Kronik

Virtuel forførelse

9. april 1999

Uvidenskabelige gisninger om fremtiden: Stol ikke på nogen, alle har noget de skal sælge

Jo mere kompleks verden bliver, desto mere overfladisk bliver livet for det enkelte individ. Det er en simpel virkning, der kommer til udtryk i alle af livets områder: Jo flere muligheder, jo mindre tid til at sætte sig ind i dem alle; jo mere information, jo mere må man springe over eller læse flygtigt.
Det individ, der er i stand til at klare sig godt i kompleksiteten, er følgelig det specialiserede individ, fagligt såvel som personligt. For det moderne menneske er defineret ved fravalget af muligheder, mere end det er defineret ved valget: Man må klynge sig til én mulighed, eller opfyldelsen af nogle få af ens potentialer, ellers vil man drukne i strømmen. Ingen kan mestre det lidt større billede. Ingen har tid heller, for de 'fjumreår' man svindler væk, vil sætte én bagud i løbet om at nå en sikker social fundering.
En verden af specialiserede individer, er en overfladisk verden, fordi den er brudt i stykker; ingen refleksion eller filosofi holder den sammen. Det er dette, man i mangel af bedre ord har kaldt postmodernismen; modernismens sammenbrud. Det moderne projekt var oplysningsprojektet, tanken om, at man ved demokrati og uddannelse til alle kunne skabe en bedre verden; at man på en eller anden måde kulturelt kunne forbedre det naturgivne, for at skabe det fuldendte samfund med det fuldendte vidende menneske.
Et andet ord for oplysningsprojektet er humanismen. Man ville og vil opdrage menneske til at blive den gode samfundsborger igennem tilegnelse af viden om sig selv og verdens sammenhæng. Dette har været videnskabens kraftigste springbræt - som det også har været det på en anden front, for den stærkeste ideologi socialismen - om end ikke helt ruten den er gået ad.
Én ting kunne videnskaben nemlig ikke overtage fra religionen: Videnskaben kan ikke producere eksistentielle svar, som det enkelte menneske kan bruge i sit liv. Ikke at forstå således, at naturvidenskaben f.eks. er umoralsk, men den er amoralsk, og er til fri afbenyttelse for såvel humanistiske som kommercielle formål. Derfor er i realiteten for første gang nogen sinde livets fundering overladt til hin enkelte, i den forstand, at den totale individualisering af fællesskabet også omfatter det åndelige rum, som kirken har været varetager af. Det åndelige rum var metaforisk set det spejl, der gjorde, at det enkelte menneske kunne se sig selv som en del af et større hele med fælles værdier.
Videnskabens bortforklaring af religionen var ligeledes en bortforklaring af dette fællesskab. Postmodernismen er, i samme metafor, det knuste spejl; fællesskabet er gået tabt, det åndelige rum forsvundet - eller det står tomt og invaderes af kommercialismen - og mennesket er reduceret til mekanisk krop og hjernefunktioner. Fællesskab finder man nu kun i brudstykker fra spejlet, såkaldte subkulturer samles om forskellige interesser, såsom f.eks. musik eller filmsmag. Det er karakteristisk, at det der overlevede fra det kulturelle og åndelige fællesskab som spejlet udgjorde, er det rent æstetiske, som nu ophøjes til at være basis for at bygge sig en identitet - gruppevis og i modsætning til andre grupper.

