Kronik

Lystens dilemma

Debat
23. april 1999

Pornografiens virtuelle landskaber af svulmende kød blotlægger det, som i virkeligheden
er skjult. Her mod 30-året for pornografiens frigivelse er vores forhold til sex stadig lige skamfuldt. Vi dyrker porno, fordi det er forbudt.

Vi bliver hver dag bombarderet med billeder af erotiserede kroppe i disse år Har skamfølelsen overgivet sig til intimitetens terror? Englænderne kalder deres kønsorganer for the private parts, de private dele. Den latinske betegnelse for kønsdelene er pudenda, som kommer af pudere: At skamme sig. Tilsvarende har man tidligere på dansk talt om skamdelene, og betegnelsen skamlæber bruges stadig. Alle disse udtryk viser, at det er almindeligt at opfatte kønsorganerne som noget privat, hvis benævnelse eller fremvisning i en offentlig sammenhæng er behæftet med skam. Men den skamfølelse, som dette er udtryk for, er ikke uforanderlig. Grænserne for hvad der er skamfuldt, flytter sig under indflydelse af de fremherskende kulturelle normer. Og netop i disse år undergår de normer, der regulerer vores skamfølelse, store forandringer.
Det giver sig blandt andet udslag i, at afbildninger af erotiserede kroppe i stigende grad optræder i massemedierne og de offentlige rum. Der er ganske vist ikke noget nyt i, at sex sælger, men rækkevidden af de seksuelle hentydninger, som reklamerne anvender til at gøre diverse varer interessante, er i de senere år blevet større. Nærværende dagblads seneste reklamekampagne er ganske symptomatisk. Seksuelt relaterede provokationer, der spiller bold op ad eksisterende fordomme og forargelser, bruges som et effektivt blikfang.
Det, der legitimerer brugen af de slagfærdige seksuelle ikoner, er netop at 'nogle andre' end den tilsigtede målgruppe opfatter dem som provokerende og forargelige. Fordi seksualiteten provokerer og forarger nogle andre, kan ekspliciteringen af den bruges til at udtrykke fraværet af fordomme hos én selv. Fri-sindets afhængighed af den indskrænkede forargelse er imidlertid tydelig. Kun ved at inkorporere de andres forargede blikke som en implicit komponent kan Informations reklamer demonstrere deres eget frisind. 'Vi' er frie, fordi 'de' er ufrie. Her er altså ikke tale om en frihed, der trives i modstandsløshed, men tværtimod om en frihed, der er afhængig af modstand. Hvilket rejser spørgsmålet, om den egentlig er fri.
Analysen kan udvides til at omfatte mange af de erotisk 'provokerende' reklamer, der har set dagens lys de senere år. Sammenkædningen af oralsex og ispinde er for eksempel 'fræk', fordi den gør det 'uskyldige' isspiseri til et seksuelt anliggende, og dermed belaster det med 'skyld' (for hvad er det egentlig, man tager i sin mund, når man gaber over en XXL?). Om man synes denne sammenkædning er utidig og provokerende eller frimodig og pirrende, er to sider af samme sag. Den er kun provokerende, fordi den er pirrende, og pirrende, fordi den er provokerende. Men for en god ordens skyld er en helt tredie position ikke umulig. Man kan naturligvis finde reklamen ligegyldig, altså hverken pirrende eller provokerende. Hvis tilstrækkelig mange reagerede på den med ligegyldighed, ville den imidlertid ikke blive nogen succes, hvorfor man må antage, at det er de færreste, der lades helt uberørte af den.

Hvad siger dette om den kulturelle skamfølelse? Er reklamernes mange erotiserede kroppe udtryk for skamfølelsens aktuelle annullering eller tvært-imod for dens fortsatte, og måske styrkede, tilstedeværelse i vores kultur? Ingen af delene, tror jeg. Udviklingen er mere kompleks, for den beskriver en udspaltning af skamfølelsen i separate dele. Vi er fortsat skamfulde, når det kommer til vores egen krop, som i allerhøjeste grad stadig besidder private parts. Til gengæld er vi mindre skamfulde, måske endda skamløse, når det handler om at se afbildninger af andres kroppe. Blandt den virkelige verdens reelle kroppe hersker skamfølelsen fortsat. Blandt billedverdenens virtuelle kroppe eskalerer skamløsheden. Det betyder, at afstanden mellem hvad vi gør, og hvad vi ser, øges. Det betyder, at forskellen mellem det selverfarede og den transmitterede oplevelse vokser.
Skamfølelsen tilpasser sig denne udvikling, og øger tolerancen over for billedverdenens kroppe, mens den fortsat opstiller sig som en barriere for promiskuiteten blandt virkelighedens kroppe. Fordi denne udspaltning af skamfølelsen har fundet sted, kan man for tiden iagttage den kuriøse sameksistens af på den ene side puritanske strømninger, for eksempel 'genopdagelsen' af ægteskabets og troskabens værdi, og på den anden side en seksuel liberalisme, der blandt andet giver sig udslag i et stigende forbrug af pornografi. Det kan ligne hykleriet eller dobbeltmoralen, men jeg tror, det er noget andet.

Skamfølelsens udspaltning i forskellige dele er et naturligt resultat af at en stadig større del af vores virkelighedstilegnelse foregår per skærm. Den virkelighed, som tv- og computerskærmens billeder præsenterer os for, omfattes af andre normer end dem, der gælder i den egentlige virkelighed. Skærmbilledernes distante virkelighed indbyder til en større tolerance over for excesser (af enhver art) end den egentlige virkeligheds mere påtrængende nærvær. I skærmens flimrende, virtuelle univers er alt tilladt og muligt, netop fordi det er fjernt og uforpligtende. Over for dette univers er vi iagttagere, mere end deltagere.
Det er netop hos iagttageren, skamfølelsen i disse år er under afvikling til fordel for en mere uhæmmet visuel nyfigenhed, en kulturel skopofili. Vores blik tåler så godt som hvad som helst, fordi det er på afstand af det sete. Denne afstand er afgørende for skamfølelsens afvikling. Jo tættere vi er på det vi ser, desto mere vil vores skamfølelse hæmme enhver form for excess. Jo større afstand der er, desto mindre bliver vores følelse af skam over for det vi ser. Foran skærmen er vi 'på sikker afstand', det vil sige uden egentlig engagement - vi er voyeurer.
Den genre, der mest ublu eksponerer kønnet, er pornografien. I den forløbne tid har det mange gange heddet, at pornografien er blevet stueren, trendy, ja næsten mondæn. Konstateringen hænger naturligvis sammen med genrens voksende synlighed i vores kultur. Pornoficering har nogen døbt fænomenet, som om der var tale om en sygelig infektions ukontrollerede udbredelse. Bekymringer har været luftet: Er der snart flere tabuer at nedbryde, flere grænser at overskride? Har frigjortheden ikke sejret sig ihjel og på sin vej revet alt det hemmelighedsfulde og spændende med i gravens dyb? Forsvinder lysten ikke i takt med, at dens afbildninger udbredes over alt? Forvrænger pornografien ikke vores forestillinger om, hvad sex og køn er? Er pornografien ikke en kold økonomisk fidus, der minder ikke så lidt om prostitution?

Alle disse bekymringer er i sig selv en dementi af, at pornografien er blevet fuldt ud stueren. De kritiske spørgsmål rejses over for genren, fordi den ikke accepteres på lige linie med andre underholdningsprodukter i vores kultur. Pornografiens effekt adskiller sig nemlig fra den, man kan opleve i forbindelse med andre genrer. Pornografien afsætter en kropslig effekt, den går i kødet på iagttageren. Derfor ledsages receptionen af pornografi oftest af den slags seksuelle handlinger hos iagttageren, som genren så enøjet har sat sig for at fremprovokere. Dette brugsaspekt gør genren uacceptabel i offentligheden. Men ligesom vi taler om seksualitet i offentligheden (i brevkasser, tv-programmer, radioudsendelser osv.), taler vi også om pornografi. Og grænsen mellem tale og praksis er mange gange flydende. Talen om seksualiteten og pornografien kan gå hen og få en pirringsværdi i sig selv. Genstandens uartighed sniger sig så at sige ind i snakken om den.
Det er åbenlyst det uartiges afsmittende virkning, der udnyttes til at sælge varen, når det ene dokumentarprogram efter det andet sætter sig for at belyse arbejdsvilkårene i pornobranchen og andre områder af sexindustrien. Det smager lidt af fisk. Men man risikerer ikke at få genstridige ben i halsen, for det er ikke den ægte vare, man er udsat for, men et afkog af den. På den måde sikrer vi os en vis afstand til den seksuelle praksis, som pornografien så utilsløret opfordrer til, men får samtidig en fornemmelse af, hvad denne praksis kunne bestå i.
Emnet pirrer, uden direkte at gå i kødet på os. Det er som en mild kildren i hudens overflade, ikke den tunge ophidselses indre rumsteren i kroppens dyb. I kraft af denne anstand ser vi for tiden, at omtalen i modsætning til praksis bliver stueren. Og selv om denne sondren som sagt kan være vanskelig at opretholde, fordi begæret kan 'sive' fra det ene område til det andet, er det vigtigt at fastholde forskellen. For den demonstrerer, at der i høj grad stadig er grænser og tabuer, at vi ikke lades uberørte af pornografien (og tak for det!).
Det er ikke blevet normen, at sætte pornofilmen i videomaskinen, når vennerne er på besøg. Så blaserte er vi ikke blevet. Men vi kan til gengæld samles om dokumentarprogrammet, der fortæller, hvordan pornofilmen blev til, hvorvidt modellerne følte det ene eller det andet osv. Filmen-om-filmen appellerer til nyfigenheden, hvor filmen selv mere utvetydigt taler til liderligheden. Det første er socialt acceptabelt, selv i offentlighedssfæren, i modsætning til det andet, som kun tolereres i ly af 'hjemmets fire vægge'. Der er grænser. Og grænserne er betinget af skamfølelsen. Skamfølelsen er ganske vist generelt lavere over for billedverdenens virtuelle kroppe end over for virkelighedens reelle kroppe, men den har samtidig forskellige niveauer i privat- og offentlighedssfære. Tolerancen over for billedverdenens excesser er således væsentligt lavere i offentlighedssfæren end i privatsfæren.

Vi bevæger os altså ikke så entydigt mod Sodoma og Gomora, som Moses Hansen holder af at prædike. Sædernes forfald har et mere lokalt og begrænset præg, som først og fremmest vedrører billedverdenens virtuelle univers.
I virkelighedens sociale omgang honorerer vi stort set uændret reglerne for god og an-stændig opførsel. I billedverdenens virtuelle univers tillader vi helt andre excesser. Pornografiens aktuelle masseudbredelse er betinget af denne forskel. Desuden lever genren i vid udstrækning højt på, at også grænserne mellem privat- og offentlighedssfære eksisterer i bedste velgående.
I pornografiens fiktioner er grænserne næsten konsekvent tilstede for at blive overskredet. Man forbryder sig mod alle de regler, vi i virkeligheden omgiver seksualiteten med: Sex dyrkes med utilladelige personer, på upassende steder og på usømmelige tidspunkter. Skolelæreren forgriber sig på eleven i timen, nonnen forfører præsten under prædikenen, lægen befamler patienten i konsultationen. I disse prototypiske scenarier træder det forhold frem, som også kendetegner de mindre evident grænseoverskridende fiktioner, nemlig afhængigheden af reglerne. Kun i kraft af reglernes eksistens kan forbrydelsen mod dem beskrives som pirrende. I det omfang de pornografiske fiktioner overhovedet afspejler kulturelle forhold, er de et negativt og forvrænget spejlbillede af vores kulturs seksualmoral.

Pornografien er altså ikke så meget et udtryk for en frigjort seksualmoral som for en markedsmekanisme, der er givet fri til at spekulere i vores ufrie seksualmoral.
Der eksisterer med andre ord private parts, som er så behæftede med skam, at de kan gøres virksomme i grænseoverskridelsens dialektik, og dermed bidrage til pornografiens tvangsprægede uartigheder. Pornografiens virtuelle landskaber af svulmende kød blot-lægger det, som i virkeligheden er skjult. Men de private dele bliver kun offentligt tilgængelige under forudsætning af deres virtualitet, der effektivt aflaster dem for den byrde af skam, som deres reelle tilstedeværelse stadig er tynget af.
Dyden og skamløsheden går hånd i hånd i vores kultur, her tredive år efter billedpornografiens frigivelse i 1969. Vi frigav billederne, som har opnået en slags egetliv - uafhængigt af de kroppe, der er deres emne. Kroppene selv er uforandret indspundet i de sociale regulativer, som forhindrer deres uhæmmede promiskuitet.

*Rune Gade er kunsthistoriker og forsvarer sin ph.d.-afhandling, Det pornografiske scenario, torsdag d. 29. april kl. 14. i lokale 124, Kasernen, Langelandsgade 139, Aarhus Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her