Kronik

Selvskabt tragedie

Debat
10. april 1999

NATO søger desperat efter en ny rolle som 'ordenshåndhæver'

Da medierne viderebragte generalsekretær Solanas meddelelse om, at han havde 'beordret' NATO til at ivoerksoette bombeangreb mod Jugoslavien, brugte man ordet 'historisk'. Det var jo første gang, at NATO gik i krig, Men ordet 'skoebnesvanger' vil voere mere passende - af flere grunde:
*Krigen udløste en humanitær katastrofe af uanede dimensioner. Om krigserklæringen var et længe ventet påskud for Milosevic (som Clinton og Fischer nu påstår), eller om barbariet i Kosovo er en blodig hævnakt mod de svage fremkaldt af bombningerne, er i den sammenhæng underordnet. Forbrydelsen er den samme. Men det er ikke til at komme uden om, at den store tragedie med den helt barbariske forfølgelse og forjagelse af Kosovo-albanerne begyndte samtidig med det første bombeangreb, og er taget til i takt med angrebene.
*Krigen er den første krig mellem europoeiske stater i 60 år. Den kan udvikle sig til en helt 'regulær krig', en landkrig, og den truer med at kaste os tilbage i den kolde krig med Nordamerika og de fleste europæiske stater på den ene side og Rusland, Ukraine, Hviderusland og Kina på den anden side, støttet af lande som Indien og Sydafrika.
*Med USA i spidsen gjorde en enkelt magtgruppe sig med krigen til international politibetjent. FN blev sat ud af spillet og FN-pagten groft krænket . FN-pagten påbyder nemlig medlemsstaterne "at afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt...mod nogen stats territorium, integritet og politiske uafhoengighed" (art. 2, stk.4) og tillader kun krig i selvforsvar. Derudover er krigsførelse udelukkende et anliggende for Sikkerhedsrådet, og kun hvis der er tale om aggression eler trussel herom.
Derfor må man kalde bombeordren skæbnesvanger. De forfærdelige begivenheder i Kosovo, som Beograd helt klart bærer ansvaret for, kan for en tid få de langsigtede perspektiver til at glide i baggrunden.
Men lad os ikke glemme, at selve jordskredet blev sat i gang af de første bomber. Overskuede man i NATO-kredsen slet ikke bombeordrens rækkevidde og mulige tragiske følger?
Vidste man virkelig, hvad man gjorde? Eller blev stupid kriminalitet bare mødt med kriminel stupiditet fra NATO's side?
Den faktiske krigserklæring til Jugoslavien forsvares med, at FN-pagten ikke har taget højde for situationer, hvor der sker så grove krænkelser af menneskerettigheder, bl.a. af nationale mindretals vilkår, at indgreb udefra forekommer uomgængelige og berettigede.
Humanitære interventioner er ikke et nyt begreb. I forrige århundrede intervenerede stormagterne flere gange overfor den tyrkiske sultan for at beskytte de kristnes menneskerettigheder og stater og - og det er en væsentlig pointe - pleje deres egne interesser. At Kosovo blev en del af Serbien, da tyrkervældet blev endeligt afviklet i l9l3, skyldes således en studehandel mellem Wien og Skt.Petersborg, som havde hver sine strategiske mål. Magternes humanitære interventioner blev en del af opmarchen til Første Verdenskrig.
I Mellemkrigstiden blev begrebet totalt kompromitteret af det nazistiske Tyskland. Hitlers aggression mod Tjekkoslovakiet i l938 og angrebet på Polen blev forberedt gennem en langvarig, massiv og løgnagtig propaganda om grov mishandling af de tyske mindretal.
Det var baggrunden for, at de allierede i l945-46 tolererede tvangsforflytning af seks-otte millioner tyskere fra de to lande, og at beskyttelse af nationale mindretal fik en langt mindre fremtrædende placering i FN-pagten, end den havde havde haft i Folkeforbundet.
Hvilket naturligvis var urimeligt og forkert. Spørgsmålet om de nationale mindretal kom da også stærkt ind i folkeretten i de følgende år, først med menneskerettighedserklæringen (l948), senere med en lang roekke konventioner. Men en humanitær interventionsret blev aldrig knæsat, og det er helt utænkeligt, at verdenssamfundet vil kunne enes om, at enkeltstater frit kan bestemme, om de vil gå i krig mod en anden stat af humanitære grunde. Erfaringerne fra 1930'rne viser, at det er alt for nemt at misbruge begrebet. Og samtidig ville man åbne for en Pandora-æske af selvbestaltet kaos.

