Læsetid: 6 min.

Krig og fred på Gammel Kongevej

Debat
27. april 1999

Jeg går og går min daglige, lægeordinerede travetur for at redde livet. I Kosovo eller -va går de også for at redde livet, de går og går i alle retninger mod en eller anden grænse i håb om at komme ud
KOMMENTAR
Man vil så gerne tænke på noget andet. Så jeg tænker på, at min læge har sagt, at jeg skal sørge for at få noget motion. "Motion er det kedeligste i denne verden," betror jeg ham. "Så gå en tur med hunden," siger han, "en time hver dag." "Jeg har ingen hund," undskylder jeg. "Gå en tur med den alligevel," er svaret.
Der er ingen grund til at være smålig, så jeg går en tur med alle mine ikke-hunde, men kan alligevel ikke lade være med at tænke på den ikke-krig, vi er partnere i, og hvorfra vi muligvis snart kan vente at få unge danske hjem i ikke-levende tilstand, hvis man skal tro landsfaderen.
Mens jeg går, spekulerer jeg på, hvem det er, der er så ikke-kloge?
Gammel Kongevej bliver travet tynd. I 1884 flyttede Paul Gauguin med hele sin danske familie ind hos sin svigermor i nummer 105. Det blev en kort lykke. På facaden af nummer 25 sad der indtil for nylig en plade, som betroede os, at her boede Herman Bang. Den sidder der ikke mere. Hvorfor skulle man også mindes Danmarks største prosaist? Der er jo næsten ingen, der læser mere. Vi ser fjernsyn. Veksler mellem den store klassefest og krigen i Jugoslavien.

Noget andet at tænke på
På vej videre ind mod centrum af en by, som er bombefri for tiden, tænker jeg lidt over, hvorfor alt dette er sat igang. De kloge hoveder, det vil i denne sammenhæng sige dem, der virkelig har forstand på krig, generalerne fra Pentagon, frarådede jo dette foretagende. Chefen for CIA - Central Intelligence Agency - (de skal være så intelligente) ligeså. Alligevel besluttede mr. Clinton og landets politikere at gå til makronerne, hvilket vil sige kanonerne, raketterne og bomberne.
Jeg spørger mig selv: "Passede det dem i grunden ikke helvedes godt, præsidenten, republikanerne, selv en del af demokraterne, nu i valgåret, at der blev lagt en forglemmelsens dyne over dette århundredes mest tåbelige, selvnedværdigende og bigotte kampagne mod frivol cigarføring?" Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare mig. Men de har sgu'da givet det amerikanske folk noget andet at tænke på, så under alle omstændigheder passer det godt ind i deres kram.

Milosevic og Hitler
Jeg ser op til højre, er taknemmelig for, at også jeg får lejlighed til at tænke på noget andet, og letter på kasketten for den plade over døren til nummer 9, der fortæller mig, at her fødtes Asta Nielsen den 11. september 1881. Hun mente nu selv, at hun var født i Fredericiagade, men hvad vidste hun om det?
Die Asta, Danmarks svar på Marlene Dietrich og hendes eneste alvorlige konkurrent på datidens stjernehimmel. Begge damerne sagde klart og tydeligt 'nej tak' til Hitler.
Og så er den der igen: Hvorfor holder sammenligningen mellem Milosevic og Hitler ikke? Fordi Hitler straks efter 1933 skaffede sig den totale magt og kunne gøre med sine undersåtter, hvad han ville. Den magt har Milosevic aldrig haft, selv om han ihærdigt har forsøgt at skaffe sig den.
Derfor nyttede det ikke at forhandle med Hitler trods de gode forsøg, og derfor blev 'Fred i vor tid' den dummeste sætning i vort århundrede. Men fordi der er den forskel på de to tyranner, og fordi den nuværende ikke har den totale magt, var man ikke færdig med at udtømme mulighederne, da man hoppede på sin egen limpind: krig. Kald det så ikke-krig, så meget I vil.
Jeg kommer forbi Den Lille Hornblæser og letter også på kasketten for ham. Han ville nok, hvis han ellers havde eksisteret, kunne se en forskel på krig og ikke-krig, der ikke er til at få øje på i dag.
Jeg vil igen tvinge mig selv til at tænke på noget andet og går ind i Politikens Boghandel. Der ligger en bog om 'broer', og straks ser jeg billederne af Beograds borgere, der tilbringer nætterne på de store broer over Donau for at danne menneskeskjold mod bombning af dem.
Jeg har en dyb beundring for disse civilister, der med deres liv som indsats forhindrer os i at ødelægge nogle af deres livsnerver. De er ikke facister eller nazister eller kommunister eller milosevic'er. De er tandlæger og snedkere og skolelærere og ekspeditricer og kontorister og bagere og studenter og pensionister og fysioterapeuter og gartnere og byboere og så videre.

Uventet nationalfølelse
De får mig til at tænke på, at da man byggede Storebæltsbroen, var vi, min kone og jeg, kraftige modstandere af den. Vi krydsede tit Storebælt og nød afbrydelserne på færgerne. Hvad fanden skulle vi med den bro? Benny Andersen skrev: "Man har aldrig fortrudt en bro!" Han fik jo ret.
Men trods vores oprigtige modstand mod broen, så gav den, allerede inden man rigtigt var kommet i gang med den, en sær oplevelse. Der havde været et eller andet fusk ved udbydelsen af konkurrencen, noget med at lige vilkår for alle entreprenører indenfor EU ikke var opfyldt. De danske var vist blevet favoriseret.
Jeg husker det ikke så nøje, men jeg tror det gerne, og i øvrigt var dét ikke det væsentligste. Det væsentligste var, at da den franske entreprenør-gigant Bouygues, som ejer det halve af Frankrig inklusiv TF-1, anmeldte Danmark til EU-domstolen for urent trav, vældede en uforudset nationalfølelse op i mig, og jeg var et øjeblik dybt solidarisk med det danske bro-selskab, som jeg ellers ønskede hen hvor peberet gror.
Samme solidaritet kunne man have forudsagt, at borgerne i Beograd ville føle med deres by, så snart bomberne begyndte at falde over den. Med rette spørger de i dag: "Hvorfor bombe et tv-studie og dræbe femten eller femogtyve tv-medarbejdere, når man natten efter viser, at man kan lukke for tv-udsendelserne ved at bombe en transformatorstation?"

Godt spørgsmål
Der er som sædvanlig for varmt i Politikens Boghandel, så jeg haster ud igen for at lufte ikke-hundene. Jeg går og går min daglige, lægeordinerede travetur for at redde livet. I Kosovo eller -va går de også for at redde livet, de går og går i alle retninger mod en eller anden grænse i håb om at komme ud. Flygtninge, kalder vi dem.
Vi ser mest, at der er gamle og børn, og vi er lige ved at glemme, at alle de andre, vi ser, bare er tandlæger og snedkere og skolelærere og ekspeditricer og kontorister og bagere og studenter og pensionister og fysioterapeuter og gartnere og bønder og så videre.
Jeg hørte og så vor udenrigsminister fastslå, at man ikke kan flytte penge fra et forsvarsbudget til et fredsbudget. Det var, da han i programmet Profilen blev spurgt, om det ikke havde været bedre at bruge pengene på oplysning i stedet for på militært isenkram forud for den foreliggende ikke-krig.
Ikke noget dumt spørgsmål, som var affødt af ministerens egen udtalelse om, at det, der mest af alt er behov for på Balkan, er oplysning. Oplysning om demokrati. "Og hvad er så det i grunden?," spørger jeg mig selv på vej tilbage ud ad Gammel Kongevej, den vej, som kun kongen og hans følge måtte køre på i de gode gamle dage.
Det er da en tanke værd, hvad det var, vi skulle have fortalt befolkningerne i resterne af det gamle Jugoslavien, før vi gik igang med at spendere vores budgetfastfrosne sparepenge på at læsse bomber ned i hovedet på dem. En eller anden, jeg husker ikke hvem, har sagt: "Demokrati er ikke først og fremmest flertallets ret. Det er først og fremmest respekt for mindretallet." "Den skulle vi have forsøgt at eksportere, mens tid var," tænkte jeg. Men jeg sagde det ikke højt, for man vil jo nødigt beskyldes for at være bagklog.
Ud for nummer 25, der hvor Herman Bang ikke længere mindes med en plade, slap jeg hundene løs.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her