Læsetid: 4 min.

Den bekvemme humanisme

Debat
4. maj 1999

I Kosovo lader vi os fange af vores egen illusion om verden - en til formålet bekvem humanistisk selvforståelse

Kosovo
Med rådvildhed og dyb indignation oplever europæerne, hvorledes historien gentager sig, på en måde vi troede umulig efter Anden Verdenskrig.
Med billeder af Balkan-flygtninge på vores nethinde, og mens vi mærker irrationaliteten få mere og mere tag i os, nærmest skriger vi til vores politikere, at de skal stoppe Milosevic.
Befolkningernes rådvildhed afspejler sig også i nyhedsmedierne, der med religiøs intensitet søger efter svarene på, hvorfor det - i en tilsyneladende "civiliseret" (vestlig) verden - kunne komme så vidt og hvorfor politikerne ikke for længst har udarbejdet planer for indsættelse af landtropper.

Vietnam-syndrom
Selvom vi egentlig godt ved, at indsættelse af land-tropper var en ikke-eksisterende politisk option ved krigens start, nægter vi at erkende, at den vestlige verdens befolkninger lider af en manglende risikovillighed, når det gælder nationers overgreb mod religiøse eller etniske minoriteter.
Bl.a. takket være amerikanernes forbandelse - Vietnam-syndromet - vil ingen vestlig politiker i dag indsætte soldater i en krig - med risiko for at bare nogle få stykker bliver dræbt - medmindre der er tale om en massiv folkelig opbakning.
Ved krigens start på Balkan, var der ikke noget folkeligt pres for indsættelse af landtropper! I virkelighedens verden er det derfor ikke politikerne, men befolkningerne, der blokerer for en effektiv indsats mod humanitære katastrofer, som den vi ser på Balkan.
De bebrejdende og bagklogskabelige analyser burde derfor snarere koncentrere sig om, hvorfor den vestlige verdens befolkninger lader sig handlingslamme, når det virkelig gælder.

Globalt medansvar
Spørgsmålet er, om det ikke er den vestlige verdens humanistiske selvopfattelse, der blokerer for handling.
En selvopfattelse der på den ene side tilsiger et globalt og socialt medansvar, men på den anden side, gang på gang, viser sig ude af stand til opfylde dette medansvar.
Vi så det i Rwanda, vi så det i Bosnien og vi ser det igen i Kosovo. Nogle vil hævde, at man ikke kan gå i rette med befolkningerne, og det er da også vanskeligt at bebrejde befolkninger, hvis informationsniveau er bestemt af en ufri presse.
Denne undskyldning er til gengæld vanskelig at bruge i Vesten, hvor vi mener at pressen er fri. Ikke desto mindre har Vestens medier i den aktuelle konflikt på Balkan, udvist en næsten eksemplarisk sandhedsfornægtelse.
Medierne - inklusiv de danske - har fravalgt scenarier og fakta, der strider mod befolkningernes (læs: "kundernes") verdensopfattelse, fremfor at præsentere befolkningerne for verden, som den ser ud, og måske dermed bidrage til en bedre folkelig stillingtagen.

Sandhedsfornægtelse
I Danmark er Golf-krigen og den aktuelle krig på Balkan konkrete eksempler på en udvist sandhedsfornægtelse. I 1990 så alle på tv de herrer Nauntofte og Bergstein - minut for minut og uge for uge - underholde den danske befolkning om krigen i ørkensandet.
I krigen på Balkan - en krig der foregår få hundreder kilometer fra vore lande-grænser - har man fra starten måtte søge forgæves efter baggrunds- og nyhedsstof i de danske elektroniske medier.
Selv i den stund hvor danske soldater - for første gang siden 1864 - blev sendt i regulær krig, lod de danske tv-stationer som om, intet var hændt. Uanset hvor mange gange zappe-knappen blev aktiveret, kunne man ikke finde andet end middelmådig, folkelig underholdning.

Når bølgerne går højt
Skal man i dag - mens bomberne falder i Europas hjerte - gøre sig håb om via tv bare at få en rimelig baggrunds- og nyhedsviden om Balkan, er man henvist til udenlandske kanaler.
Når endelig de danske kanaler vover sig ud i information og oplysning af befolkningen, sker det på et grundlag og på en måde, der må fremkalde kvalme hos selv den mest hærdede tv-narkoman.
I et underholdende skær kan man enten se, hvor overlegen den vestlige verdens våbenteknologi er, eller - når bølgerne går højt - se selveste Jan Stage stå og problematisere, hvorvidt der er dræbt 20.000 mennesker eller 2.000 mennesker!

Tal og teknologi
En problematisering, som hver enkelt pårørende til de dræbte sandsynligvis er bedøvende ligeglade med, men som på udmærket vis illustrerer Vestens "humanistiske" selvforståelse. Med tal og teknologi dækker vi vores dårlige samvittighed, vores manglende risikovillighed og ringe evne til at forstå andre befolkningers situation og tankegang.
Spørgsmålet er, om vi har skabt en kultur, hvor vi lader os fange af vores egen illusion om verden og væver denne illusion ind i en til formålet konstrueret bekvem humanistisk selvforståelse.
Hvis vi fornægter, at det er befolkningernes ansvar, og hvis vi bilder os selv ind, at vores politikere bærer skylden for befolkningernes uvidenhed, kan vi lige så godt opgive enhver forestilling om nogensinde at kunne undgå eller afbøde nye krige i Europa. Til gengæld kan vi sikre os, at de opstår, ved at lade politikerne bygge nye luftkasteller i form af flere militære alliancer og nye militante doktriner!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her