Læsetid: 3 min.

Må man evaluere dansk bistand?

Debat
9. april 1999

Nej, helst ikke alt for kritisk og neutralt, hvis det står til Danida

BISTAND
Poul Engberg-Petersen og John Degnbol-Martinussen har skrevet en usædvanligt samfundsbevarende bog, Bistand - udvikling eller afvikling. Den rejser en diskussion, om man må og kan evaluere dansk u-landshjælp. Da begge forfattere er Danida-insidere, er deres synspunkt, at enhver evaluering er meget, meget vanskelig og yderst betænkelig.

Ingen evalueringer
Det gælder frem for alt, at noget så vanskeligt ikke på nogen måde kan sammenfattes til hverken ét eller nogle få tal. De foretager naturligvis slet ingen evalueringer selv; men efterlader læseren med et indtryk af, at alt går vældigt godt.
De har da også (så nærmest) det synspunkt, at hjælpen kun kan evalueres internt eller af de rette konsulentvirksomheder. (Det er de virksomheder, der har tilstrækkeligt mange andre kontrakter med Danida til, at man kan stole på dem). Det er da også karakteristisk, at Danidas meget lille interne evalueringskontor er helt integreret i den øvrige aktivitet i ministeriet. De, der evaluerer, gør det en tid, og så skal de videre i karrieren, blandt dem, hvis projekter de har evalueret. Ja, hvis de altså ikke skal en tur til ambassaden i Lagos.

Bizarre udslag
Danida foretager da heller ikke nogen løbende systematisk indsamling og offentliggørelse af evalueringsresultater i sammenlignelig form. Normalt er et resultatregnskab et af de helt centrale styringsredskaber for en virksomhed. Det gælder ikke Danida. Det giver sig bizarre udslag:
Man har f.eks. kritiseret mig for at have demonstreret, at landbrugsprojekter går særligt dårligt. Men man har ikke kunnet pege på egne tal, der viser noget andet. Der er nemlig ikke andre end mig, der har lavet et skøn over, hvordan Danidas landbrugsprojekter går i sammenligning med andre projekter - sådan et skøn kræver nemlig, at der sættes tal på!
Det er forunderligt, og jeg forstår ikke, at Folketinget ikke kræver en uafhængig løbende evaluering, som udtrykkes i klare tal. Danida laver årligt egne projekter for 6.000.000.000 kr, og vi ved, at ca. 50 procent af disse penge er spildt. Det er der intet mærkeligt i - det svarer til succesraten for andre hjælpeorganisationer, men der er masser af helt centrale spørgsmål, som man burde kunne besvare:

Går det op eller ned?
Danida er ved at lægge sin hjælp om fra enkeltprojekter til sektorprogrammer. Men der er ingen, der ved, om enkeltprojekter går dårligere end sektorprogrammer - alligevel lægger man om - er det seriøst? Ingen ved, om succesraten er gået op eller ned i de sidste 10 år. Der er heller ingen, der ved, om projekterne går bedst i Afrika eller Indien. Joh, erfarne folk i organisationen har det måske på fornemmelsen, men tal, det har man ikke - ja, man vil slet ikke vide af tal!
Jeg har læst cirka 30 af de projektfærdiggørelsesevalueringer, som løbende laves af de omtalte konsulentfirmaer. De er typisk meget bløde. Der er ingen egentlige rammer for hvad, der kræves, og frem for alt ingen krav om at alting skal sammenfattes, sådan at der kan laves løbende statistik og analyse.
Det, der sker, er, at en eller to erfarne konsulenter tager en uge eller to ned og ser på projektet, og så skriver de en fristil om deres indtryk. Jeg har selv gjort nøjagtigt det samme, men jeg har da i det mindste sagt, hvad jeg havde fundet. Folketingets rigsrevisorer ser på cirka fem-syv projekter om året, og de skriver også en fornuftig lille rapport om det, de ser. Og det er fint, men tænk, hvis der foregik en systematisk indsamling af evalueringsdata, så man vidste, hvad man gjorde og fik udpeget stærke- og svage områder.
Hvorfor er der sådan en tal-angst? Ja, det er meget nemt at forstå. Jeg bruger det ligefrem som eksempel, når jeg underviser i teorien for bureaukratiers adfærd.
Den beskriver nemlig Danidas adfærd så præcist, at det næsten gør ondt. Det går helt tilbage til William A. Niskanens teori om bureaukratiers adfærd (Niskanens eksempler er naturligvis fra hans hjemland USA, men netop derfor er det tankevækkende, hvor godt de passer):
Den store pointe er, at dét, det gælder om for et bureaukrati, der vil bevare og udvide sit budget, er, at have et vidensmonopol. Jo bedre man kan styre og kontrollere alle informationer udadtil, jo bedre lever bureaukratiet. Og så er melodien klar: Ingen tal tak! Det, vi laver, er så umådeligt komplekst, at vi og kun vi ved, hvad der foregår. Det bedste, I udenfor kan gøre, er at stole på os.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her