Læsetid: 7 min.

Balladen om gymnasiet

14. maj 1999

Et 17 år langt drama i foreløbig tre akter

AMTSRÅDVILD
På den ene side står så godt som samtlige landets gymnasielærere og deres elever. De hævder, at med den ny overenskomst, der presses ned over hovedet på dem af deres arbejdsgiveres repræsentant, Amtsrådsforeningen, er gymnasieuddannelsens kvalitet i fare: risiko for mere end 28 i klasserne, forringet forberedelsestid, uensartet kvalitet på landsplan samt opbygning af et stort tidrøvende bureaukrati på den enkelte skole til fastlæggelse af hver enkelt lærers løn- og arbejdsforhold. Hvilket igen vil forsure arbejdsklimaet på gymnasierne.
På den anden side står Amtsrådsforeningens topfolk og bedyrer, at der er tale om hysteri og myter, og at gymnasielærerne vil indse dette, hvis de nærlæser overenskomsten. Hvis dette er rigtigt, så har forældre med børn i gymnasiet grund til bekymring: Deres store børn undervises af personer, som ikke kan læse og forstå en tekst ordentligt! Forældrene har imidlertid nok grund til bekymring for kvaliteten af deres børns undervisning i fremtiden. Men ikke på dette punkt. Deres børns lærere kan godt læse! Det vender jeg tilbage til senere.
Og så er der endelig den ansvarlige minister for gymnasieundervisningen i Danmark, der - nåhnej, for resten, hun siger jo ikke rigtigt noget. Det vender jeg også tilbage til.
Hvem har så ret, Amtsrådsforeningen eller gymnasielærerne? - Et overraskende svar på dette spørgsmål er, at det har faktisk begge parter!

Den gode økonomi
Amtsrådsforeningens topfolk har ret forsåvidt , at de ting som elever og lærere frygter, ikke sker lige med det samme, og ikke pr. automatik og ikke alle steder! For de som Amtsrådsforeningen repræsenterer, amterne, har ikke brug for at overenskomstens muligheder udnyttes lige nu og her. Og i øvrigt har de ventet så længe på at få det, de har fået - sådan cirka 17 år - så derfor kan de godt vente et par år endnu med at bruge overenskomsten til det, den skal bruges til: skabe fleksibilitet - og hermed menes primært ikke fleksibilitet med det formål at styrke gymnasiets faglige og pædagogiske kvaliteter, men fleksibilitet i amternes økonomi! Dagsordenen handler nemlig slet ikke om ønsket om den gode gymnasieuddannelse. Det handler om ønsket om den gode amtslige økonomi.
Den situation, vi står i nu, er - den foreløbige - kulmination på et drama i indtil videre tre akter. Dramaets titel er 'kampen om gymnasiet' (en del af drejebogen hertil ligger i øvrigt i en bog af samme navn skrevet af tidligere undervisningsminister Bertel Haarder).

Vilkårlig planlægning
Dramaet starter i 1982, scenen er et mindre statsejet gymnasium i Københavns amts nordlige del. Undervisningsministeriet har ansvaret for gymnasiet som helhed og ejer på dette tidspunkt desuden en lang række gymnasier. Gennem dette ejerskab kan man blandt andet sætte standarden for gymnasieundervisningens indhold på landsplan.
Amterne har imidlertid ansvaret for det regionale udbud af gymnasiepladser: planlægningsmyndigheden. Denne arbejdsdeling mellem de to myndigheder skaber problemer.
I 1982 indgås aftale mellem amtet og en kommune om opførelse af et nyt gymnasium i amtets sydlige del. God idé synes alle gymnasiefolk, men for at få økonomien til at hænge sammen ønsker amtet, at det skal ske i form af en flytning af et eksisterende gymnasium. Valget falder på det nordlige statsejede gymnasium, som uden egentlig saglig begrundelse dømmes overflødigt. Planen skal imidlertid godkendes af ministeren, som samtidig skal godkende planerne for en forsvarlig afvikling af elevernes sidste to skoleår på det dødsdømte gymnasium. Begge dele har den socialdemokratiske undervisningsminister det helt fint med. Så kabalen synes at kunne gå op: Den sydlige kommune får sit gymnasium, amtet sparer penge, og amterne får oven i det hele herigennem en principiel politisk rygdækning for fremtidige 'strukturtilpasningerne' i uddannelsestilbuddene.
Kabalen ødelægges imidlertid af, at det nordlige gymnasiums stædige lærerkollegium og de aktive og kreative elever sammen går til medierne og til Folketinget med påstand om, at beslutningsgrundlaget er usagligt, at elevernes uddannelsesforløb forstyrres ved flytningen, og at man gennem tilladelsen har åbnet en ladeport for vilkårlig regional uddannelsesplanlægning i Danmark.
Det lykkes at få politikere fra såvel Venstre som SF råbt op, og - ud fra forskellige motiver - tager de to partier sagen op i Folketingssalen. Resultatet bliver, at den socialdemokratiske undervisningsminister må give sig og trække tilladelsen om at flytte gymnasiet tilbage. Der er sat bom for amters muligheder for at lave strukturtilpasninger, der ikke tager hensyn til elvernes faktiske søgemønster.

Haarders dilemma
Nogle år efter overtager den politiker, der havde kæmpet mest energisk mod Københavns Amts og undervisningsministerens planer, selv undervisningsministerposten. Men som undervisningsminister står Bertel Haarder nu selv i et dilemma. Han må selvfølgelig stå fast på, at planlæggerne skal respektere elevernes søgemønstre - på den anden side kan han jo godt se, at det besværliggør en overordnet planlægning i amterne. Dertil kommer, at man i sin spareiver inden for statens område lægger flere og flere økonomiske byrder på amterne.
Disse problemstillinger bliver optakten til dramaets 2. akt.
Haarders løsningsmodel er: Overførsel af alle gymnasier (minus Sorø Akademi) til amtsligt ejerskab. Forslaget bliver imidlertid mødt med voldsomme protester fra gymnasiefolket: Man frygter for, at den ensartede undervisningskvalitet på landsplan undergraves.
Utidig lækning til medierne af visse amters planer om, hvad man vil gøre, så snart man får kontrol over gymnasierne, skaber røre: Forhøjelse af klassekvotienterne, opnåelse af stordriftsfordele gennem sammenlægning af institutioner til kæmpe uddannelsescentre osv. osv.
Offentliggørelsen af disse planer kommer yderst ubelejligt for de involverede, og efter pres fra bl.a. de konservative må Haarder i sit lovforslag indføje et 'centralt pædagogisk tilsyn', der skal virke for at fastholde en ensartet høj faglig-pædagogisk kvalitet i gymnasieuddannelsen.
Amterne skal kun være 'husværter' og ikke føre selvstændig uddannelsespolitik. Ansvaret herfor skal fortsat ligge hos minister og Folketing. Der skal derfor 'ikke ansættes en eneste ekstra medarbejder i de amtskommunale undervisningsforvaltninger'!
Lovforslaget med bestemmelser om 'Det centrale pædagogiske Tilsyn' vedtages, og statsskolerne overgår til amterne i 1987. Amterne får altså heller ikke denne gang det, de gik efter. De har nu det økonomiske ansvar for gymnasierne, men de må respektere en række centralt fastsatte regler og standarder. Og det er fortsat Undervisningsministeriet der står for gymnasiets udvikling, bl.a. gennem forsøgsvirksomhed.
Med disse centralt fastsatte regler bliver det vanskeliggjort at tilpasse gymnasiedriften til de aktuelle økonomiske vilkår og ønsker i amterne.

Sejr for amterne
Og hermed er vi så fremme ved 3. akt: Situationen omkring gymnasielærernes overenskomst.
Gymnasiet har inden for de sidste cirka 30 år omstillet sig fra at være en uddannelse for eliten til en uddannelse for de mange - med kvaliteten i behold.
Amterne kan med rette være stolte af, at gymnasierne bl.a. under deres ejerskab har blomstret og udviklet sig. Amterne har generelt ikke været dårlige husværter.
Men det er ikke nok for amterne at være husværter. De ønsker at have indflydelse på indholdssiden af uddannelsen. Samtidig er deres situation den, at de fortsat pålægges flere og flere opgaver, bl.a. afledt af landspolitikernes mange panik-løfter om ventelistegarantier på hospitalsområdet, særlige indsatsområder osv. osv., men uden at der bliver tilført flere ressourcer til amterne til at indfri løfterne; og samtidig har man centralt fastsatte overgrænser for amternes økonomiske aktivitet.
Amterne savner en fleksibilitet i økonomien for at kunne løse de mange opgaver, en fleksibilitet som bl.a. hæmmes af den indtil nu høje grad af statslig regelstyring af gymnasiet.
Så derfor har amterne vundet en kæmpe sejr ved nu at have rokket ved nogle af de regler, der indtil nu har beskyttet gymnasiet: Bl.a en samlæsningsbestemmelse, der effektivt har hindret, at der kom mere end 28 elever i klasserne; en ensartet forberedelsestid for alle lærere; sikring mod overførsel af midler i større omfang fra undervisning til drift.
Man har nu garderet sig effektivt mod for stor stigning i udgifterne, når der om få år kommer større ungdomsårgange, samtidig med at der vil vise sig mangel på undervisere i gymnasiet, fordi en stor del af de nuværende gymnasielærere er gået på pension.

Økonomisk elastik
Så Amtsrådsforeningens topfolk har nok ret, når de siger, at der ikke sker noget ved den nye overenskomst - ikke lige med det samme i hvert fald: Ungdomsårgangene er fortsat små, og der er stadig nogle års arbejde tilbage i den overvejende midaldrende gymnasielærergruppe.
Der er ikke presserende grunde til at proppe flere elever i klasserne og vride mere undervisning ud af lærerne.
Gymnasielærerne, som kender deres arbejdsgiveres intentioner ganske godt fra mange sparerunder rundt om i amterne, har på deres side al mulig grund til at være bekymrede for gymnasiets fremtid; en fremtid hvor kvaliteten nedprioriteres, fordi gymnasiet skal fungere som elastikken i amternes budgetter.

Bekostelig magtfordeling
Og så tilbage til undervisningsministeren - og for den sags skyld også uddannelsespolitikerne i Folketinget. Hvorfor hører man ikke så meget fra dem i en situation, hvor de også har al mulig grund til at være bekymrede?
En forklaring kunne være, at de alle er bundet op på en nøje afvejet magtfordeling mellem det statslige, det amtskommunale og det kommunale niveau.
Denne magtfordeling er særdeles bekostelig med de mange administrative led, og den er mere historisk end logisk og/eller demokratisk begrundet.
Den har affødt en lang række aftaler parterne imellem, hvis omdrejningspunkt er fastholdelse af en god, sammenhængende offentlig økonomi. I et sådant system bliver saglige-faglige hensyn let hjemløse, og ønsker om at skabe et godt sammenhængende uddannelsessystem må således vige for de mere overordnede budgetmål.
I løbet af de senere år har regering og Folketing - af samme grund - tilsyneladende helt mistet kontrollen med kvaliteten på sygehusområdet.
Kan de, der er ansvarlige for landets uddannelsespolitik, virkeligt acceptere, at det samme nu er ved at ske på gymnasieområdet?
Har samfundet råd til, at kvaliteten i gymnasieuddannelsen forringes?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu