Læsetid: 4 min.

Lov og orden - nu på tv

Debat
6. april 1999

I jagten på høje seertal er tv, under dække af at ville bekæmpe kriminaliteten, slået ind på højrefløjens lov- og ordenkampagne

Prime time
Hvis man skulle vurdere omfanget af kriminaliteten i det danske samfund på antallet af prime time tv-programmer, der beskæftiger sig hermed, måtte man konkludere, at kriminaliteten inden for de sidste år er eksploderet voldsomt. Først med TV2's Station 2, siden TV3's Efterlyst og senest er TV Danmark fulgt trop med Forbrydelsens Ansigt - programmer hvis studieværter med opsmøgede ærmer fortæller os, at nu skal der tages fat på oprydningen.
Programmerne skildrer et samfund, der i stadig stigende grad hjemsøges af grove og voldelige forbrydelser. I reportager, rekonstruktioner og interviews skildres forbrydelserne, deres ofre og politiets efterforskning. Der fokuseres ofte på forbrydelsens bestialske og umenneskelige aspekter, voldtægt, mord, grov vold og væbnede røverier, og de lidelser disse påfører ofre og deres pårørende. De udvalgte sager har som oftest følgende karakteristika: Forbrydelsen er umotiveret; gerningsmanden opnår intet ved sin handling; ofret er vilkårligt udvalgt.

Rollerne er fordelt
Ved således konsekvent at udvælge fuldstændig entydige sager skabes en symbolsk orden med på forhånd definerede positioner: uskyldige ofre, knuste pårørende, dygtige politifolk, onde forbrydere. Den publikumsmæssige identifikation er med ofrene, de pårørende og politiet. Som tv-seer inviteres man til at føle medlidenhed med ofrene og deres pårørende og dele deres afsky over for forbryderen. Programmerne opfordrer seerne til at hjælpe politiet i opklaringsarbejdet, så retfærdigheden kan se fyldest.
Ved at understrege forbryderens vilkårlige valg af offer, suggereres det seeren, at det kunne være sket for enhver, for din ven, din familie, din kæreste. Seerne bliver således inddraget i et symbolsk fællesskab med ofrene. Voldtægt og mord er ikke længere noget, der sker for andre, for et konkret, partikulært offer; det er noget, der sker, eller kunne ske, for os alle. Alle bør derfor, som retskafne samfundsborgere og potentielle ofre, hjælpe politiet i dets opklaringsbestræbelser ved at ringe ind med eventuelle spor i sagen.

Propagandaapparat
Symbolsk konstruerer programmerne en kvasireligiøs fir-enighed, der udgøres af tv-stationen, politiet, ofrene og seerne. En fir-enighed i kamp mod forbryderne. En kamp, der kun kan vindes ved at ærlige borgere går i fælles front med politiet og hjælper til med at opklare forbrydelserne.
Med denne klare opbakning af ordensmagten har tv-stationerne forladt princippet om pressen som den fjerde statsmagt, der skal kontrollere de tre andre magtinstanser (den lovgivende, den dømmende og i dette tilfælde den udøvende). I stedet har medierne i denne sammenhæng frivilligt antaget den rolle medierne spiller under totalitære regimer, nemlig rollen som propagandaapparat for myndighederne.
Programmerne fremstiller forbrydelser, og heraf følger kriminaliteten som sådan, i politiets optik: som et spørgsmål om opklaring og straf. Kriminalitetens sociale og samfundsmæssige aspekter, og de mulige præventive foranstaltninger forbigås. Stillet over for bestialske voldtægtsforbrydere og invaliderende vold er der kun et svar: forsvar, eller rettere selvforsvar.
Efter at have tændt den hellige indignation i seeren, ved at vise den absolutte, inkarnerede ondskab, tilbyder programmet seeren en slags katharsis, ved symbolsk at kunne medvirke til og overvære at forbryderen findes og straffes. Seeren bliver ikke inviteret til kritisk at reflektere, men til at fyldes af indignation på ofrets vegne og til at føle afsky for forbrydelsen. Der kræves umiddelbar handling.
Kriminaliteten er blevet forvandlet fra et socialt og samfundsmæssigt fællesanliggende til at være et teknisk spørgsmål om politiefterforskning, hvis effektivitet, hvis man skal tro programmerne og politiet, der optræder deri, øges betydeligt ved at befolkningen gør fælles front med politiet.
Programmerne er med til at skabe en belejringsforestilling som spiller fint i tråd med højrefløjens og især Dansk Folkepartis forsøg på at skabe en stemning af frygt og angst. Hvis man er belejret af sindssyge forbrydere og farlige fremmede, når man frygter for liv og lemmer, er forsvaret, den hårde linje det eneste mulige valg.

Nul-tolerance
Men Danmark er ikke en verden befolket af sindssyge forbrydere. Det er følgende forkasteligt at programmerne fremstiller et Danmark med den uhyggeligste umenneskelighed, når kriminaliteten tværtimod ifølge forskere er faldende på grund af faldende ungdomsårgange. Desuden er den geografisk skævt fordelt (der er op til flere gange så meget kriminalitet i København som i provinsen).
Programmerne skaber således en fernis af rationalitet til den politiske linje, der af New Yorks republikanske borgmester Rudy Guiliani er blevet døbt 'nul-tolerance', en ide som også Anders Fogh Rasmussen har udtalt sig positivt for.
Ligeledes er programkoncepterne helt eller delvist kopieret fra amerikanske skabeloner. Der er således tale om en reproduktion både af et programkoncept og en politisk tænkning, der er hentet i en amerikansk kontekst. En kontekst hvor man har en kriminalitetsrate, der er ti gange så stor som den danske.
Ved ureflekteret at reproducere disse modeller gøder man jorden for højrefløjens lov- og ordenskampagne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her