Kronik

En kvinde kom til byen

Debat
24. april 1999

Inde bag det kejtede og klodsede skimtede man en politiker, der styrede sine handlinger i stort og småt ud fra een idé. Hun ville ikke bøje sig for den symbolske magt i samfundet, skriver Ritt Bjerregaard i sin festtale til 75-året for verdens første kvindelige minister, socialdemokraten Nina Bang.

Vist er der langt igen. Men man skal heller ikke glemme, at vi trods alt er nået et godt stykke vej mod kønnenes ligestilling. Blandt andet takket være en kvinde som Nina Bang, der i dag for 75 år siden, som den første kvinde i verden, satte sig på en ministertaburet. Det er svært at gøre op, hvor meget vi skylder Nina Bang og hendes generation - ikke kun vi danske kvinder af i dag, men hele det danske samfund. Måske kan man få en anelse om gældens størrelse ved at prøve at sætte sig ind i den situation, der forelå dengang.
For 75 år siden ville næppe mange have forestillet sig en verden, hvor man kan finde kvinder på næsten alle poster i samfundet. Der er i dag som den naturligste ting af verden kvindelige præster, læger, dommere, ministre, ja, endda kvindelige soldater. Jeg så forleden i avisen at Hugo Boss, et firma der beskæftiger sig med mandemode, nu minsandten ser sig nødsaget til at lave en kollektion med kvindeligt direktørtøj. End ikke det kan mændene have for sig selv længere. Der er stadig for få kvinder i samfundets top, der hvor beslutningerne tages. Men der er ikke meget tilbage, der principielt er forbeholdt mænd, selv ikke direktørtøj.
Sådan var det ikke, da Nina Bang gik ind i politik, som medlem af Socialdemokratiet, af Københavns borgerrepræsentantion, af Landstinget, og til sidst som medlem af landets regering. Jo, vist fandtes der kvinder. Kvinder udgjorde også dengang halvdelen af verden, og de bar, kan man roligt sige, deres del af denne verdens slid. Ikke mindst de arbejderkvinder, Nina Bang i sit politiske arbejde stillede sig skulder ved skulder med, og hvis kår hun igennem hele sit politiske virke var opsat på at forbedre.

Mændene var bestemt også opmærksomme på kvinderne. Det har mænd altid været. Men opmærksomheden er gerne standset ved kvinders udseende og ved deres forskellige roller som mødre, elskerinder og kærester.
Det var netop da Nina Bang var blevet minister, at Johs. V. Jensen skrev sin smukke Danmarkssang, Vor smiler fager den danske kyst. Her skildrer han de virksomme folk, der 'tømrer' og 'kriger' og 'har bygget riget'. Man tog det vel som en selvfølge, at disse virksomme folk er lutter mænd. Kvinder optræder også i Johs. V. Jensens poetiske Danmarkshistorie, men kun som diskret pynt på naturen: "Den danske Mark i en bølgen går som åndedræt af en venlig kvide."
Jo, kvinder spillede skam en rolle dengang. For mænd. Hvis de forstod at holde sig til rollen. Det gjorde Nina Bang ikke. Hun gjorde modig sin entre i en ren mandeverden som den enlige fremmede, der kommer til byen.
Vi ved fra cowboyfilmene, Lucky Luke, Den grimme ælling og mange andre eventyr, at sådan en historie kan ende på forskellig måde. Den fremmede kan blive fjernet, så byen kan fortsætte sit liv, som om intet er hændt. Det kan også komme til en drabelig nærkamp, hvor den fremmede udrydder alle byens indbyggere.
Men endelig er der så den mindre spektakulære måde, historien kan forløbe på: At den fremmede stille og roligt, uden de store armbevægelser, men ved sin tilstedeværelse og sit eksempel ændrer tilværelsen i byen med et langsomt og sejt arbejde, der udfolder sig så gradvist, at man dårlig nok opdager det ske.

Sådan en skikkelse var Nina Bang. Hun kom til det politiske livs Mandeby som en fremmed. Da hun døde, kun fire år efter hun var blevet minister, var Mandebyen ikke det, den var før. Hendes eksempel kan vi lære af den dag i dag.
Nina Bang blev født ind i en konservativ og kongetro militærfamilie i 1866. Noget tyder på, at hun allerede i sin søskendeflok - hun var den syvende af i alt ni - var lidt af en fremmed. Hun har selv fortalt, at hendes far kaldte hende 'den røde', fordi hun allerede som lille gjorde sig sine egne tanker og gav udtryk for dem.

Det var ikke noget rigt hjem, hun kom fra. Hendes far, der var tysk indvandrer, havde en beskeden post som hornblæser i den danske hær - mere militær var han trods alt ikke. Hendes mor døde tidligt, og Nina Bang måtte forsørge sig selv ved at undervise hele vejen gennem den uddannelse, hun tog, først som student, privat dimmiteret, siden som magister i historie. Det år, hun blev immatrikuleret, optog Københavns Universitet i alt 314 nye studerende. Af dem udgjorde kvinderne en lille fremmed flok på ikke mere end otte. Kun én kvinde havde tidligere gennemført et akademisk historiestudium.
Da hun blev valgt ind i Rigsdagen, var syv procent af Landstinget kvinder og ikke mere end tre procent af Folketingets medlemmer kvinder. Og da hun nåede højest i sin karriere, var hun som sagt så alene som den enlige fremmede, der kommer ridende ind i den lille by i det vilde vesten.
Men Nina Bang gjorde sig aldrig til af at være den enlige fremmede. Da hendes fagblad bad hende fortælle om, hvordan hun var kommet ind i politisk journalistik - et af hendes første skridt på vejen til politik - svarede hun karakteristisk:
"Jeg finder det ikke at være nogen synderlig god eller egentlig ridderlig Idé, at 'Journalisten' ønsker selvbekendelse af sine saa faa kvindelige Medlemmer."
Hun ville modvirke tilbøjeligheden til at se det som noget sensationelt, at hun som kvinde havde fået plads i en mandeverden. Hun så sin rolle ikke som en fremmed, der banker på, men som en, der i kraft af lyst og evner helt naturligt hørte hjemme dér, hvor hun kom til at gøre sig gældende.

Som undervisningsminister arbejdede Nina Bang for at reformere læreruddannelsen og folkeskolens styreform. Hun nåede ikke til vejs ende med sit arbejde - den regering, hun sad i, faldt efter kun to år. Nina Bang blev syg og nåede kun at leve to år yderligere, inden hun døde som 62-årig.
Men overalt, hvor vi kan følge hendes offentlige virke, fra de første linier i Social-Demokraten, til de sidste pennestrøg i undervisningsministeriet, går der en rød tråd gennem hendes politiske virke. Hun er først og fremmest socialdemokrat med blik for de usle vilkår, arbejderklassen levede under - ikke mindst arbejderklassens kvinder.
Som 33-årig skrev Nina Bang i Social-Demokraten:
"Vi har lært, at skønt der virkelig eksisterer en Kvindesag, saa falder Delingslinien ikke mellem Kønnene, men mellem Klasserne. Vore 'frisindede Damer' hører Bourgeoisiet til, de ser, hvad der kan trykke en eller anden Bourgeoisiedame, og saa fortæller de, at det er det, der trykker Kvinderne, og det kalder de Kvindesagen."
Hun udtrykker sig i tidens mili-tante stil. Men den tanke, hun udtrykker, forblev ledetråd for hendes eget virke - og egentlig også for Socialdemokratiet - helt op til vor tid. Nina Bang kæmpede kvindernes sag, ikke først og fremmest fordi de er kvinder, men fordi hun stillede sig på de underpriviligeredes side, og fordi hun dér, blandt de undertrykte og tilsidesatte i samfundet, fandt særlig mange kvinder.
Men det var ideen om en anden rangorden i samfundet, om afskaffelsen af de mægtiges privilegium på magten, der var drivkraften for hendes kønspolitik, og ikke omvendt.
Så længe kvindesagen kun omfattede mellemstandens kvinder, var det anmasende at bruge så stort et ord om den som Kvindesagen, mente Nina Bang. Hvis hun skulle være med, skulle Kvindesagen også omfatte "det store arbejdende Kvindeproletariat, der er mødt frem paa Arbejdsmarkedet og har døjet Dagens Byrde, længe før nogen ung Dame tænkte paa at tage Studentereksamen".

Nina Bang var karikaturtegnernes yndlingsoffer. Som kvinde og socialdemokrat på den tid var hun dobbelt udsat. Mest til grin blev hun nok for en lille episode i starten af hendes ministertid. Under undervisningsministeriet hørte dengang en institution, der altid har givet anledning til ballade, og som ingen minister endnu er sluppet rigtig godt fra: Det kgl. Teater.
Hun begyndte sit virke med en grundig oprydning i teatrets administration. Det gik forbløffende fint, selv om hoveder rullede. Nina Bang var jo ikke bare kvinde, hun var også en dygtig politiker. Men så, da Det kgl. Teater skulle til at fejre 50 års jubilæet for sit nye hus på Kongens Nytorv, bad hun efter sigende Det kgl. Teater om at undlade at spille ouverturen til Elverhøj, den med den indlagte Kong Christian stod ved højen mast.
Og værre endnu. Da så, på selve festaftenen, kong Christian trådte ind i teatret, og en flok konservative studenter istemte kongesangen, og publikum rejste sig og sang med, blev Nina Bang siddende. Da hendes ministerkollega Borgbjerg rejste sig, hev hun ham i frakkeskøderne. Bagefter ville larmen over denne episode ingen ende tage i den borgerlige presse.
Komisk er episoden da også, når vi kigger tilbage på den i dag. En ubetydelig bagatel, udslag af klodsethed, måske. Men ikke kun det. Inde bag det kejtede og klodsede skimter man en politiker, der styrede sine handlinger i stort og småt ud fra en idé.
Hun var en svoren modstander af monarkiet - altså ville hun ikke bøje sig for et lille uskyldigt symbol som ouverturen til Elverhøj. Her møder vi Nina Bang som den fremmede, der vil reformere også overfladen af den by, hun er kommet til, uden at tænke på at overfladen for mange mennesker er det dybeste af alt.
Historien gentog sig ikke.

Men sine ideer om det væsentlige fastholdt hun. Og det væsentlige for Nina Bang var, når det kom til stykket, ikke ouverturen til Elverhøj, dvs. udtrykket for magtforholdet i samfundets symbolske top, men der-imod magtforholdet ude i samfundet. Blandt undervisningsministeriets mange forpligtelser var det sagen om Det kgl. Teater, der fyldte op i avisernes spalter.
Men det, der fyldte i Nina Bangs virksomhed som undervisningsminister, var skolen - som det instrument, der bedst kunne virkeliggøre den ide, der drev hende, ideen om en anden rangorden i samfundet. Hun udtrykte det sådan i en af sine taler i Landstinget:
"Hele den opvoksende Slægt skal opdrages og uddannes efter hver enkelts Evne og ønske, uden Hensyn til Forældrenes Formue, Stand eller Trosbekendelse."
I disse enkle ord ligger også Nina Bangs politiske - og kønspolitiske - trosbekendelse. Efter evne og ønske, uden hensyn til forældrenes formue og stand. Og uden hensyn til køn. Det er den arv, Nina Bang har efterladt os. Hun kom som en fremmed til en by, hvor mangel på ligestilling var en selvfølge. En by, hvor det var mænd, der virkede og tømrede, mens kvinderne stod i baggrunden, enten som poetisk sætstykke, hvis de tilhørte mellemstanden, eller som leverandører af det sure slid, hvis de tilhørte arbejderklassen. Nina Bang ville ændre denne by til en by, hvor alle indbyggere var ligestillede. Hun gjorde det, ikke ved at skyde fra hoften med seksløberen, men ved dagligt slid og ved eksemplets magt.

Den anonyme nekrologforfatter i Social-Demokraten sammenfattede hendes indsats sådan:
"Det faldt i Nina Bangs Lod igennem hele sit Liv at fastslaa denne Kvindens Ligestilling i Samfundet - ikke ved en særlig Kvindeagitation, men ved sit Arbejde og sin Dygtighed. Dermed har hun gjort mere for Kvinderne end mangen ivrig Forkæmper for Ligheden."
Og - kunne man tilføje - derved har hun gjort sit til, at kvinder i dagens Danmark ikke er eksotiske fremmede, men delagtige i magten og riget.

Ritt Bjerregaard (S) fungerende miljøkommisær i EU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her