Læsetid: 2 min.

Underlødige argumenter

20. april 1999

Speciallæge i psykiatri vrøvler

NARKO
Det er meget ærgerligt, når en debattør i samme åndedrag gør vrøvl over noget, han finder underlødigt, og så selv i store dele af sit indlæg griber til underlødige argumenter.
Speciallæge i psykiatri Palle Petersen skriver i Information den 14. april 99, at han finder den danske debat om behandling af narkomaner mistrøstig, og at den baserer sig på tro i stedet for på, hvad han kalder "vidensbaseret viden".

Selvudråbt ekspert
Palle Petersen mener at kunne gennemskue, at "alle har tilsyneladende lov til at kalde sig eksperter på området", men stiller sig tilsyneladende ikke det spørgsmål, om han selv tilhører gruppen af selvudråbte eller rigtige eksperter. Det burde han måske have gjort.
Det, Palle Petersen først og fremmest er utilfreds med, er, at nogle ønsker at diskutere heroin i behandlingen af stofmisbrugere. Han anfører at 'fri heroin' nærmest er blevet et mantra for den simple løsning af et kompliceret problem.

Ingen totalløsning
Jeg vil foreslå Palle Petersen at læse, hvad der herhjemme og i udlandet er skrevet om brug af heroin i behandling - for det er nemlig det, der diskuteres og ikke 'fri heroin' - således at han selv kan blive lidt mere opdateret om den viden, der findes og formen af debatten.
Mig bekendt er der i den seriøse debat ingen, der giver udtryk for at tro, at en eventuel brug af heroin til behandling løser alle stofproblemer og de fleste, der argumenterer for, at vi også herhjemme skal gøre forsøg med denne behandlingsform, anbefaler netop, at der ikke bare gives frit løb til at ordinere heroin til stofmisbrugere, men at der derimod sættes et videnskabeligt baseret forsøg i gang. Ligesom man har gjort i Schweiz og i Holland.
Der er simpelthen nogle, der mener at kunne se argumenter for, at en mere nuanceret og bredviftet behandling, hvori heroin indgår som et beskedent element, ville kunne gøre vores samlede behandling bedre. Regeringens Narkotikaråd har af sundhedsministeren været spurgt om rådets syn på en eventuelt brug af heroin i behandlingen herhjemme. Rådet var meget delt, eller rettere, der var mange gode argumenter både for og imod.

Den private debat
Palle Petersen skriver at "fri heroin er for billigt, det løser ingen problemer". Selv om vi aldrig har været i nærheden af en sådan diskussion, kan jeg love, at Narkotikarådet stort set ville kunne blive enig med Palle Petersen i dette.
Men til gengæld tør jeg også godt garantere for, at ikke andre end personer, der ikke følger med i den social- og sundhedspolitiske debat om indsatsen over for stofmisbrugere, og som i stedet iklædt skyklapper fører deres egen private debat, diskuterer fænomenet 'fri heroin'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu