Med sin aktion i Kosovo har NATO indledt den postmoderne kolonialisme
Sovjetunionens sammenbrud og den europæiske integration i EU har skabt nye sikkerhedsforhold i Europa, hvor gamle brydninger og konflikter igen er kommet op til overfladen.
I denne nye situation ville NATO vise sin vilje til at garantere fred og sikkerhed og samtidig standse den etniske udrensning i Kosovo. Hidtil har resultatet været katastrofalt: Hundredtusinder af flygtninge og flere hundrede civile ofre. Da NATO's bomber ramte en flygtningekonvoj og dræbte mere end 60 civilpersoner, forsøgte man først at benægte det.
Det mest foruroligende er, at denne aktion er iværksat uden hensyn til FN-pagten; den er endda i strid med NATO's oprindelige charter. Formentlig strider den også mod folkeretten.
I dag er NATO's fremtidige rolle en kilde til stor bekymring for mange mennesker i verden. Alliancen har vist, at den efter Sovjetunionens sammenbrud ikke viger tilbage for at påtage sig opgaver, der går ud over dens eget charter. I den kommende tid vil NATO måske intervenere overalt i verden: I dag på Balkan, i morgen i Aserbajdsjan, Kina, Sydasien - og hvorfor ikke Den Persiske Golf?
Begrebet humanitær intervention er blevet krænket ved NATO-styrkernes intervention på Balkan. NATO har skabt en farlig situation, der risikerer at udvikle sig til en verdensomspændende konfrontation og en ny 'kold krig', sådan som den russiske præsident Boris Jeltsin har sagt.
Hvis det internationale samfund ikke reagerer på den nuværende situation, kan vi forvente NATO-interventioner andre steder i verden. Vil f.eks. den nuværende konflikt mellem muslimer og kristne i Sydøstasien eller en mindre uoverensstemmelse mellem små stater ved Den Persiske Golf være en passende anledning til en NATO-intervention? Hvordan stiller Iran sig nu til, at NATO forsvarer muslimer - mens Golf-krigen var rettet mod et muslimsk land (og fremmanede billedet af et nyt korstog)?
Der kan spores to forskellige synsvinkler i den iranske holdning til NATO's nuværende engagement i Kosovo:
Nogle opfatter aktionen som udtryk for NATO's vilje til selv at opstille reglerne og undergrave FN's rolle på den internationale arena. Ganske vist har Milosevic selv leveret det perfekte påskud til at angribe, men NATO går ud over internationale normer og regler, og NATO-landene har systematisk tilsidesat FN under luftkrigen mod Jugoslavien.
Dette synspunkt ligger tæt på den officielle holdning: Teheran fordømmer Milosevic, fordi han undertrykker Kosovo-albanerne, men ønsker samtidig at styrke FN's rolle frem for NATO's.
Andre har en mere forenklet opfattelse. De ser alt som led i en konspiration og hævder, at mere end en million mennesker er blevet hjemløse, uden at nabolandene gør noget for dem. De tror, at Vesten ikke vil hjælpe Kosovo-albanerne, fordi de er muslimer.
I en fredagsbøn for nylig blev det sagt, at serberne har ødelagt hundrede moskeer, og at "folk skal vide, at sådan er USA. Selv om amerikanerne ikke er direkte involveret i det, kan I være sikre på, at de er ansvarlige for endnu værre ting". Det er klart, at folk med dette synspunkt betragter USA som skyldig i alle menneskers ulykke og ude efter at skade muslimer og islam. Golf-krigen var et andet eksempel på en krig mellem Vesten og islam, og det kan gentage sig andre steder. Endvidere ses NATO som et redskab for potentiel konfrontation overalt i verden.
Lad os foretage en vurdering af situationen og se, om der ikke er tilsvarende problemer andre steder. I årevis er albanernes legitime krav blevet undertrykt af Beograds sikkerhedsstyrker. Ligesom andre kommunistiske regimer tolererer det serbiske ingen menneskerettigheder, og ingen etniske krav betragtes som legitime.
Følgende elementer er til stede:
*Systematisk krænkelse af menneskerettighederne
*En undertrykt etnisk gruppes frygt for en stærk centralregering
*Ingen større international støtte til den etniske gruppes krav om uafhængighed.
Min pointe er, at det er umuligt at løse sådanne problemer med militære midler. Det er prøvet før, og nye former for militær intervention vil ikke være bedre. Derimod bør alle ikke-militære løsninger forsøges.
Kort fortalt er det lykkedes NATO at skabe en halv million nye flygtninge. De fleste af dem lever under tragiske forhold, og mange kan ikke vende hjem igen, fordi deres huse er ødelagt.
Det, folk ser, er resultatet af NATO's direkte indblanding i denne situation. Tilsyneladende har Milosevic ikke brugt sit luftvåben.
Min konklusion er, at jeg set fra en mellemøstligt synsvinkel ikke kan være helt uenig i, at NATO har et uerklæret mål ud over at straffe en snedig, brutal diktator, der ligesom Saddam Hussein og andre elsker blodsudgydelser.
Dette mål er at skabe præcedens for interventioner uden for NATO's eget område - et mandat til fra nu af at intervenere overalt, hvor det er strategisk forsvarligt - uanset om folkeretten tillader det eller ej.
Det er begyndelsen på et nyt kapitel af historien, hvor man kan forvente post-moderne kolonialisme. Denne gang har de gamle missionæreres efterfølgere hverken sværd eller bibel, men Stealth-fly og CNN.
Jalil Roshandel er forsker ved det iranske Institut for Politiske og Internationale Studier i Teheran og p.t. tilknyttet Center for Freds- og Konfliktforskning (COPRI) i København.
Oversat af Birgit Ibsen.
