman Melvilles Moby Dick

Autoritetens mysterium er et hovedtema i det møde der opstår mellem mennesket og hvalen i Herman Melvilles fantastiske roman Moby Dick, der netop er genudgivet på forlaget Gyldendal.
Romanen åbner op for spørgsmålet om hvorvidt statens faderfigur simpelthen er som Moby Dick: Et vældigt hvidt legeme hvis indre folder sig ud af det uendelige store ocean. At vores forhold til statens faderfigur er som Moby Dicks forhold til havets blanke overflade: En stormende zone og en kamp, der hverken har Gud eller en transcendent forestilling om det gode at holde sig til, men som må møde det gode og det onde på sin egen sejlads.
For hvad sker der, når staten forsvinder som samfundets midte, som symbolsætter, som det sted, hvorfra goderne distribueres? Når vi ikke længere kan tale om et overgribende etisk system, der regulerer vores adfærd?
Hvis staten overhovedet længere eksisterer, er det nærliggende at spørge om hvordan. Måske vores iver efter at løsrive os fra staten handler om hvordan vi genvinder et 'sundere' forhold til statens faderfigur.

En sådan erfaringsdannelse må spørge til hvorfra magten, staten og loven henter sin autoritet? Henter den sin kraft i magtens egen vilje til at sætte konventionens værdi og håndhæve den i et gudløst univers (Nietzsche), eller henter den sin autoritet fra menneskets indre stemme (det guddommelige i mennesket)? Adlyder vi kun loven fordi den har autoritet og ikke fordi den er retfærdig, sådan som Montaigne engang udtrykte det?
I så fald lider vores forhold til statens autoritet af en form for syndefald hvor magtens fornuft skjuler vores natur og sanselighed i kontrol og effektivitet. Men måske er det fordi vi skal søge statens autoritet udenfor systemet selv, udenfor staten. Måske lever autoritetens dunkle ansigt i os selv, hvorfor statens faderansigt netop kun kan overleve fordi en side af den trives som det man kunne kalde vores indre stemme. At autoritetens mørke lys også bor i os selv. Vi vil have en stat som ikke har en kunstig sjæl men en sjæl der lever i os selv.

Rejsen mod autoritetens stemme er derfor ligeså meget præget af tomhed som af et egentligt svar på vores spørgsmål. Lever vi i en verden hvor dette stats-fantom inspirerer til tomhed og terror overfor borgerne? Hænger vanskeligheden ved at navigere sammen med at helheden om det gode liv folder sig ind og ud af de bølger der omslutter vores egen krop ude på det åbne ocean?
Handler vores forhold til staten ikke om, at vi som Moby Dicks vældige hvide legeme er omringet af et mørke? At enhver autoritet altid er fremmed overfor sig selv?
De fleste hvaler er sorte eller blå. Moby Dick er hvid. Helt hvid. Som et udstrakt lagen, som hvidheden bag det menneskelige øjeæble. I Herman Melvilles roman, har den store kaptajn Akap gjort det til sit livsprojekt at fange denne enorme hvide hval, om han så skal gå i døden for det. Moby Dick er et menneskeligt navn for et dyr.
Men hvilket dyr! Moby Dick er verdens største dyr, og dermed en enorm fysisk krop hvis ydre legeme udtrykker en form, naturen selv, eller en uendelig hvid guddom. Hvalens sprøjt udgør kaptajn Akaps kompas ude på den åbne ocean. Akap forstår sig selv udfra Moby Dick. Han har ingen angst. Han priser og elsker Moby Dick. Hvalens krop har skabt sin egen mening for ham. Kun bogens anden hovedperson, Ismael, besidder en indre usikkerhed, måske angst. Ismael sejler for at genopdage en anden side af sig selv. Han sejler bort fra sit tidligere liv og håber også at efterlade en del af sig selv. Hans vandring er en søgen efter en ny sjæl og fornuftens egen uendelighed.

I Moby Dick svømmer statens bevægelige krop rundt i det store ocean, et ingenmandsland, det rene landløse sted. Hvalen flytter sig konstant og grænserne flytter med. Med Moby Dick er det umuligt at fiksere en mening. Dette legemes konstante bevægelse fylder universet med tomrum på tomrum.
I Thomas Hobbes' filosofiske univers - se dagens Apropos - er der ingen universelle idealer, der kan tjene som princip for politik, staten og fællesskabet. Lovenes natur for staten rummer ingen overgribende ideer om det gode liv. Leviathan og statens krop handler kun om midler, staten er ren instrumentalitet. Leviathan er billede på en kunstig sjæl fordi den væsentlige opgave for politik og ret er at fiksere formelle procedurer, der er ansvarlige for produktionen af love og normativ viden.
'Det kunstige menneske', Leviathan, holder mennesket i ærefrygt, ikke på grund af truslen om straf, men ud fra den rædsel, at mennesket ikke længere kan genkende sig selv i 'ham': Den dødelige Guddoms handlinger udspringer ikke mere fra traditionen, fra visioner, fra idealer og religiøse overbevis-ninger som tidligere triumferede. Autoriteten har ikke længere nogen sikker grund. Moby Dicks 'hvidhed' er statens tomhed: Det er fraværet af en højere legitimitation fra det guddommelige eller det gode.

Sømændene har den samme følelse da de konfronteres med hvalens hvidhed. Blikket tillades ingen 'dybde' men er tvunget til at fokusere på overfladen, på den enorme krop. Blikket er begrænset af denne eksterioritet, som ikke udtrykker noget indre.
Med sømanden Ismaels forbløffelse over Moby Dick: "Jeg kender ham ikke og jeg vil aldrig komme til det... jeg siger det igen, han har intet ansigt".
Hvis autoriteten udspringer af statens egen vilje, hviler staten på en tom nihilisme. Men hvis autoriteten udspringer af staten og vores egen hemmelighed - en tavs stemme i os selv - er der tale om en rigere nihilisme.
I Hinsides godt og ondt skriver Nietzsche: "Også Dionysos er mørkets guddom". I mørket skal vi vandre. I mørket skal vi sejle. Måske handler det at forstå autoriteten om at sige ja til livet i immanensens solnedgang og forsøge at overskride nihilismen med nihilismen.

Nihilismens 'nej' til værdiernes overhøjhed må forudsætte et rungende 'ja' til selve den vandring eller sejlads hvis længsel ikke har nogen genstand og som er sin egen hemmelighed.

Moby Dick er på den ene side historien om Ismaels forsøg på at indfange 'livets ubegribelige fantom', som Melville skriver, og på den anden side historien om Kaptajn Akaps løfte om at ville hæve og slå til med sin harpun gennem masken, rive masken af det ydre fantom: Dræbe faderen og staten.
Med Akabs egne ord: "I enhver begivenhed - i den levende handling, den ubetvivlelige dåd - er der et eller andet ukendt, men dog tænkende, der gemmer omridsene af sine træk bag den tomme maske. Hvis en mand vil slå til må han slå gennem masken".
Akaps møde med Moby Dick bliver et uundgåeligt møde med Leviathan. Akab er selv opslugt af det han begærer. Akap tror på frelsen ved at smelte sammen med Moby Dick. Fra det øjeblik ved vi at det ydre legeme vil vinde over det indre. Vi ved at Akaps jagt på at destruere spejlet med sin egen lanse og harpun vil føre til undergang.
Moby Dick er den gud der sætter bindende grænser i oceanet, men som hele tiden selv er i bevægelse. Moby Dicks ubestemthed sætter selv grænserne. Han kan aldrig reduceres, repræsenteres eller indfanges af et system af begreber og af universelle principper for det gode.

Vi kan kun give ham et navn: Moby Dick. Moby Dick er navnet på en kraft. En kraft for både destruktion og erfaring, for både det dæmoniske og det gode, for både undergang og forløsning.
Moby Dicks næsten vulgære billede på staten er som Leviathan et drama hvor den klassiske transcendente metafysik om en højere retfærdighedsorden besejres af en metafysik, der trives på oceanets uendelige overflade.
I nogle kommenterede essays anfører Melville, at Ismael (bogens fortæller) søger at erkende 'paternitetens hemmelighed'. Han søger at forstå grænsen for det ydre legeme.

Dog viser mødet med hvalen at denne søgen er nytteløs, at menneskets skæbne er at blive dra-get mod det der er 'udenfor', som han adrig kan (be)-gribe. Filosoffen Gilles Deleuze hævder at skibet kun er en fold af det ydre ocean. Det indre som en fold af det ydre.
Med andre ord: Min friheds mulighed folder sig ud af oceanets mørke. Hvis dette mørke bor i os selv må lovens moralske autoritet i samme åndedrag være en fold af min indre stemme.
Akab er en tragisk figur, fordi Moby Dick bliver et bæst som Hobbes' Leviathan med egen bevidsthed og fornuft. I det store ocean hvor hvalen huserer herker destruktionen.

Akkurat som stedet hvor ulvene vandrer hos Hobbes. Ismaels rejse knuser hans håb for at opdage et sikkert punkt for sin egen identitet. Et sted mediterer han herover:
"Ingen kan nemlig føle sin egen identitet rigtigt, medmindre hans øjne er lukket - som om mørket i virkeligheden var vort væsensindholds rette element".
Måske vil de forældreløse, ligesom Ismael selv, hvis hemmelighed om faderskab og autoritet forbliver skjult, være med til at danne demokrati, retfærdighed og fællesskab.

Hvis søgen efter paternitet og autoritet (to ting der hænger uløseligt sammen) opgives, vil autoriteten miste sin magt og kraft som 'skæbne' for ethvert organiseret samfund.
I fravær af en faderautoritet for vores samfund, er vores eneste håb at opfinde en ny fader. Det hvide er omringet af et mørke. Det synlige af det usynlige. Det er omringet af nat eller i alt fald en tåge.
Er dette mørke ikke bevis på at vi stadig lever i hvalens mave?

*Alexander Carnera Ljungstrøm er phd., adjunkt ved Københavns Universitets juridiske fakultet.

APROPOS
Menneskedyret
I filosoffen Thomas Hobbes' hovedværk Leviathan er mennesket blevet udstyret med et dyrs navn: Leviathan legemliggør statens magt og rationalitet. Den mægtige Leviathan er navnet på staten. En vældig krop der i sig indeholder alle samfundets medlemmer.
Hvorfor nu det? - Fordi mennesket ifølge Hobbes er en ulv, et vildt og utæmmet dyr der må tæmmes. Samfundet hviler på frygt og mennesket er egoistisk. Derfor må det overgive noget af sin frihed til et fantom, der til gengæld sørger for fred, orden, sikkerhed og beskyttelse.
Friheden defineres som suverænens beherskelse over andre. Magten bliver målestok og middel.
Staten kalder Hobbes for en 'artificial soul', en krop der får sit eget liv. Denne kunstige sjæl er også en kunstig fornuft. Statens 'sjæl' hos Hobbes er ikke båret af ånd eller indre agtelse for sig selv eller andre, dens sjæl er et rent ydre legeme. Den har intet indre, men findes kun i det ydre.
Det rationelle menneske har fuldkomment overtaget Guds plads, og alt, hvad vi oplever er endeligt. Menneskets erkendelse af tingene udfolder sig i endelige rum.
Verden er et sådant legeme. Dette er dets væren og kun herudfra opstår menneskets viden om det fysiske univers og om det sociale (to ting der ikke kan adskilles i Hobbes mekaniske materialisme).
Hos Hobbes er staten at ligne med et 'ur', en maskine. Enhver stat er et kunstigt menneske. Staten er en ydre synlig krop, der behersker bevægelige legemer udenfor. Leviathan er som i Moby Dick en særlig ydre gestaltning af rummet, af kroppen, døden og magten.

*Litteratur: Herman Melville: Moby Dick. På dansk ved Mogens Boisen. Træsnit af Sven Havsteen Mikkelsen. Gyldendals bogklub.

*Thomas Hobbes: Leviathan. Ed. R. Tuck. Cambridge: Cambridge University Press, 1991.

*Friedrich Nietzsche: Hinsides godt og ondt. (1886); Munksgaard, Oslo 1990.

Alexander Carnera Ljungstrøm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu