Læsetid: 6 min.

Politikerne fører ikke-krig

20. april 1999

Vi er ikke i krig. Vi krænker ikke suverænitet. Det internationale samfund står bag. Uvirkelighedens politisk korrekte sprogbrug afprøvet under Folketingets debat om krigen
i Kosovo

KOMMENTAR
Jeg overvejede at gribe det ironisk an. Jeg kunne have lavet udkast til "Den Danske Regerings Guide til Politisk Korrekt Sprogbrug under Militær Intervention", og guiden kunne have udtrykt sort humor. Men jeg besluttede, at emnet var for alvorligt, og situationen for sørgelig. Derfor er vinklen en anden. Det er ikke en guide, men nogle spørgsmål.
Hvordan kan det være, at Kosovos fortvivlede virkelighed, og den danske involvering med ja til militærfly og humanitær bistand og næsten-nej til at give asylsøgere ret til at søge asyl, skal gøres endnu vanskeligere ved at den danske regering og de danske politikere opfinder et nyt sprog for at beskrive virkeligheden uden at bruge virkelighedens ord?
Jeg overværede det meste af Folketingets Kosovo-debat fredag. Her er nogle indtryk og nogle citater.
Vi ved, at vi er i krig, men vi får at vide, at det er vi ikke. Medierne rapporterer ikke kun om etnisk fordrevne, men også om krigsofre. Der er nu krigsfanger på begge sider i krigen. Og Danmark leverer sin lille del af de snart 1.000 militærfly, som med deres luftbombardement søger at tvinge Serbien. Men i krig er vi ikke. Socialdemokratiets ordfører, formand for Udenrigspolitisk nævn, Helle Degn sagde under debatten: "Jeg vil gerne understrege, at Socialdemokratiet i modsætning til hr. Søren Søndergaard vil fastslå, at Danmark ikke er i krig, men at Danmark deltager i en militær intervention. Det giver en ganske anderledes politisk ramme og ganske anderledes juridiske aspekter af hele den her aktion, som vi gerne vil være med til at understrege."

Splittet verdenssamfund
Vi ved, at verdenssamfundet er splittet, således som mange mennesker i deres inderste er splittede over det her. Men i stedet henviser man til det internationale samfund, som står sammen. Ustandselig blev der i debatten refereret til det internationale samfund og dets næsten totale sammenhold. Tilsyneladende er lande som Rusland og Kina ikke længere en del af det internationale samfund. At de er en del af verdenssamfundet, er svært at benægte, men så skifter man sprogbrug for at øge enigheden.
Vi ved eller tror at vide, at landkrigen nu forberedes og dermed indsættelsen af landstyrker, men sådan er det kun næsten. Udenrigsministerens formulering er, at "det er utænkeligt, at de fordrevne skulle ønske at vende tilbage til Kosovo uden en robust international styrke, robust nok til at garantere deres sikkerhed. Og dette er jo et hovedpunkt:"
"Hvis de fordrevne og deporterede Kosovo-albanere skal vende tilbage, må de kunne vende tilbage i tryghed, og det kræver en international militær tilstedeværelse... Fra dansk side er vi parat til at bidrage til en sådan styrke, også selv om betingelserne jo da i dag har ændret sig."
Altså ikke landkrig, men en robust international styrke.

Suverænitetskrænkelse
Vi ved, at bomberne regner over Serbiens byer, og at målet er at få Milosevic og hans regering til at acceptere NATO's grundvilkår uden betingelser, men vi krænker ikke Serbiens suverænitet. Venstres ordfører Svend Aage Jensby talte om, at Milosevic repræsenterer det samme som Hitler, og "det er hele hans regime, der skal knækkes". Men vi krænker ikke Serbiens suverænitet. Ifølge Helle Degn: "Danmark er ikke i krig, men deltager i en militær intervention. Forskellen er her, om man anfægter et lands suverænitet eller ej, og vi har ikke i indledningen af denne her militære intervention på noget tidspunkt anfægtet det tidligere Jugoslaviens suverænitet og ønsker ikke at gøre det, men ønsker at finde løsninger inden for denne statsdannelse."
Retfærdigvis bør det nævnes, at Helveg i debatten om suverænitet henviste til en udtalelse af FN's generalsekretær Kofi Annan. Her siger Annan: "Langsomt, men sikkert udvikler der sig en international norm imod voldelig undertrykkelse af mindretal. Denne norm må gå frem for bekymringer om suverænitet. Ingen regering har ret til at gemme sig bag sin nationale suverænitet med henblik på at krænke menneskerettigheder eller fundamentale frihedsrettigheder hos dets folkeslag."
Denne udtalelse fra FN's generalsekretær den 7. april er af utrolig betydning, og vil givetvis blive analyseret og diskuteret voldsomt både af statsledere, generaler og folkeretseksperter. Måske er det rigtigt, at vi er nået så langt i respekten for menneskerettigheder, at vi vil se en ny form for krige, der søger at sikre disse rettigheder. I hvert fald når det passer ind i de vestlige samfunds interesser. Men Kofi Annans udtalelse må netop læses som en argumentation for, at det under visse omstændigheder er berettiget at føre krig og at krænke et andet lands suverænitet, fordi menneskerettighedsnormen må gå forud for bekymringer om suverænitet.