Nazisterne i Greve er f.eks. kun en - ekstrem - subkultur, bestående af nogle ganske få mennesker, der er meget karaktersvage og derfor - på linie med rockere - har valgt sig nogle meget stærke symboler at danne sig en slags pseudoidentitet på. Ingen tror vel for alvor på, at de har valgt nazismen ud fra grundige politiske overvejelser, selv om de måske med tiden har hjernevasket sig selv til at tro på deres såkaldte Auschwitsch-løgn.
En anden tendens er, at det åndelige søges erstattet som kropslig oplevelse for det enkelte menneske: Adrenalin-sport eller ekstremsport såsom bungyjumping, faldskærmsudspring, rafting og bjergbestigning fylder rent fysisk det enkelte individ med en simpel følelse af væren ved det, at grænsen udfordres - grænsen mellem liv og død. Andre igen aktiverer eventuelt denne følelse kemisk ved dance raves, hvor stoffet ecstasy indtages og man går ind i en pseudofælles ekstase til lyden af det markante trommebeat.
Det hele forekommer rituelt, men riter er normalt led i en fælles dyrkelse af det åndelige. I danceraves forsvinder tværtimod den enkelte person ind i sig selv. Fælles for de to fænomener er, at kemiske reaktioner i hjernen erstatter den åndelige oplevelse, der måske i bund og grund også fysisk set kunne beskrives således, men som havde som formål at forløse de deltagende ind i en større helhed og forståelse.
Historien er kommet til et momentant stop, hvad der mere overfladisk afspejles bl.a. indenfor modebranchen, hvor gammel mode fra halv-tredserne og frem til firserne pludselig er taget op, pudset lidt af og brugt igen. Det samme ses med hensyn til populærmusikken. Nutiden er en eksplosion af fortidens pulterkammer. Karakteristisk er også, at meget af fortidens nu genoplivede musik og mode i sin tid var udtrykket og garderoben for en bestemt ideologi, hvor imod det nu er foruden denne.
Subkulturerne og de mange små historier afspejles mest af alt i kommercialismens indsnævring af forskellige målgrupper. Uden en overordnet retning og et overordnet sæt af værdier ligger vi under for en stadig omsiggribende forførelse. Først i 1988 fik vi reklame-tv i Danmark: Først en toer, så en treer, og derefter eksplosionen i reklamefinansierede kanaler.
Måske på grund af denne forholdsvis sene start har vi stadig et uskyldens eller naivitetens slør mellem os og den kommercielle virkelighed, der mest af alt bliver formet af dette stærke medie. Men allerede nu er det åbenlyst, at seerne bliver trætte af reklamernes pågåenhed, og man kunne fristes til at tro, at deres effektivitet er aftagende, og, at dette vil betyde, at vi med tiden vil få færre reklamer.

Mere sandsynligt er det, at det vil gå stik modsat: Med tiden vil vi få stadigt flere reklamer, de vil være at finde stadigt flere og nye steder - men de vil også være stadigt sværere at genkende, for de vil søge at gøre sig usynlige, og påvirkningen vil være desto stærkere, for det vil være en mere subtil form for hjernevask end vaskemiddelreklamen, der bliver banket ind i hovedet på den reklame-trætte seer. Det samme er tilfældet med god reklame, som det er med enhver god makeup: Den virker bedst, når ingen ser den som reklame eller makeup.
Vi ser allerede nu i f.eks. Nike og Levis reklamer, at produktet er ude af syne, i stedet fortæller reklamen en historie eller fremlægger en levemåde, hvis den ikke laver et stemningsmaleri, som seeren/modtageren skal ønske at identificere sig med. Nike har desuden opnået så stor en grad af genkendelighed, at man i reklamerne ikke behøver at nævne produktet ved navn, det er nok med symbolet. Og det er måske netop udviklingen indenfor reklamebranchen: Kan man direkte gøre produktet til et symbol, som modtageren/ køberen vil forbinde med 'det gode liv', da har man fuldendt reklamen; varen er blevet et symbol, hvormed man direkte kan signalere til andre mennesker, hvad for en person man er.
Det betyder naturligvis ikke, at man kan høre inde med at reklamere for produktet, man er nødsaget til at blive ved med at fortælle nye historier og finde nye identificeringsfacetter at klistre på. Personlighed er på denne måde et signalsæt man kan købe sig til, og denne købte personlighed er man så, for man har ikke alene købt produktet, man har købt historien - mest af alt har man købt historien.
Reklame kan siges at være blevet et produkt i sig selv, en historiefortæller og kulturformidler. Den intelligente reklame er ganske givet den største kulturelle nyskabelse i meget lang tid. Det gør den ikke til kunst, men der er helt klart tale om en formidling af kultur og iden-titet i dens signalvirkemidler.

Tv-mediets udbredning i forening med reklamebranchen har muliggjort en allestedsnærværende spejling af det enkelte menneske, hvor det åndelige selvsagt er totalt fraværende, for i denne formidling af kultur og identitet er der lagt altafgørende vægt på det sete. Det har medført en varekultur, hvor vi hver især er vores eget omvandrende udstillingsvindue: Alle er blevet købere og sælgere, og forførelsen er den primære drivkraft indenfor snart sagt alt.
Det har også medført, at alt sukres ind i høj patos og sentimentalitet. Clinton-sagen - for at tage noget, der næsten allerede er en kliche - er et udmærket eksempel på en kamp om, hvem der er i stand til at forføre hvem: Republikanerne eller Clinton og hans rådgivere bestående af juridiske konsulenter og - måske mere vigtigt - mediekonsulenter. Clinton kan ikke klare sig ud af situationen blot ved det faktum, at han er en dygtig leder, nej, han skal helst angre grædende for åben skærm. Tony Blair eller vores hjemlige Poul Nyrup Rasmussen er andre og glimrende eksempler på, at også politik skal sælges: Ingen fotomulighed eller mediedækning må mistes ved besøg på plejehjem og sygehuse.

Nogle har givet udtryk for, at ved det sidste valg herhjemme var det solidariteten, der vandt. Tilfældet er snarere, at en sentimental kampagne blandet med nogle skrækvisioner formåede at tippe valget mellem en næsten ikke-eksisterende forskel på de to fløje til socialdemokratisk side.
Men at beskrive nutidens overfladiske liv behøver ikke formes som et nihilistisk billede - kun, hvis man ser sig selv og andre som passive tilskuere til - eller ofre for - udviklingen. I virkeligheden kan man vælge at betragte nutiden som det punkt i historien indtil nu, hvor der er mest potentiale for den menneskelige udvikling, og dermed er der et tyngende ansvar. Man kan se nutiden som den endelige frigørelse:
Ikke alene er vi kommet os over religionen, men er langsomt ved at komme til den forståelse, at videnskaben heller ikke kan give os svaret på spørgsmålet: Hvorledes bør jeg leve? At svare på dette spørgsmål er op til den enkelte.

Derfor er det, vi mangler en mere saglig debat, om de værdier vi bygger vort samfund på. Der er ikke megen hjælp at hente i tv-mediets såkaldte diskussionsprogrammer som f.eks. Oprah, Rigets tilstand, Reimer Bo, Mors hammer og hvad de nu hedder. De tilhører den åndsforladte overfladekultur og er drevet af kravet om sensation.
Vi må til at lære igen selv at diskutere - uden at der nødvendigvis er et kamera på. For virkeligheden er ikke Ekstrabladet på tv, det er det vi selv ser og mærker hver dag.
Det er faren ved forførelsen: At udskifte tilliden til det selverfarede med tilliden til det lille manipulerede udsnit af virkeligheden som skærmen doserer ud til alle.
Graden af troværdighed og sandhed er ikke proportionel med antallet af mennesker, der ser det samme. Stol ikke på nogen, alle har noget de skal sælge.

*Søren Brinch Vestergaard studerer filosofi ved Københavns Universitet og skriver speciale om Søren Kierkegaard

Apropos - Dogmer og spådomme

Det er et ambitiøst projekt at spå om fremtiden uden statistikker og prognoser. Ikke desto mindre gør vi almindelige mennesker os vore forestillinger, ud fra tendenser vi kan iagttage omkring os.
Også mine gisninger er videnskabeligt ufunderede, med andre ord en fri refleksion over nogle af de træk, vi alle kan iagttage hver dag - ikke en doktorafhandling. For hvem vil også læse sådan én i denne tid, hvor alt fra mad til information skal være let fordøjeligt og kunne indtages hurtigt? Vi lever i en hurtigkultur, hvor postulater trives bedre end underbygget research - vil jeg hermed postulere.
Fremtiden har altid været skræmmende for os, fordi vi ikke kan se ind i den. Her kommer videnskaben ind, fordi det især er dens opgave at levere forudsigelser. Det er selve videnskabens væsen at udkaste hypoteser, ud fra teorier, for så at be- og afkræfte disse hypoteser og modificere teorierne. Kompleksiteten er umulig at forstå fuldt ud for et almindeligt menneske, med det resultat, at vi først tager stilling til, om vi ønsker en scanning, i det øjeblik vi venter et barn; vi benytter os af medicin, vi ikke aner, hvordan virker på kroppen; vi følger i det hele taget instrukser fra dem, der antages at vide.
I vores århundrede har videnskaben afløst de religiøse dogmer. Måske endda i en grad, hvor videnskaben er kammet over sig selv, og for mange mennesker er blevet netop det, religionen i sin tid var: Dogmer, som forkyndes til de uforstående masser.
Vi véd der er tale om forklarede 'mirakler', men det eneste vi virkeligt forstår er, at vores dagligdag er underlagt disse videnskabelige fremskridt, uden vi på nogen måde i sandhed og for alvor kan sætte os ind i, hvad de 'skridt' betyder; om de nu også er fremskridt.
For øjeblikket synes uoverskueligheden fuldstændig. De kræfter, der fører eller driver os ind i fremtidens samfundsorden, er ikke kræfter vi igennem demokratiet har kontrol over. Det politiske styre fungerer som en slags afbøjning og et forsøg på at dæmpe eller mildne de enorme kræfter et kapitalistisk system med en højt avanceret videnskab i spidsen udgør. Uddannelse, karriere og rigdom ligger højest på statuslisten i et sådant system.
Alle tre ting tages som udtryk for, at det individ, der besidder dem, er i stand til at begå sig i kompleksiteten i den moderne verden.
Søren Brinch Vestergaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu