Læsetid: 4 min.

Kosovo og dansk politik

27. april 1999

Vil det internationale samarbejde fremover blive vægtet højere end den nationale fordelingspolitik?

OM KRIGEN
Den franske konfliktforsker Pierre Hassner er en god ven af Danmark og har bl.a. arbejdet en periode på det danske Center for Freds- og Konfliktforskning i København. Hassner har for nylig skabt en interessant betegnelse for en gruppering i fransk politik, som muligvis også kan være oplysende for vurderingen af de nye alliancer i dansk politik når krudtrøgen efter NATO-interventionen i Kosovo forhåbentlig en gang lægger sig.

Betegnelsen er 'bo-bo', hvilket er forkortelse for 'bolsjo-bonapartister'. Med det tænker Hassner på politikere fra en venstrepatriot som Jean-Pierre Chevènement, indenrigsminister i Lionel Jospins socialistiske regering, til Robert Hue, generalsekretær i det kommunistiske parti, som også er med i regeringen.
Disse venstreorienterede nationalister har det til fælles at de går ind for fransk grandeur (deraf referencen til Napoleon Bonaparte), og er stærkt kritiske overfor den franske deltagelse i luftkrigen mod Serbien. Det er de ikke udelukkende, fordi de elsker serberne, men fordi de er imod krænkelsen af Folkerettens princip om staters suverænitet.
I modsætning til de sidste 30 års politik har præsident Jacques Chirac uden tøven bidraget med franske tropper til NATO-aktionen og oven i købet indvilliget i at stille dem under amerikansk kommando. Med en subtil skelnen mellem kommando og suverænitet benægter han ganske vist, at det indebærer en opgivelse af den nationale selvbestemmelse.
I stedet fremhæver Chirac med slet skjult stolthed, at Frankrig er det land, der relativt set bidager med mest militær til aktionen, næst efter USA naturligvis. Det er et voldsomt brud med traditionel fransk politik, der bekommer venstreorienterede nationalister som Robert Hue og Jean-Pierre Chevènement yderst skidt. Ingen af dem har dog endnu draget den konsekvens at bryde med regeringen.
I 1991 forlod Chevènement den socialistiske regering under François Mitterrand i protest mod interventionen mod Iraq. Dengang var han formand for fransk-iraqisk venskabsforening, og drog konsekvensen af sin holdning til spillereglerne i det internationale samfund og sin mangeårige støtte til Saddam Husseins Baath-styre. Chevènement og Hussein var fælles om en anti-religiøs holdning, laicisme, som man siger på fransk
Senest manifesteret sidste efterår, da Chevènement vågnede op efter at have været klinisk død under narkose og som sine første ord meddelte omverdenen: "Jeg har været på den anden side. Der er ingenting." Men denne gang har han forløbig valgt at blive siddende, selv om han er uenig med sin regerings udenrigspolitik.

Det interessante er at Chevènements mening nu i modsætning til 1991 ikke deles af mange i Frankrig. Man skal helt til den yderste højrefløj, til højrepopulisten (for ikke at sige fascisten) Jean Marie Le Pen, der raser over overfaldet på de 'uskyldige serbere', for at finde indædte modstandere af NATO-aktionen. Det er denne alliance mellem det, vi normalt opfatter som det yderste venstre og det yderste højre, der gør Pierre Hassners betegnelse 'bolsjo-bonapartister' interessant. Fælles er deres understregning af den nationale suverænitets absolutte ukrænkelighed og dyrkelse af tanken om Frankrigs storhed.
Med dette tankegods som ballast afviser de den væbnede kamp for menneskerettighederne, ført af en aktivistisk international koalition anført af 68'ere (baby-boomers som de kaldes på amerikansk) som Clinton og Tony Blair. Blair skrev en artikel i forrige uges International Herald Tribune, hvori han eksplicit begrundede, hvorfor det giver god mening, at netop 68-generationen fører an i den nye aktivistiske internationale politik.

Allertydeligst og mest beslutsomt inkarneres denne politik af den grønne tyske udenrigsminister Joschka Fischer. Trods tvivl og skepsis i sit eget parti er han lige så lidt som sin gamle ven og kollega Daniel Cohn Bendit i Frankrig, i tvivl om det moralsk berettigede i at krænke national suverænitet for at beskytte menneskerettighederne. Om fornødent med våbenmagt.

Interventionen og NATO's krig er på vej til at skabe helt nye alliancer i udenrigs- såvel som indenrigspolitikken. Nu anvendes våbnene ikke som svar på et angreb, ikke til forsvar for 'livsvigtige nationale interesser', hvori disse end måtte bestå, men for noget så luftigt som overholdelse af menneskerettigheder i det europæiske område. Det har de gamle NATO-skeptikere i chefredaktionen for dette blad, samt flertallet af læserbrevsskribenterne svært ved at tro på. Der må da stikke noget bag, eller også har generalerne ikke gjort deres forberedende arbejde godt nok, har man kunnet læse i nogle af lederne. Altså enten er NATO-folkene onde eller dumme og fortjener derfor at lide nederlag. Trist for Kosovo-albanerne, men én i trynen på de sejrsikre militærfolk og politikere.
Det er automatholdningerne hos midaldrende, danske venstreorienterede, mens deres lige så midaldrene modstandere argumenterer for, at vi må gå hele vejen og indsætte de nødvendige tropper på landjorden og fjerne Milosevic. Det gør ganske vist ingen med glæde, men 'vi er nødt til det', hvis ikke alle trusler om magtanvendelse for al fremtid skal miste enhver troværdighed.
Denne nye frontdragtning vil få følger langt ud over den nuværende situation. Vi har længe kunnet ane de nye alliancer i Europa-politikken. Men mange har tøvet med at tage konsekvensen, da holdningen til Europa rummer så stort et element af indenrigspolitik. Fælles forestillinger om hvordan det retfærdige samfund bør se ud, har fastholdt de gamle koalitioner af 'venstre' og 'højre'.

Men i den nye udenrigspolitiske situation er der gået total opløsning i de gamle frontlinier i europæisk politik. Og dansk. Verden bliver aldrig den samme efter Kosovo, uanset hvordan det ender. Måske ender vi med en fordobling af det partipolitiske mønster.
Det nye i den aktuelle situation er, at selvstyrepartierne nu er blevet enige om at prioritere forholdet til Danmark over de sædvanlige indenrigspolitiske skillelinier. Skal vi forestille os en tilsvarende ny fordeling af alliancerne i europæisk politik når krudtrøgen - forhåbentlig snart - lægger sig sådan, at det internationale samarbejde og holdningen til national suverænitet vægtes højere end national fordelingspolitik når koalitioner skal indgås? Det er noget af hvad der - også - er på spil bag katastroferne i Kosovo og luftbombardementerne i Serbien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu