Kronik

Asien satser på uddannelse

Debat
7. maj 1999

Informationsteknologi og mere kreativitet i undervisningen er højeste prioritet i Malaysia, Singapore og Taiwan. Det er vejen ud af den økonomiske krise

"Kreativitet - hvad det så er - er til dels en løsning på et problem"
Brian Aldiss

Asien rynker panden i koncentration og bider tænder sammen for tiden. De dystre økonomiske udsigter har kastet en mørk skygge over hele regionen, og fremtidige investeringer er noget, ingen taler højt om.
Til gengæld er der store planer om at opløse skyerne i en regn af kreativitet. Firmaerne erkender behovet for forandring, og skolerne sætter fart i bestræbelserne for at fremme kreativiteten hos deres elever.
Det er en drastisk ændring i forhold til årtiers konformitet og underkastelse under autoriteter. Men den kommer ikke som nogen overraskelse, eftersom folk i Asien i de senere år har fundet mere og mere at kritisere ved deres samfundssystem.
Asiaterne er langsomt ved at finde deres eget mæle og hævde deres individualisme inden for samfundets konformitet. Den asiatiske kultur opmuntrer til konformitet og fordømmer oprør og modstand. I familien er der typisk en autoritær faderskikkelse, som indgyder børnene frygt.
Også staten bygger på autoritet, og den er så dominerende, at den er i stand til at holde de fleste oprørske tanker nede og undertrykke indvendinger.
"Det er bedre, at en leder er frygtet end elsket. I valget mellem at være elsket og at være frygtet har jeg altid ment, at Machiavelli havde ret. Hvis ingen er bange for mig, betyder jeg ikke noget," sagde Singapores tidligere ministerpræsident Lee Kuan Yew - nu såkaldt seniorminister - i et interview i South China Morning Post i slutningen af 1997.
Men en sådan frygt resulterer i en unaturlig konformitet og modvirker konstruktiv spørgelyst. At stille spørgsmål er et led i en nødvendig kreativ proces; både gode og dårlige spørgsmål kan ofte få folk til at udforske deres inderste tvivl. Det ender måske med, at tvivlen borvejres, så der opstår noget nyt undervejs.
Man kan sige, at det netop er det, kreativitet går ud på. De asiatiske samfund må anerkende, at hvis man ønsker kreativitet, er der ingen vej uden om spørgsmål og kritik.
Uddannelsessystemet i Hong Kong kritiseres ofte for ensretning, men nu er man begyndt at tage dette problem alvorligt. Universitetsstuderende skal nu lære at skabe og konstruere 'nye produkter, systemer og processer', og det er tydeligvis en progressiv forandring i forhold til det kedelige gamle skolesystem, som var en arv fra briterne.
Andre asiatiske lande som f.eks. Malaysia, Singapore og Taiwan forsømmer heller ikke at følge med i den teknologiske udvikling, selv om tiderne er barske. Faktisk øger alle disse lande indsatsen inden for teknologi, og i den forbindelse fokuserer de især på uddannelsesområdet, hvor der i høj grad mangler et kreativt krydderi.

Asiatiske studerende gør sig bemærket inden for matematik og videnskab og er blandt verdens bedste, når det gælder konkret viden. Men nu er man begyndt at frygte, at det ikke udelukkende er positivt. Institutioner og lærere har indset, at deres elever ganske vist er mestre i at lære udenad, og eksperter i at kværne lærebogsstoffet ud på en automatisk, nærmest robotagtig måde - men at der er et problem med kvaliteten af uddannelsen.
At fremelske 'tænkende og kritiske hjerner' er hurtigt ved at blive et af de vigtigste mål i regionen og det, man koncentrerer sig om. Ingen ønsker en ny generation, som ikke kan tænke selv.
Singapore, som både økonomisk og akademisk er regionens betydeligste vækstområde, går forrest i jagten på kreativitet. En elev i et klasseværelse i Singapore kan være sikker på, at han eller hun ikke blot skal sidde stille og høre efter, hvad læreren siger, men bliver opmuntret til at deltage aktivt i diskussionen.
"Vi må sikre, at vores unge kan tænke selv, så den næste generation kan finde sine egne løsninger på kommende problemer," sagde ministerpræsident Goh Chok Tong i sin tale på Den 7. Internationale Konference om Tænkning i 1997.
Han forkastede "den forestilling, at det kun er lederne, der skal tænke, mens alle andre bare skal gøre, som de får besked på", og understregede behovet for kreativitet:
"Vi ønsker at fremme nytænkning på alle niveauer og give folk praktisk erfaring, så de hele tiden spørger sig selv, hvordan de kan gøre deres arbejde bedre."
Til sidst sammenfattede ministerpræsidenten sine langsigtede visioner for Singapore i disse ord: "Når der tænkes i skolerne, lærer hele nationen."
Og det er ikke blevet ved snakken. Der er allerede offenliggjort planer for en forbedring af uddannelsessystemet ved øget brug af informationsteknologi i skolerne, og der er sat omkring 627 millioner dollar af til det nye program. Her vil kreativitet blive opmuntret, og eleverne vil få mulighed for at give udtryk for deres egne ideer.

Da den økonomiske situation i regionen sidste år forværredes, og politisk uro hærgede Indonesien og Malaysia, fortsatte Singapore ufortrødent med at videreudvikle sine planer på uddannelsesområdet. Planen er, at kun to elever skal deles om en computer.
For at komme på universitetet skal man for fremtiden ikke bare have gode karakterer, men også gode resultater i Extra Curriculum Activities (ECA). Desuden skal man bestå den amerikanske Scholastic Aptitude Test (SAT), som kræves for adgang til amerikanske universiteter.
Rent akademiske resultater er altså ikke længere nok; en typisk student i Singapore skal kunne begå sig på alle områder.
Men man må ikke glemme, at nytænkningen også skal komme fra studenterne selv. Det er ikke kun skolerne og samfundet som sådan, der skal gøre noget - det er også forældrene, hvis indflydelse er stærkest.
Asiatiske forældre er vokset op med forestillingen om, at unge helst skal have en uddannelse, der giver adgang til højt betalte stillinger. De må skifte holdning og lade deres børn vælge det, der interesserer dem mest.
Her i informationsalderen, hvor alting ændrer sig med lynets hastighed, har de asiatiske samfund ikke længere råd til at tænke traditionelt. Asiatiske forældre må følge med tiden og give plads for mere liberale koncepter.

Asien har meget at lære af Vesten, hvad angår kreativitet. Vesten kan da også yde hjælp og vejledning, men det er op til asiaterne selv, at skabe et nyt system med balance mellem de gamle traditionelle metoder og Vestens mere frie undervisningsformer.
En dosis kreativitet er måske lige den medicin, der skal til for at kurere den asiatiske krise.

Oversat af Birgit Ibsen.

Links:
Malaysias supercorridor: http://www.asiapages.com.sg/direct/text/super.htm
Hong Kongs cyberport: http://www.cyber-port.com/
Singapore wired island: http://www.ncb.gov.sg/ncb/it2000.asp

Apropos - Digitale drager

Sydøstasien opruster i disse år. Dragelandene rejser sig af den økonomiske krise gennem ny digital infrastruktur.
Tidligere opstod handel og velstand omkring naturlige havne, langs floder, jernbaner og andre store færdselårer. Fremtidens handelscentre vil opstå omkring de digitale transportkabler.
Det har man forstået i Syd-østasien. Derfor kaldes Singapore for 'the wired island', Malyasia bygger en 'super corridor' og Hong Kong etablerer en 'cyberport'.
Fremtidens globale handel bevæger sig med lysets has-tighed gennem optiske fiberkabler. Det er typisk service-ydelser indenfor finanssektoren, mediebranchen, uddannelse eller turisme, der ikke behøver at blive til fysiske produkter.
Cyberhavnen, superkorri-doren og kabeløen er alle eks-empler på informationsalderens infrastruktur, der skal tiltrække højteknologiske firmaer og dermed arbejdspladser og velfærd.
Sydøstasien er allerede langt fremme i udviklingen med elektronisk handel. Det britiske tidskrift Economist opgjorde for nylig antallet af webservers (computere som styrer internettrafik, red.), der tilbyder elektronisk handel på verdensplan.
Her lagde Sydøstasien sig, sammen med Australien og New Zea-land, på en komfortabel andenplads efter USA, mens EU fik en ydmygende plads længere nede af listen.
At Singapore og Hong Kong har kapital og know how til at satse på digital infrastruktur i verdensklasse overrasker nok ikke.
Men at Malaysia er med på den digitale vogn er mere opsigtsvækkende. Et udviklingsland hvor 15 procent af skolerne ikke har en stabil el-forsyning, men hvor middelklassen i høj grad er på internettet. Ud af en befolkning på 22 millioner er 500.000 på internettet.
En af de varmeste fortalere er den stadig mere totalitære præsident Mahathir Mohamad, hvis hjertebarn er en informationsteknologisk park - superkorridoren - på 750 kvadratkilometer, der skal huse et multimedieuniversitet, en 'intelligent'by, en papirløs administrativ hovedstad - og selvfølgelig tiltrække udenlandsk kapital og softwarefirmaer.

*Henrik Føhns er journalist og redaktør på Harddisken DR P1

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her