Umulig debat
Den seriøse debat og det seriøse spørgsmål må handle om, hvornår det kan være berettiget at føre krig og at krænke suverænitet til fordel for mindretal og for at beskytte menneskerettigheder. Og hvem bestemmer, hvis det ikke er FN?
Men gør regeringen og Socialdemokratiet ikke netop denne debat umulig, når den hævder,
*at vi ikke er i krig, men kun i færd med noget der nærmest sammenlignes med en juridisk straffeaktion,
*at et luftbombardement med hundredevis af fly og udstrakt over uger eller måneder ikke er en suverænitetskrænkelse?
Debatten fredag bar præg af, at de danske politikere og partier, der slutter op bag regeringen med enkelte undtalgelser ønsker at lyde konsekvente og beslutsomme. Peter Skårup fra Dansk Folkeparti blev nærmest hånet, fordi han støttede regeringens dagsorden, samtidig med at han kritiserede den. Bag de øvriges fasthed og tilsyneladende konsekvens skjulte sig imidlertid adskillige udtryk for forplumrethed, både sprogligt og indholdsmæssigt.

Hitler-sammenligning
Milosevic blev adskillige gange sammenlignet med Hitler, men samtidig blev det understreget, at presset på Milosevic (militært og politisk) skal skabe grundlag for en fredsplan og en varig politisk løsning. Skal han så have knækket nakken? Skal han udryddes som krigsforbryder? Eller skal der laves varige politiske løsninger med ham.? Og er han bare en han, forstået som en enlig diktator? Er han ikke - som de fleste analytikere siger - udtryk for noget, der dækker mere? Står der ikke andre bag ham?
På andre områder siger politikerne noget andet nu, end de gjorde for et par uger siden.
Jeg synes trods alt udtrykket "robust international styrke med dansk deltagelse" udtrykker erkendelse af, at NATO's manglende succes gør at man må ændre holdning og sprogbrug. Sådan vil det formentlig også gå på andre områder. Hvorfor er det så svært at tale mere åbent om de reelle problemer og usikkerheden?
Flygtninge er begyndt at komme til Norge. De første ventes til Sverige i denne uge. Danmark har ikke på dette område fundet sine ben endnu, og Danmark vil i øvrigt ikke give asylsøgerne ret til at søge asyl. Også her vil Danmark blive nødt til at ændre holdning, hvorfor ikke lægge op til det?

Planlagt planløshed
Vi er som danskere splittede over det, der sker. Og vi er fortvivlede.
De fleste havde dog troet, at når NATO skred til luftkrig, så var der en plan for fase 2 og en plan for håndtering af det ventede flygtningeproblem. Krigen er ikke opstået pludseligt. Den er planlagt. Der var tid til at forberede. Det er chokerende, at det som vores politikere kalder 'det internationale samfund' står så famlende og uforberedt. Det bidrager til fortvivlelsen, og det kan ikke nytte at snakke henover det.

Virkelighedens sprog
Tom Behnke fra Fremskridtspartiet var den, der under debatten klarest sagde, at når generalerne har overtaget styringen, skal politikere tie stille. Det gør de ikke. Det kan de ikke. Og det skal de heller ikke. Og når de så alligevel taler og debatterer, har vi som deres arbejdsgivere og folk et krav på, at de taler virkelighedens sprog og ikke et sprog, de har opfundet til lejligheden.
Lige nu er det mere end svært at se et perspektiv. Men skal der være et sådant perspektiv, og skal det pege i den retning, Kofi Annan skitserer, så skal danske politikere også - via den rolle Danmark og Norden traditionelt har spillet i verdenssamfundet - være med til at sikre, at det internationale samfund igen bliver et verdenssamfund, og ikke kun de lande, man i den enkelte krig er enige med.
Vores danske mulighed for at øve indflydelse er - må man da for Guds skyld håbe - stadig større i international politisk dialog end ved krigsdeltagelse og luftbombardementer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu