Kronik

Dette er ikke en krig

Debat
15. april 1999

I dag er der valgi Algeriet. Et land, der har kæmpet hårdt for sin uafhængighed, men hvor folket er holdt ude fra national medbestemmelse og andel i landets rigdomme

Forholdet mellem Vesteuropa og den islamiske verden bliver uden tvivl et af de store anliggender i begyndelsen af det nye årtusinde. Og i denne sammenhæng er Algeriet allerede blevet et smertepunkt i den europæiske bevidsthed.
Men begivenhederne i Algeriet er komplekse og kræver mere end en stillingtagen for eller imod islam. Det, der er blevet kaldt borgerkrigen i Algeriet, er ikke en krig, hvor religionen er i centrum, selv om forholdet mellem politik og religion naturligvis indgår i problematikken.
Der kan ikke gribes til en-kle islam-forklaringer, når de egentlige årsager til de blodige begivenheder i Algeriet skal udredes.
Den nuværende situation i Algeriet har at gøre med en historisk og politisk udvikling, der omfatter kolonitiden og landets selvstændighed i perioden frem til den afbrudte valgproces i begyndelsen af 1992.
Når disse udviklingslinjer trækkes op, tegner der sig et tragisk og grotesk billede, hvor det menige algeriske folk fremstår som den store taber, selv om frihedskampen kostede dette folk dyrt.
For befolkningen som helhed var dybt involveret i den uafhængighedskrig, der blev udkæmpet mod den franske kolonimagt fra 1954 til 1962, og krigen var særdeles bitter og blodig. Den blev ført igennem af en befolkning med sej vilje til at genvinde konfiskeret jord og hævde misagtet identitet og værdighed.
Imidlertid førte krigen ikke til frihed og lighed for den brede befolkning. Tværtimod blev uafhængighedskrigen afløst af en udvikling, hvor en ny magtelite videreførte den politiske umyndiggørelse af den brede befolkning. Og store påtrængende problemer i landet forblev uløste. Dette gælder f.eks. problemerne med landdistrikterne og landbruget, hvor strukturerne var blevet sprængt og omformet i kolonitiden med demografiske problemer til følge, og det gælder den galopperende befolkningstilvækst. Og navnlig gælder det spørgsmålet om den nationale identitet i et flerkulturelt samfund, således som dette fremstod efter kolonitidens grænsedragning og sprogpolitik.
Det skel, der i kolonitiden bestod mellem den indfødte befolkning og europæerne i landet, blev efter uafhængigheden videreført som et skel mellem den menige algeriske befolkning på den ene side, og på den anden side landets nye magthavere plus den samfundselite, de knyttede til sig. Magtmonopolet var efter militærkuppet i 1965 baseret på tre søjler: enhedspartiet (dvs. den nationale befrielsesfront FLN), administrationen og hæren.
Det nye magtmonopol legitimerede sig selv ved at dyrke en myte om frihedskampen, og det henviste til, at et autoritært styre var nødvendigt for at sikre, at den hårdt krævede opbygning af landet blev hensigtsmæssigt styret. Autoriteten var nødvendig for et fremsynet valg af strategi og midler. Og trods landets flerkulturelle identitet, der bl.a. kom til udtryk i de sproglige, etniske og religiøse forhold, blev det i den officielle politik deklareret, at det algeriske samfund var et homogent samfund, der havde arabisk som sprog og islam som religion.

Denne myte og enheds-ideologi, der blev fabrikeret af magten, betød bl.a., at den politiske konflikt blev fornægtet. Der eksisterede ingen medierende strukturer mellem magtelite og menig befolkning.
Ganske vist var der etableret strukturer til at administrere samfundet og fordele nogle af de midler, staten rådede over fra sine rige indtægtskilder (olie- og gasressourcerne), men der var ingen strukturer til at formidle befolkningskrav og fremme konfliktløsninger i det, der reelt var et stærkt heterogent samfund. Ideologien indebar en fornægtelse af medierende led i form af politiske partier, fagforeninger, borgersammenslutninger, autonome uddannelsesinstitutioner, fri presse mv.
En sådan udelukkelse af befolkningen var mulig, så længe statsmidlerne var så rigelige, at det ikke blot var muligt at aflønne den samfundselite, som sikrede landets funktion, men også at imødekomme en lang række sociale behov i samfundet. Og derudover at udbygge og vedligeholde de fysiske infrastrukturer i landet.

Da olieindtægterne blev mere sparsomme i slutningen af firserne, øgedes uroen i befolkningen, for de sociale problemer voksede, og den ulige fordeling af landets midler blev mere iøjnefaldende. I denne situation blev islam en mobiliserende reference, ligesom religionen havde været det under uafhængighedskrigen. Og denne mobiliseringsevne skyldtes ikke mindst, at en række religiøse gruppedannelser allerede havde vist deres evne til at gøre en konkret indsats på det sociale område i lokalsamfundene, især i løbet af 1980'erne.
Det er vigtigt at notere, at den nye religiøse mobilisering især var en mobilisering mod magtstrukturerne.
Men samtidig er det værd at bemærke, at det faktisk var de nye magthavere, der i første omgang politiserede religionen islam efter landets uafhængighed. Det skete som led i enhedsretorikken og den totalitære styreform. I næste omgang blev religionen politiseret af islamisterne som led i disses oppositionsstrategi.
Paradoksalt nok blev afstanden mellem menig befolkning og samfundselite særlig synlig i det 'algeriske forår', der fulgte efter de omfattende (ungdoms)demonstrationer i 1988 og hærens blodige indsats i den sammenhæng.

Ganske vist åbnede begivenhederne for en forfatningsændring og et opgør med enhedspartiet. Der blev tilbudt flerpartisystem, udtryks- og foreningsfrihed og økonomisk liberalisme, hvilket en stor del af befolkningen hilste som en demokratisk gevinst (bl.a. blev der dannet mellem 20.000 og 30.000 foreninger i perioden 1989-1991).
Dét, styret og samfundseliten ikke magtede, var imidlertid at integrere den brede befolknings krav - om boliger, skoler, social sikring med videre. Hvilket er en af de væ-sentligste grunde til, at islamisterne fik en tilslutning, som truede med politisk valgsejr. Islamisterne samlede en marginaliseret befolknings desperation op. Men dette er ikke ensbetydende med, at de repræsenterede befolkningen bredt.
Da valgproceduren, som regimet selv havde iværksat, blev afbrudt i januar 1992, var dette igen en eklatant markering af, at folket skulle holdes ude fra magten og privilegierne.
At den demokratiske proces blev saboteret, var hærens værk. Men dette skal naturligvis ikke tilsløre, at der hos en del af befolkningen, ikke mindst blandt kvinderne, var en legitim frygt for at se islamiske integrister komme til magten.
Det er af gode grunde umuligt at sige, hvad der ville være sket med et demokratisk forsøg, hvor islamisterne var blevet toneangivende. Men der kan være grund til at tro, at et islamisk styre ikke havde holdt ret længe, når man ser på det komplekse billede, som det algeriske samfund udgør kulturelt og socialt, og når man betragter den mangfoldige samfundsenergi, der kom til udtryk i 'foråret'.
I hvert fald betød valgafbrydelsen, at der dukkede en væbnet politisk islamisme op, og at der blev udløst en hastigt eskalerende terror og modterror.
Algeriets historie i og efter kolonitiden er således en historie om, hvordan et folk er blevet holdt ude fra national medbestemmelse og retvis andel i landets rigdomme. Og samtidig er folket blevet hindret i at bearbejde og frugtbargøre sin flerkulturelle dimension.
Denne situation gælder fortsat, uanset at der i løbet af halvfemserne er etableret institutioner og afholdt valg, som landets styre har på-klæbet en demokratisk etiket. Ligesom tidligere er der heller ikke nu tale om gennemgribende demokratiske reformer, der reelt åbner mulighed for et magtskifte. Reformgrænsen går præcist her.

Reformerne i 90'erne udgør kun en facaderenovation. De politiske partier har funktion af demokratisk alibi. De nuværende valgprocedurer har indbyggede filtre, som sikrer, at der ikke sker nogen afgørende forskydning på bekostning af de etablerede magthaverne. Og det vil først og fremmest sige militæret.
Men konfliktens blodighed kan ikke kun forklares ved et magtspil og en befolkning, som er politisk umyndiggjort. Selv om uhyrlighederne i Algeriet ligger hinsides forstå-else, er det muligt at sætte dem ind i en grum sammenhæng.
Algeriet er et land, der har kendt til vold og blods-udgydelser uendelig langt tilbage i sin historie. Uhyggelige dramaer udspillede sig under Frankrigs erobring af landet (og i øvrigt før denne kolonisering i form af konflikter med tyrkerne), og selve kolonitiden havde sin kvote af vold.
Den lange uafhængighedskrig kostede ikke kun algerisk blod i kampen mod franskmændene; den kostede også algerisk blod i interne opgør, der navnlig var omfattende og grufulde i tiden umiddelbart efter selvstændigheden.

Hertil kommer, at den nationale ideologi, som enhedspartiet udbredte efter uafhængigheden, var baseret på en krigsmyte. Krigen blev forherliget.
Algeriets historie rummer således en tung tradition, hvor konflikter løses ved voldelige midler. Og det er brutalt tankevækkende, at der blev udløst ny terror efter enhedspartiets sammenbrud, som om en ny smertelig fase var nødvendig i landets identitetsproces.
Men selv om 'borgerkrigen' ebber ud, er tragedien Algeriet ikke endt. Landets økonomiske strukturer er blevet forvredet i den kaotiske periode, og store problemer, der allerede var påtrængende ved uafhængigheden i 1962, er fortsat uløste. Det gælder det demografiske problem, som udvikler andre problemer, navnlig arbejdsløshed og boligmangel (70 procent af befolkningen er under 30 år, og ledigheden er uhyggelig stor i denne gruppe). Og det gælder undervisningssystemet, som er blevet støt forarmet på enhver måde.
Endvidere gælder det spørgsmålet om national identitet, hvor navnlig arabiseringsprocessen har skabt spændinger. Arabiseringen har ikke kun skabt spændinger i den fransksprogede og den berbisksprogede del af befolkningen. Den har også vakt røre i den arabisktalende del, fordi den lovbefalede udgave af det arabiske sprog ikke er den variant af arabisk, der tales i Algeriet. Hertil kommer så spørgsmålet om reel medbestemmelse for befolkningen. Spørgsmålet er fortsat aktuelt, for menigmand har næppe slettet det korte 'forår' 1989-1991 af sin bevidsthed.

Gunnar Aagaard Nielsen er cand.mag. og skriver jævnligt i Information om franske og frankofone forhold.

APROPOS
Intervention
Udviklingen i Algeriet har igen og igen rejst krav om indgriben udefra. Men samtidig har netop Algeriet været et eksempel på, hvor kompliceret spørgsmålet om intervention kan være.
For konflikten i landet er ikke en krig, der trækker klare fronter gennem geografi og befolkning, og der er heller ikke tale om en oprørsbevægelse, der har en klart struktureret opbygning og et tydeligt omrids.
Endvidere er der et historisk traume, som næppe nogen kan illustrere bedre end den franske venstrefløj. Algeriets uafhængighedskrig sprængte dybe kløfter i det daværende politiske landskab i kolonimagten Frankrig. Og ligesom mange andre måtte en stor del af den franske venstrefløj ændre holdning fra en positiv, måske endog entusiastisk opfattelse af det unge dynamiske land i den tredje verden, til desillusioneret afstandtagen fra et autoritært militærstyre og en samfundselite, der fjernede sig mere og mere fra folket.
Naturligvis er det kun det algeriske folk selv, der kan løse op for en ændring. Og ved folket forstås her den store tredjepart i befolkningen, der ikke føler sig repræsenteret af nogen af de væbnede grupperinger og magtstrukturer i de to lejre, hvorfra blodsudgydelserne udløses.
Men en afgørende ændring kan ikke ske i isolation fra den omgivende verden. For Algeriet er dybt integreret i den internationale udvikling, selv om den økonomiske udvikling i landet, herunder procedurerne i handelen med udlandet, er præget af en vis uigennemsigtighed.
Ganske vist er der taget initiativer til intervention udefra. F.eks. har repræsentanter fra Europa-Parlamentet og FN besøgt Algeriet for at tjekke. Men trods besøg og rapporter flyder blodet fortsat.
Det er åbenbart svært at få lagt et så stærkt internationalt pres på magthaverne i Algeriet, at de åbner for indsigt i konfliktens reelle strukturer og forløb. Og det skyldes måske ikke kun, at frontlinjerne ikke er trukket klart op i folk og landskab.
Måske skyldes den beskedne interventionsevne også, at forholdene i Algeriet let forbindes med en forenklet forestilling om islamisk terrorisme. Og det er ikke kun militærstyret i Algeriet, der fremmer en sådan forestilling. Nyhedsformidlingen i de vestlige massemedier bidrager også til, at billedet forvanskes.
Men billedet kan kun blive korrigeret, hvis der kastes lys over den politiske og økonomiske støtte, der ydes fra Vesten til de autoritære regimer i den arabisk-islamiske verden. Forholdet mellem islam og terror kan kun forstås, hvis Vestens tidligere og fortsatte støtte til disse regimer gennemlyses.

Gunnar Aagaard Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her