Det løser ingen problemer at flytte afgørelserne om samvær fra statsamterne
BØRN
DR 1 bragte tirsdag den 13. april en udsendelse om tre fædres oplevelser som incest-anklagede i forbindelse med deres sag om samvær. Udsendelsens tilrettelæggere havde valgt at anskue emnets problematik fra de tre fædres synsvinkel, hvilket førte til, at udsendelsen fik form som et bevægende menneskeligt dokument.
Imidlertid blev det også dens svaghed, fordi den øjensynlig søgte at drage konklusioner på dette grundlag. Bl.a. indeholdt den nogle udsagn om myndighedernes behandling af disse sager, som ikke virkede særligt velfunderede.
Mest markant kom det til udtryk i behandlingen af en børnesagkyndig erklæring, der fik den tvivlsomme rolle at skulle udgøre det bærende element i udsendelsens argumentation. Det umiddelbare billede af denne erklæring er en gang psykologisk klamp-huggeri. Såfremt den er refereret loyalt i udsendelsen, ville den uden tøven blive gennemskuet som sådan af enhver sagsbehandler i et statsamt - selv uden hjælp af skjult kamera.
Anklager og dommer
Set fra et fagligt synspunkt var imidlertid det mest beklagelige udsendelsens sammenblanding af strafferetlige begreber og forvaltningsretlige principper, således som det kom til udtryk i vurderingen af statsamternes arbejde. Her kritiseredes det bl.a., at det er den samme instans, der både forestår undersøgelserne i sagen og træffer afgørelsen. For den far, der ved sig mistænkt med urette for overgreb mod sit barn, er det nærliggende og forståeligt, at han oplever statsamtet som både 'anklager' og 'dommer' i sin sag. Men jeg undrer mig over, at udsendelsens tilrettelæggere har overset, at statsamtet ikke er en domstol og ikke har straffende myndighed.
I juridisk arbejde opererer man ofte med hensyn, der er indbyrdes modstridende, og hvor man således må vælge, hvilke hensyn, der skal tillægges vægt fremfor andre. I strafferetten er der to generelle modsatrettede hensyn: På den ene side ønsket om at få den skyldige dømt - på den anden ønsket om at undgå, at også uskyldige dømmes. I tvivlstilfælde vejer det sidste tungest.
Modstridende hensyn
I samværssager, hvor der er mistanke om incest, er de to modsatrettede hensyn på den ene side ønsket om at bevare barnets kontakt med faderen - på den anden ønsket om at beskytte barnet mod risiko for overgreb. Det er indlysende, at myndighederne aldrig kan være 100 procent sikre på, at overgreb ikke har fundet sted, og at der ikke vil finde overgreb sted fremover. Spørgsmålet er altså, hvorledes man skal vægte de to indbyrdes modstridende hensyn. Mener man, at en be-grænsning af kontakten med en forælder er så traumatiserende for barnet, at det overskygger de skader, der måtte følge af et overgreb mod barnet, må man træffe afgørelse i overensstemmelse hermed og acceptere risikoen for fremtidige overgreb - og altså omvendt, hvis man mener, at et overgreb er så følelsesmæssigt invaliderende for barnet, at alene risikoen herfor bør medføre, at andre hensyn tilsidesættes.
Et edderkoppespind
Formanden for Børnerådet, Per Schulz-Jørgensen, gav i udsendelsen udtryk for bekymring over, at afgørelsen af disse sager er henlagt til statsamterne, og følgelig træffes i et juridisk miljø. Som jeg forstod ham, skyldtes det frygt for, at fokuseringen på regler og praksis kunne spærre for muligheden for at nå det bedste resultat. Jeg er enig med ham i, at der med de seneste års udvikling er skabt et sådant edderkoppespind af nye regler og retningslinier, at det må opleves som et sandt mareridt af dem, der som klienter havner i nettet. Men jeg har svært ved at se, at det skulle løse nogen problemer at flytte afgørelserne over i et andet regie.
Det grundlæggende dilemma, som er affødt af sagernes natur, ville være præcis det samme, og regler ville der under alle omstændigheder være, siden de er en nødvendig basis for al offentlig regulering af borgernes liv. Hvad man kan gøre, er at sikre, at den faglige ekspertise, som statsamterne anvender som et grundlag for deres afgørelser, er så velfunderet som overhovedet muligt, og at forenkle reglerne, gøre dem mere forståelige for de mennesker, som skal leve med de afgørelser, der træffes.
Udsendelsen satte fingeren på det for statsamterne meget ømme punkt, at sagsbehandlingstiden i vanskelige samværssager ofte er så lang, at den udgør et selvstændigt problem, der bliver lagt oven i alle de andre problemer, som sagen rummer. Den medvirker til at holde konflikterne åbne, den modvirker i sig selv bestræbelserne på at nå et fornuftigt resultat, og den medfører urimelige belastninger for alle parter, børn som forældre. Samtidig bringer den formentlig Danmark på kant med internationale bestemmelser om retsbeskyttelse og retssikkerhed.
Besynderlig rodebutik
Der er tale om et ressourcespørgsmål. Hvis samfundet finder problemet væsentligt nok til at ønske det løst, må man stille de fornødne ressourcer til rådighed - og i øvrigt give statsamterne mulighed for at forvalte dem på en fornuftig måde. I dag er behandlingen af samværssager, en besynderlig rodebutik, hvor der ikke skelnes mellem stort og småt, væsentligt og uvæsentligt. Alle forældre, der er uenige om samvær, har krav på den samme behandling, uanset problemernes størrelse.
Det betyder, at statsamterne i vid udstrækning er tvunget til anvende tid og kræfter på at løse konflikter om, hvem af forældrene, der skal afholde udgifter til papirbleer under samværet, hvem der skal sørge for tøjvask, om samværet giver ret til besøg i Lalandia eller til at tage på en endags-tur til Tyskland, om der kan stilles krav til indholdet af barnets kuffert under ferie-rejser osv.
Jeg mener ikke, at nogen parter har glæde af en sådan detailregulering, hverken børn eller forældre, ligesom jeg har svært ved at se samfundets interesse i at gennemføre den.