Et par tænkte scenarier kan vise det. Lad os forestille os, at Saddam Hussein bryder sammen, og kurderne i det nordlige Irak får deres egen stat. Skal det nye Kurdistan så have 'humanitær interventionsret' i forhold til de undertrykte kurdere i Tyrkiet? Et andet eksempel: Skal et mægtigt Kina have lov til at sende krigsskibe til Indonesien, næste gang hundreder af landsmænd - som vi har før har set - forfølges og myrdes på Java?
Vi har vitterligt brug for en FN-mekanisme, der kan gribe ind i helt ekstreme situationer, f.eks. med folkemord (og der er nok at tage fat på: 800.000 i Rwanda, l,5 millioner i Sudan, l00.000 i Østtimor, l40.000 i Guatemala, for bare at tage nogle få eksempler). Man må håbe, at det, der sker i disse år, kan føre til et forstærket arbejde for at skabe en sådan FN-mekanisme.
Men så længe det er overladt enkeltstaters eller magtgruppers skøn, vil vi opleve, at de anlægger helt forskellige målestokke og handler derefter. Der deltager faktisk tyrkiske fly i NATO's angreb på Jugoslavien! De har måske trænet i bombning af kurdiske frihedskæmpere hjemme i Tyrkiet.
Til alt dette kan man indvende, at situationen i Kosovo var desperat, at Kosovo-albanere blev forfulgt og fordrevet og myrdet af en barbarisk serbisk soldateska. I en sådan situation kan vi, der har vores på det tørre, ikke bare se passivt til. Af moralske grunde var vi nødsaget til at gøre noget, folkeret eller ikke folkeret.

Det er et forståeligt argument. Dog bør det bemærkes, at vel var situationen før den 14. marts slem, men den var og er langt værre i f.eks. Sudan, Rwanda, Algeriet og tyrkisk Kurdistan. Siden l997 havde der været krig mellem regeringstropper og UCK-partisaner i Kosovo. Omkring et par tusinde havde mistet livet, og måske et par hundred tusinde var på flugt. Men Pristina blev i alle reportager beskrevet som en by, der var mærkeligt uberørt af krigen. Nogen systematisk etnisk udrensning kunne ikke påvises, men der var tendenser i den retning.

Nuvel, meget tydede på en voksende brutalitet fra serbisk side. Der kunne berettes om punktvise massakrer og brutale overgreb, og det kom til mange trakasserier med OSCE-observatørerne. Dette kunne berettige en intervention. Men hvilken? Var den krigeriske den rigtige måde at gribe ind på? Var der nogen udsigt til, at de kunne føre til det ønskede resultat? Formålet var, sagde man - fra Clinton til Hans Hækkerup - at beskytte Kosovo-albanerne mod en humanitær katastrofe.
Og nu, et par uger efter det katastrofe-forebyggende angrebs start, står vi med en humanitær katastrofe, der overgår menneskelig fatteevne! Men selv hvis man ikke havde forestillet sig sådanne rædsler, var det indlysende, at bomberegnen ikke ville dæmpe barbariet, men avle endnu mere had og vildskab og kræve endnu flere ofre, både blandt albanerne og de civile serbere, som ville blive ramt af bomberne.
NATO's påstand - at bombeangrebene skulle forebygge en humanitær katastrofe - er så naiv, at man uvægerligt får mistanke om, at der må ligge andre motiver bag. Så tossede kan alle disse kloge folk da ikke være! Hvordan kunne man tro, at katastrofen kunne afværges eller bare formindskes gennem en bomberegn?
Ethvert barn måtte da kunne indse, at allerede tilbagetrækningen af de l.400 OSCE-observatører - signalet til Milosevic om, at nu blev det alvor! - kunne udløse den humanitære katastrofe. Dermed ville de krigsførende parter få helt frit spil, og det ville da først og fremmest gavne serberne, der er den stærkeste part. Døren ville blive åbnet på vid gab for uhæmmet etnisk udrensning og vild blodhævn. Katastrofen ville blive tifold værre. Det kunne man regne ud på forhånd.
Den Clinton-Hækkerupske påstand giver kun mening, hvis NATO har troet, at man på ganske kort tid kunne bombe Beograd til lydighed. Men hvor har de haft den tro fra? Nordvietnam blev luftbombet i et omfang som Tyskland under Anden Verdenskrig, men det fik ikke Nordvietnam til at give op. Var det ikke mere troligt, at krigen ville få serberne til at give Milosevic en folkelig støtte, som han aldrig har fortjent, og at det ville få serbiske ekstremister til at gå endnu mere barbarisk til værks i Kosovo end hidtil?
Krigen er ikke alene et brud på FN-retten. Den er også den dårligst tænkelige måde at hindre en humanitær katastrofe på. Den er totalt kontraproduktiv.
Selvfølgelig skulle der interveneres. Men ikke med ultimata, krigstrusler og krig. Man burde have indset, at knuden kun kunne løses op gennem et kompromis, som gav noget til begge parter og tog noget fra begge parter.
At stille fuld suverænitet i udsigt til den albanske side, var lige så futilt som at love palæstinenserne det fulde herredømme over Jerusalem. Til gengoeld måtte man arbejde på at få Serbien til at acceptere en konsekvent genoprettelse af Kosovos autonome status fra før 1989. Det burde man have forhandlet videre om og ikke stillet Jugoslavien overfor et ultimatum med trussel om krig.

Man skulle ikke have truet med pisken, men tilbudt guleroden (til begge parter) og lovet Jugoslavien at ophæve de sidste sanktioner samt yde økonomisk støtte til genopbygning, ikke mindst i Kosovo og under kosovansk administration.
Man skulle ikke have trukket OSCE-observatørerne ud, men forøget deres antal op til mindst et par tusinde (som det var forudset). I stedet for kategorisk at forlange overvågning gennem en NATO-styrke med noermest diktatorisk myndighed, skulle man have forhandlet om en blandet overvågningsstyrke med basis i FN, som anerkendte Jugoslaviens suverænitet og Kosovos selvstyre.
Man skulle samtidig fuldt ud have inddraget Rusland, Kina og gerne også Ukraine, og ikke som nu gøre det hele til et isoleret anliggende for vestmagterne.
Men anført af USA valgte NATO den krigeriske vej. Det eneste 'holdbare' argument for bombekrigen er, at det var NATOs troværdighed, der stod på spil. Når alliancen blev ved med at true Jugoslavien, såfremt dens ultimatum ikke blev accepteret, ville den jo blive rent til grin, hvis truslen blev afsløret som tomme ord.
Og at blive til grin er åbenbart værre end at ofre menneskeliv.
Men når der var alternativer, hvorfor fremsatte NATO så overhovedet disse trusler? Hvorfor malede NATO sig op i dette hjørne? I strid med FN-retten, i strid med NATOs eget traktatgrundlag, ødelæggende for det internationale samarbejde og med stor risiko for at fremkalde en humanitær katastrofe uden sidestykke?

Jeg kan finde to forklaringer, en pæn og en mindre pæn. Den pæne er USA's moralsk-missionerende holdning: Hele verden skal indrettes efter amerikansk mønster, ellers får de prygl. Begrebet 'punishment' spiller hjemme som ude en stor rolle i amerikansk toenkning. Næsten 1,8 millioner mennesker sidder bag tremmer i USA. I strategisk litteratur fra USA støder man gang på gang på begrebet 'afstraffelse'.
Den mindre pæne forklaring er inspireret af en berømt amerikansk politolog, professor Waltz, som under et besøg i København i l995 advarede mod NATO's udvidelse. Udvidelsen skyldtes ikke frygt for nogen trussel østfra, sagde han, nej, det handler om NATO's eksistensberettigelse.
Aggressive russiske svar "starter en nyttig spiral set fra NATO-organisationens synspunkt, fordi aggressive signaler fra Rusland er det bedste argument for at opretholde NATO".
0g hvis professor Waltz (som sandelig ikke er nogen venstreflipper, tværtimod) har ret, må man jo sige, at forsøget dengang slog fejl. Særligt aggressive var de russiske svar ikke.
Jeg vil ikke påstå, at NATO's tilsyneladende så stupide optræden i den jugoslaviske sag skyldes et ønske om alligevel at provokere Rusland.
Men jeg vil heller ikke afvise, at Waltz kan have ret i substansen: At NATO (styret af USA) har frygtet/frygter for at blive overflødig på grund af den forsvundne trussel, og nu desperat søger en ny rolle som 'ordenshåndhoever'. Og den rolle mener NATO, at kunne demonstrere med krigen mod Jugoslavien.
Det forklarer også, hvorfor NATO har valgt veje, der mindst af alt gavner Kosovo-albanerne, sådan som vi ulykkeligvis har måttet bevidne.

Gert Petersen er fhv. medlem af Folketinget

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her