Læsetid: 5 min.

Modernisering og fornyelse af velfærdssamfundet

Debat
20. april 1999

Udlicitering kan under visse forhold bruges i moderniseringen af velfærdssamfundet

PRIVAT
Når velfærdssamfundet og den offentlige sektor er helt centrale politiske diskus-
sionstemaer i disse år, hænger det bl.a. sammen med, at det kommer til at koste mere at løse de opgaver, som skal løses i velfærdssamfundet, først og fremmest af den offentlige sektor.
Der bliver flere gamle. Uddannelsessystemet kræver flere ressourcer. I sundhedsvæsenet kan der ske behandling af mere og mere. Osv.
Dertil kommer, at der er store problemer og mangler i den nuværende velfærdsservice. Ventelisterne til bl.a. sygehuse og børnepasning er urimeligt lange. Ligesom der er al for lang ventetid på administrative afgørelser til bl.a. arbejdsskadeserstatning og førtidspension. Mange af dem, der har behov for hjemmehjælp, får den ikke eller alt for sparsomt. Dertil kommer, at velfærdsydelserne i mange tilfælde er af utilstrækkelig kvalitet.
Derfor er der behov for en modernisering og fornyelse af velfærdssamfundet og den offentlige sektor.
En forudsætning for, at velfærdssamfundet og den offentlige sektor kan fungere, er, at det i nogle tilfælde bliver stillet flere ressourcer til rådighed.
Ansvaret herfor er politisk. Det er også de politisk ansvarlige, der skal sikre, at kvaliteten er i orden, og skal skride ind i de situationer, hvor den offentlige sektor ikke fungerer tilfredsstillende.

Dårlig ledelse
At det ikke fungerer tilfredsstillende kan bl.a. hænge sammen med for dårlig ledelse og uhensigtsmæssige arbejdsgange. Er problemet en dårlig ledelse, må de politisk ansvarlige sørge for, at den bliver udskiftet. Bedre ledelse kunne f.eks. blive fremmet af, at ansættelser sker på åremål. Den offentlige sektor kunne givetvis også blive bedre, hvis man i højere grad benyttede sig af de ressourcer, som medarbejdere og brugere besidder. Netop fordi der er begrænsede ressourcer til rådighed, er det nødvendigt at prioritere. I den forbindelse er det også værd at se på, om nogle af de mennesker, der i dag modtager offentlige ydelser fortsat skal have det i samme omfang.
F.eks. har SF foreslået, at nogle af de bedst stillede ikke skal have deres offentlige ydelser i hidtidig omfang, f.eks. børnechecken, folkepensionens grundbeløb og hjemmehjælpen. Men det afvises af alle andre.
Det er i den forbindelse værd at notere, at Venstre, der ellers er talsmand for begrænsninger i udgifterne til den offentlige sektor, undgår prioriteringsdiskussioner og afviser begrænsninger i de økonomisk velstilledes vel-færdsydelser.
Venstres svar på problemerne i den offentlige sektor begrænser sig i mange tilfælde til forslag om udlicitering af opgaverne til private.

Udlicitering kan bruges
SF afviser ikke, at udlicitering kan bruges i nogle sammenhænge, sådan som det sker i forbindelse med busdrift.
Men det er vigtigt, at kommunalbestyrelse, inden den f.eks. går i gang med en udlicitering, også undersøger mulighederne for bedre og billigere løsninger i offentligt regi som alternativ til udlicitering. For at undgå at udliciteringer besluttes på et utilstrækkeligt grundlag og hen over hovedet på borgerne, bør reglerne for udlicitering forbedres og præciseres.
For det første skal der ske præciseringer og forbedringer i gældende lovgivning, f.eks. loven om offentlighed i forvaltningen og loven om virksomhedsoverdragelse vedrørende løn- og arbejdsvilkår.
For det andet skal der fastlægges regler, f.eks. via lovgivningen, der sikrer en tilfredsstillende beslutningsproces, så borgere, brugere og medarbejdere bliver inddraget, og så beslutningsprocessen bliver gennemskuelig og åben. Her skal der f.eks. laves en klar specifikation af, hvilken service man ønsker og niveauet for denne service.
I forbindelse med en sådan åben beslutningsproces kan det være, at det viser sig at der er mange andre løsningsmuligheder end udlicitering På denne baggrund vil det så være logisk, at kommunalbestyrelsen vælger en anden løsning end udlicitering.
For det tredje er det helt afgørende, hvis diskussionen om løsningsmulighederne munder ud i, at en kommunalbestyrelse beslutter sig for at gå ind i en udliciteringsproces, at der ikke kun sker en specifikation service og serviceniveauet Men det er også nødvendigt, at der stilles krav til arbejdsmiljøet, det ydre miljø, uddannelsesforpligtelser, ansættelse af langtidsarbejdsløse, andre sociale forpligtelser m.v. for at få den rigtige pris.
I den forbindelse skal der udarbejdes et regelsæt, hvor disse forhold præciseres, og hvor det i øvrigt fastlægges, hvordan medarbejderne selv kan byde på opgaven, og hvordan opgaven kan tilbageføres, hvis man er utilfreds med opgavens udførelse.

Den økonomiske pris
På nogle områder er det lettere at stille krav og opstille betingelse end på andre områder. Når det f.eks. gælder busdrift, afhentning af skrald, rengøring på en skole, kørsel med skolebørn m.v. er det betydelig lettere at stille præcise krav og opstille betingelser, end når det gælder omsorgs- og plejeområdet, hvor det er meget vanskeligt og undertiden umuligt at stille de præcise krav på forhånd.
Hvordan skal man f.eks. sætte økonomisk pris på den omsorg og pleje, som skal ydes gamle eller alvorligt syge, herunder prisen på behovet for 'at holde i hånd'.
Når det alligevel mange steder er gået galt ved udlicitering af f.eks. rengøring og busdrift i form af bl.a. forringede arbejdsvilkår for de ansatte, skyldes det, at det netop var en del af præmissen ved de konkrete udliciteringer, at de ansatte skulle yde mere. De skulle løbe stærkere. Det har været tilfældet på rengøringsområdet mange steder, og det har været tilfældet steder, hvor busdriften er udliciteret. Når der var en økonomisk gevinst ved udliciteringen af busdriften i HT-området, var det, fordi chaufførerne skulle yde mere med stress og dårligt arbejdsmiljø m.v. til følge. At det skulle gå ud over de ansatte i disse situationer, var reelt en forudsætning for, at udliciteringen kunne blive en 'succes'. De selskaber, der overtager de udliciterede opgaver skal have deres profit, og kommunen vil gerne have en besparelse. Derfor er det ikke så overraskende, at arbejdsmiljøet nogle steder ved udlicitering bliver dårligere. Det er ikke et mål i sig selv med en stor offentlig sektor. Men det er nødvendigt med en velfungerende offentlig sektor af en betydelig størrelse. Ellers kan mange fællesopgaver ikke blive løst solidarisk.

Egne fællesskaber
I stedet for at fokusere på udliciteringer, burde man i langt højere grad interessere sig for at gøre den offentlige sektor bedre, bl.a. gennem bedre ledelse, gøre den offentlige sektor mere fleksibel og mindre bureaukratisk m.v.
Dette kunne så suppleres med, at det offentlige tilskyndede borgerne til at lave deres egne fællesskaber, hvis de vil have andre løsninger end det offentliges.
Det kender vi for de frie skoler, men også indenfor det sociale arbejde, kulturelle aktiviteter, patientdrevne hospitaler m.v., og det kunne sagtens udstrækkes til i endnu flere områder.
En organisationsform, der bygger på de samme traditioner, som højskolebevægelsen gør og andelsbevægelsen og kooperationen gjorde, og som er i fin overensstemmelse med den tredje vej til socialismen, som SF bygger, og som SF har hentet inspiration fra via bl.a. Antonio Gramscis ideer om det civile samfund.
Det gode ved selvstyrende fællesskaber som et supplement til det offentlige er bl.a., at de er friere stillet end det offentlige med hensyn til opgavernes løsning, og at de præget af stort engagement hos dem, der står bag.
Ellers lader de sig ikke realisere. Og så er der ikke profit inde i billedet, som hos de private.
At selvstyrende fællesskaber kan være et udmærket supplement i en række tilfælde, ændrer ikke ved behovet for en velfungerende og relativ stor offentlig sektor, som er garant for solidariske løsninger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her