Læsetid: 5 min.

Tyskernes kattepine

20. april 1999

Det er et stinkende modbydeligt dilemma, Milosvic har sat europæerne i. I Tyskland spøger fortiden og gør partierne tvivlrådige overfor en mulig invasion.

TYSKLAND
Berlin, i april. - Tyskerne befinder sig i et besynderligt dilemma. Samtidig med at de indvier deres ny Rigsdag i Berlin, som rent faktisk blot er er en ombygning af den selvsamme Rigsdag, som nazisterne i 1933 lod sætte i brand, så stikker Kosovo-krigen dem i halsen. På samme måde som når man har fået et fiskeben på tværs og ikke ved, om man skal synke eller kaste op for at redde livet.
Udenrigsminister Joschka Fischer, som de tyske medier ligger næsegrus på maven for - samtidig med at de erindrer ham om, at han ikke skal blive for skidtvigtig, for han var jo indtil for få år siden blot en taxachauffør som alle andre - har sagt ord, der fik mig til at hoppe i stolen. Ordene fra den tidligere ærke-pacifist lød citeret efter hukommelsen sådan:
"Selvfølgelig er jeg tilhænger af 'Aldrig mere Krig', men det er lige så vigtigt for mig at fastslå 'Aldrig et nyt
Auschwitz!'".

Jeg husker, hvordan mine danske kollegers børn under Golfkrigen i 1991 kom hjem fra deres tyske skole hvide i ansigterne af den skræk, som deres lærerinder havde sat dem i livet. En verdenskrig var under udbrud, ikke forskyldt af Saddam Husseins besættelse af Kuwait, men af USA's 'forbryderiske' krig mod Irak, havde de fået at vide. Aftenen og natten kunne gå med at få børnene bragt nogenlunde i ro, hvorefter de så blot næste eftermiddag igen kom skrækslagne hjem efter ny gang greulpropaganda fra katederet.
Jeg tror ikke, at tyske lærere er værre end danske lærere. Men man skal ikke glemme, at der er vokset en generation af tyskere op efter Anden Verdenskrig, som ikke alene har indflettet ordene 'aldrig mere krig' i deres fadervor, men som af et ærligt hjerte håber, at de aldrig skal komme i deres forældres sko og leve med et forbryderregime som Hitlers. Derfor er deres pacifisme virkelig et hjerteanliggende.
Netop derfor virker Joschkas Fischers ord - 'Ikke et nyt Auschwitz' - voldsomt i forbindelse med Milosovics uddrivelse af Kosovo-albanerne.
Hvorfor? Jo, fordi det på den ene siden er så indlysende rigtigt. Men på den anden side har det siden 1945 været god latin for tyskerne at slå fast, at intet bør bruges til at undskylde nazisternes forsøg på at udrydde det jødiske folk. Det skal ikke relativeres, ikke sammenlignes med andre menneskeforbrydelser, fordi det kunne friste skrøbelige eksistenser til at tro, at Holocaust blot var en forbrydelse på linje med andre forbrydelser.
Hvad Joschka Fischer siger mellem linjerne er, at serbernes mord og uddrivelse af kosovo-albanerne er et nyt holocaust. Og det er faldet mange tyskere for brystet, for uanset hvad man måtte mene om Milosovic' overgreb mod Kosovo, så kan det ikke sidestilles med Hitlers ultimative forbrydelse mod jøderne.
Men det er i sandhed forvirrende dage for tyskerne, der ikke har været i krig siden Det tredie Riges sammenbrud. De vånder sig - især i Socialdemokratiets og De Grønnes bagland. Den rød-grønne regeringskoalition gør dem netop medansvarlige for bombardementerne over Jugolaslavien.
Krigen styres fra tysk side af tidligere 68'ere som Gerhard Schröder og Joschka Fischer, der henholdvis har været formand for ungsocialisterne og anarko-syndikalist, og som i dag med stålsat blik er høge blandt Natos høge. Problemet er, at hvis man gør Milosevic til en ny Hitler, så mister man proportionssansen. Det er der sikkert mange, der allerede har, fordi der er gået 54 år, og de end ikke var født, da Berlin faldt i 1945. Men tyskerne er i en kattepine. Det huer dem ikke at være kommet i bås med Bill Clintons historieløse Europa-forestillinger. Det er muligt at Clinton kan gennemføre både 'ugers og måneders' fortsatte bombardementer af Restjugoslavien, som hans forsvarsminister William Cohen siger. Men det kan europæerne ikke og tyskerne slet ikke.

Ikke fordi vi ønsker en appeasementspolitik overfor Milosevic. Men fordi en luftkrig mod de serbiske styrker ikke kan vindes, og sammenholdet i den europæiske afdeling af NATO vil revne på kryds og tværs, hvis vi bliver tvunget til at sende vore 20-årige ind i en blodig landkrig mod de hærdede, erfarne serbiske landtropper.
I sidste uge manøvrerede Gerhard Schröder og forsvarsminister Rudolf Scharping sig gennem SPD's ekstraordinære landsmøde i Bonn med skindet på næsen. Dels optrådte de med en argumenternes fasthed, som overbeviste mange tvivlende socialdemokrater om, at de endelig havde fået en partiledelse, som de kunne være stolte over. Dels var regeringen i det skjulte allerede i gang med at forberede det fredsudspil, som Joschka
Fischer i onsdags forelagde på EU-topmødet i Bruxelles.
Men det er tydeligt, at Washington vil blæse de tvivlrådige europæere en hatfuld. Krigen må gå sin gang, indtil Milosevic trækker sine tropper tilbage fra Kosovo. Basta! Som om Roosevelt og Eisenhower i 1944-45 troede at de kunne bombe Hitler til overgivelse, uden at skulle sætte amerikanske landtropper ind i Tyskland.
Sorry. No can do!
Men hvad skal f.eks. tyskerne stille op, hvis NATO lægger vægten over på det andet ben og blæser til land-invasion i Kosovo? To ting er nogenlunde sikkert. For det første er det så godt som givet at De Grønne går i spagat. Det kan et freds- og miljøparti ikke holde til, uanset Fischers autoritet. Det betyder, at han nedlægger sit job og reelt trækker De Grønne ud af koalitionen, eller at han forlader partiet og slutter sig til SPD. For det andet vil det tilsvarende skabe oprør i Socialdemokratiets rækker. Gerhard Schröders svar vil da nødvendigvis blive at opsige koalitionssamarbejdet med De Grønne og indgå en såkaldt 'stor koalition' med det konservative CDU/CSU hen over midten.

Det vil rense luften, og det vil give en stærk regering. Men det vil i næsten enhver anden sammenhæng være en fallit for det tyske SPD, og det vil antageligt betyde at De Grønne ved næste valg ryger ud af Forbundsdagen. Så det er på flere måder en eksistenskamp for de involverede, helt bortset fra det store moralske dilemma, som vi alle - ikke mindst tyskerne og danskerne - står i, hvis vi skal i rigtig krig på Balkan, med måske flere tusinde dræbte.
Forhåbninger om, at det bliver en udflugtslignende skovtur ind i Kosovo, sådan som de allierede marcherede ind i Kuwait i 1991 kan man godt glemme alt om. Det er et stinkende modbydeligt dilemma, som vi har sat os i, og som Milosevic har haft held til at trække os ind i.
Enklere kan det ikke siges. Og facitlisten for vores og Kosovos skæbne kender ingen. Endnu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu