Læsetid: 9 min.

Den 18. maj - et symbol på afmagt

18. maj 1999

Trods et grotesk forbrug af tid har det danske samfund været ude af stand til at gennemføre ordentlig efterkritik af myndighedernes indsats i forbindelse med urolighederne
på Nørrebro den 18. maj 1993

KOMMENTAR
Den 18. maj er det seks år siden, at der var uroligheder på Nørrebro efter EU-afstemningen i forsommeren 1993. Der er med andre ord gået 2.191 dage, uden at det har været muligt at få afklaret, hvad det var, der førte til den nyere danmarkshistories hidtil alvorligste uroligheder - og de blodigste.
Og dermed bliver datoen ikke blot et symbol på uro, men også på hvor svært det kan være for det danske samfund at gennemføre en ordentlig efterkritik af myndighedernes indsats.
I Nørrebro-sagen er det tidsforbruget, der umiddelbart virker grotesk.
Først bruger en rigsadvokat 15 måneder på at lave en redegørelse, der viser sig at være mangelfuld. Derefter bruger samme rigsadvokat ni måneder på et supplement.
Det samlede produkt bliver kritiseret og påklaget til ombudsmanden, der efter et halvt års undersøgelse kritiserer grundlaget for og gennemførelsen af rigsadvokatens undersøgelse, hvorefter Folketinget er et halvt år om at vedtage en lov om en ny undersøgelse.
Den ny undersøgelse forsinkes af både besvær med udpegning af medlemmer af en undersøgelseskommission og et juridisk tovtrækkeri om adgang til at have bisidder. Nu har kommissionen trukket sig tilbage og overvejer sagen - og måske engang her i sommeren kommer dens bud på, hvad der skete, og hvad der gik galt.
Man må med nogen ret kunne fastslå, at det ikke har været tilstrækkeligt magtpåliggende for de implicerede myndigheder at få gennemført undersøgelsen inden for et tidsrum, hvor der var mulighed for at arbejde med frisk materiale.
Men det er ikke blot tidsforbruget, der stikker i øjnene - det er også undersøgelsens grundlag.
Det lægges allerede i den første uge efter urolighederne. Her kører et forløb, der klart viser, at alt andet er langt vigtigere end at finde ud af, hvad der gik galt på Nørrebro. Først vil regeringen ikke høre tale om en undersøgelse. Urolighederne skyldtes bøller og ballademagere, der bragte politiet i en urimelig og uventet situation. Mere er der ikke at sige om den sag.
Det er kun delvis rigtigt. Bøller og ballademagere spillede en væsentlig rolle - måske den væsentligste. Men allerede inden for det første døgn dukker der oplysninger op, der viser, at Københavns politis indsats ikke ligefrem var brillant. Det kan selv solide borgerlige aviser med ringe sympati for Københavns EU-fjendtlige aktivist-miljø fortælle om.
Men det påvirker ikke den nytiltrådte Nyrup-regering. Politiets indsats er indiskutabel for den socialdemokratisk ledede regering her som ved senere lejligheder, hvor andre har fundet en diskussion af politiets indsats nødvendig.
Historikere kan formentlig give et mere præcist billede, men det er, som om Socialdemokratiet har en genetisk betinget frygt for, at det ikke skulle blive opfattet som et lov-og-orden-parti.
Dertil kommer så, at Dansk Politiforbund altid har været en markant del af den fagbevægelse, partiet så ugerne lægger sig ud med.
Det er først, da Københavns daværende politidirektør Poul Eefsen kommer med en redegørelse, at regeringens afvisning af en undersøgelse bliver uholdbar - også for regeringen og topembedsmændene i Justitsministeriet.

Polemik
Eefsens redegørelse består af lige dele polemik og delvis forvanskede informationer. Men for kendere af det betændte forhold mellem Københavns politiledelse og hovedstadens aktivistmiljøer, er redegørelsen et nøgleskrift - det viser, at det i den daværende politidirektørs tid var et politisk ideologisk korstog mod aktivistmiljøerne, der foregik.
Vi har diverse ministres og justitsministerielle embedsmænds ord for, at Eefsens polemiske udfald overbeviste dem om, at sagen nok alligevel måtte undersøges. Så det blev den.
Det barokke er, at det skete på Eefsens præmisser. At politidirektøren havde produceret en redegørelse, der måtte rejse spørgsmålet om hans evne til at foreslå en undersøgelse, blev der ikke taget hensyn til.
Undersøgelsen blev overladt til daværende rigsadvokat Asbjørn Jensen, der blev inddraget i overvejelserne af, hvordan undersøgelsen skulle foregå.
Det blev altså til en embedsmandsundersøgelse - med andre ord en undersøgelse foretaget af en embedsmand, der er under instruktionsbeføjelse hos den minister, justitsvæsenet sorterer under. Og hvis karriereforløb er afhængig af både ministeriets indstillinger og den politiske chefs afgørelser.
Dertil kommer, at den daværende rigsadvokat i sin karriere havde været afhængig af politidirektøren.
Undersøgelsen blev reguleret af et kommissorium, der udmærker sig ved at sige alt andet, end det, man tror, man læser - hvis kommissoriets fædres forklaring skal lægges til grund.
Uanset at der tales om inddragelse af assistance fra Rigspolitiet, skal arbejdet med at undersøge Københavns politis indsats ifølge den udlægning ene og alene foretages af Københavns politis direktør.
Lidt maliciøst kan man sige, at det gamle chef-medarbejderforhold mellem Poul Eefsen og Asbjørn Jensen genoplives.
Tanken om en anden undersøgelseskonstruktion over-vejes efter alt at dømme ikke reelt. Asbjørn Jensen nævner ifølge sig selv og andre vidner, at man burde bruge en dommerundersøgelse, men får at vide, at det ikke er politisk muligt.
Dommerundersøgelsen er ifølge samtlige implicerede udelukket på grund af den debat, der opstod efter fremkomsten af Tamilrapporten et halvt år tidligere.

Kritik af retsstilling
Tamilundersøgelsen blev kritiseret fra embedsmandsside for at have givet implicerede embedsmænd en for ringe retsstilling, og der var angiveligt enighed i det politiskadministrative miljø om, at dommerundersøgelser var bandlyst.
At diskussionen foregik er ubestrideligt. At den a priori skulle udelukke dommerundersøgelser forekommer mindre sandsynligt i betragtning af, at en sådan rent faktisk blev bestilt mindre end et halvt år senere, da sagen om Spar Nords skattefradrag skulle undersøges.
Det førte så til protester fra domstolspræsidenterne, men det siger jo egentlig intet om vurderingen i ministerierne før protesterne.
Resultatet - og det er jo den slags der tæller - er, at Nørrebroundersøgelsen ikke gennemføres af en person, der har den uafhængighed af justitsvæsenet, som en dommer har.
Og som grundlag har han et kommissorium, der ifølge de skriftkloges udlægning binder ham på hænder og fødder. Det fortæller ham ikke blot, hvad han skal undersøge - det fortæller ham også, hvad han ikke må undersøge.
Det forklarer ham, hvem der skal undersøge hvad for ham. Og dermed altså også, hvem han ikke må lade undersøge specifikke emner.
Justitsministeriets kontrol med undersøgelsen fremgår også af, at det følger kommissoriet op med diverse andre afklaringer om forhold til straffeloven og offentlighedsloven. Men da denne styring først kommer frem senere, er den ikke kendt, mens undersøgelsen foregår.
Sammenfattende må man sige, at Nørrebroundersøgelsen på alle leder er styret af justitsministeriet på en måde, der er ganske enestående i dansk nutidshistorie og som efterlader en følelse af, at ministeriet på næsten alle måder har villet sikre sig, at systemet ikke kom til at lide skade på grund af utidig nysgerrighed hos undersøgeren. Rigsadvokaten accepterer styringen - der findes ikke en antydning af, at han gør indsigelse. Tværtimod giver han Rigspolitiets Rejsehold besked om, at de har at holde sig fra Københavns politi - Eefsen vil selv klare den sag.
Først da Rejseholdet, der skal lave et samlet overblik over urolighederne, gør oprør og kræver ret til at afhøre københavnske politifolk, presser rigsadvokaten halvanden håndfuld afhøringer igennem.
Derefter arbejder Rejseholdet hurtigt og frembringer på knap tre måneder en resumérapport, der ikke når ud i alle hjørner, men som alligevel på flere punkter er mere præcis end den redegørelse, Rigsadvokaten afleverer et år senere.
Det har, som det hedder blandt jurister, formodningen for sig, at resumérapporten ville have været endnu mere præcis, hvis samtlige implicerede politifolk var blevet afhørt af rejseholdet i sommeren 1993 i stedet for, at man havde nøjedes med Københavns Politis 27 afhøringsrapporter, der handler om strafferetssager mod aktivister, skader på politifolk, hærværk og meget andet end temaet - hvad skete der på Nørrebro den nat? Rigsadvokaten bruger herefter tre måneder på at stille nogle spørgsmål, som politidirektøren er et halvt år om at svare på - uden at der i øvrigt sker meget andet end at det allerede eksisterende materiale sammenskrives til noget endnu mere intetsigende.
Hvorpå Rigsadvokaten bruger tre måneder på at indhente forklaringer om, hvordan betjente kom til skade samt skrive sin rapport.

Ingen rykkere
Det hører med i billedet , at der på intet tidspunkt rykkes efter redegørelsen - tidsforbruget forekommer åbenlyst ikke justitsministeriet ubehageligt uanset, at der stadig kører en debat om sagen.
Det kunne ligne en spekulation i at fjerne redegørelsen så langt fra begivenheden som muligt og derved skabe de bedste betingelser for en accept af undersøgelsesresultatet. Hastværk er muligvis lastværk. Til gengæld fremmer forsinkelsen fortrængningen af virkeligheden.
Da det kommer frem, at der råbes "skyd efter benene" på en optagelse af en skudafgivelse, foreslår Rigsadvokaten, at han også undersøger det, uanset at han samtidig forklarer, at det ikke ændrer noget i hans vurderinger. Og på det licitationsbud vinder Asbjørn Jensen entreprisen.
Resultatet er den opsigtsvækkende teori om, at der på Nørrebro optrådte håndboldspillende aktivister, der medførte deres interne jargon fra håndboldbanen.
At rigspolitiets efterforskere arbejdede med en klar mistanke til en kollega fra Uropatruljen, forholdt undersøgeren os viden om.
Men det ville jo også have stridt mod formodningen om, at råbet ikke havde betydning for konklusionerne.
Ikke mindst konklusionerne omkring uropatruljens og andre civilklædte politienheders betydning for forløbet.

Provokation
Både vidneforklaringer og videooptagelser viser, at de civilklædte enheders indsats var en væsentlig forudsætning for forløbet. Det er civilbetjente fra Station 1, der fremprovokerer den afgørende konfrontation mellem stenkastere og politi. Og det er misvisende i-knibe-meldinger fra uropatruljen, der tvinger en politileder til at sende styrkerne frem på et tidspunkt, hvor de ikke er i stand til at klare situationen.
Rigsadvokaten behandler disse elementer, men han trækker dem ud af hovedkonklusionerne - man kan sige, at han inaktiverer dem i forhold til spørgsmålet: Gjorde Københavns Politi fatale fejltagelser?
Og dermed inaktiverer han dem også i forhold til en anden debat, der har løbet i Eefsens periode som politidirektør i København - debatten om de civilklædte enheder blot er en mere usynlig form for politiaktivitet, eller om det er en næsten autonom subkultur, der fører sin - og politidirektørens - kamp mod den venstreorienterede aktivistbevægelse i København.
Videooptagelserne dokumenterer tilfulde de metoder, de civilklædte bruger mod anholdte - de slæbes med hovedet nedad gennem sten, flere betjente sætter sig på dem, og pressefotografers optagelser af anholdelserne søges forhindret ved fysisk blokade eller ulovlige ordrer.
Der var rigeligt at undersøge og tage med i en vurdering af, om politiets indsatsform i sig selv forværrede konfrontationen. Men det skete ikke.
Ikke mindst derfor er Nørrebroundersøgelsen et problematisk element i dansk politisk historie.
For mig er Nørrebrosagen blevet til et skræmmeeksempel på, hvor galt det kan gå, når myndighedssystemer får kontrol med, hvordan deres egen indsats kontrolleres.
Derfor må håbet på seks-årsdagen være, at kravene til standarden af uafhængighed og uvildighed aldrig mere synker så lavt, som de gjorde i maj 1993.

*DR-journalist Lars Rugaard har modtaget fire priser for sin dækning af Nørrebro-sagen, deriblandt Dansk Journalistforbunds Cavling-pris.

FAKTA
En længere historie
*18.-19. maj 1993: Voldsomme sammenstød på Nørrebro efter EU-afstemning. 11 aktivister blev såret af skud. 26 betjente måtte hospitalsbehandles.
*25. maj 1993: Justitsminister Erling Olsen (S) beder rigsadvokat Asbjørn Jensen lave en undersøgelse af forløbet.
*29. august 1994: Asbjørn Jensen afleverer sin redegørelse til justitsministeren. Foreslår efterforskning mhp. evt. tiltale mod en eller flere betjente bl.a. for overskridelse af grænserne for nødværge i forbindelse med skudafgivelse.
*3. september 1994: DR-programmet Refleks afslører råbet "skyd efter benene." Justitsministeren beder Asbjørn Jensen om en ny undersøgelse.
*27. september 1994: Erling Olsen afløses som justitsminister af Bjørn Westh (S).
*30. maj 1995: Asbjørn Jensen afleverer redegørelse nummer to: Det er overvejende sandsynligt, at råbene "skyd efter benene" er råbt af aktivister.
*10. juni 1995: Forhenværende justitsminister Erling Olsen beskylder i Politiken Asbjørn Jensens redegørelser for ikke at være uvildige, idet Københavns Politi har undersøgt sig selv.
*27. juni 1995: Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen går ind i sagen.
*18. november 1995: Ombudsmanden afleverer sin rapport, der kritiserer Asbjørn Jensens redegørelser.
*14. maj 1996: Folketinget vedtager lov om ny undersøgelse.
*3. september 1996: Bjørn Westh udpeger advokat Henrik Christrup, advokat Gunnar Homann og professor Claus Haagen Jensen til at udføre den ny undersøgelse, der især skal fokusere på, hvorfor Københavns Politi fik lov til at afhøre sig selv.
*30. december 1996: Bjørn Westh afløses som justitsminister af Frank Jensen (S).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu