Ville det ikke være lettere og billigere for Politikens debatredaktion, hvis den selv skrev læserbrevene i rette længde og med rette indhold?
NEJ TAK
Jeg ved ikke, hvor mange læsere, der har prøvet at få Politiken til at optage et læserbrev, og da især et læserbrev som var kritisk over for Politiken. Jeg har, mange gange. Og jeg har altid fået dem igen.
For et par år siden bragte bladet en skandaløs anmeldelse af Jørgen Bonde Jensens bog om Kierkegaard. Jeg skrev en indsigelse, som desværre ikke kunne bringes af pladsmangel. Senere blev anmelderen gået eller fyret, men hvad hjalp det dem, som burde have læst den lille, gode bog?
For nylig udgav jeg en bog om jødisk historie og zionismen. Den blev anmeldt af Bjørn Bredal i rummet 'Politisk bog'. Der var nu ikke meget politik i den anmeldelse, som handlede om formspørgsmål og om, at jeg ikke havde omtalt Ben-Jehuda, hvis navn Bredal kendte. Og så et problem, som viste Bredals totalt manglende kendskab til emnet.
Jeg skrev en indsigelse ud fra den betragtning, at læserne ellers ville være ude af stand til at vide, hvad min bog handlede om. Indlægget var på lidt over 3.000 enheder.
Jeg fik et pænt brev fra Per Michael Jespersen, debatredaktøren, som sagde, at de gerne ville trykke det, hvis jeg ville skære det ned til en tredjedel. Jeg skar og skrev om til følgende:
Indlægget
"Den 26. april anmeldte Bjørn Bredal min bog Næste år i Jerusalem. Heri harcellerer Bredal over, at jeg kan mene at zionismen skulle have nogen andel i udryddelsen af det jiddishe sprog, når Hitler udryddede den jiddishtalende befolkning i Østeuropa. Bjørn Bredal synes at være fuldstændig uvidende om, at flertallet af indvandrere til Palæstina og siden Israel var jiddishtalende. Først med de store grupper af arabiske jøder i 50'erne og 60'erne ændredes der ved dette. Det var en fuldstændig bevidst politik at erstatte jiddish med hebraisk.
De zionistiske politikere og sprogplanlæggere anså ét sprog for nødvendigt for kontruktionen af ét jødisk folk. Men derudover var jiddish tale- og skriftsprog for en meget stor del af de amerikanske jøder.
Den zionistiske ringeagt for jiddish, som man ikke anså for et sprog, men en jargon, blev yderligere styrket efter Israels oprettelse, og det har uden tvivl haft en medvirkende betydning for at amerikanske jøder i dag kun i forsvindende grad bruger jiddish. Der var således mange udover de myrdede, som brugte jiddish.
Bredal synes også at have misforstået min holdning til hebraisk. Jeg forholder mig ikke til, om hebraisk er mere ægte end jiddish. Jeg forholder mig til, hvorfor det var så nødvendigt at genopfinde et nyt jødisk sprog af hensyn til sammenhængskraften i den zionistiske tankegang.
Skal man imidlertid forholde sig til moderne hebraisk som sprog, er det ikke det samme som hebraisk. Hebraisk uddøde som talesprog i de første århundreder efter det andet tempels ødelæggelse. Da man ville genoplive sproget i dette århundrede, havde man et vist ordforråd og elementer til en grammatik. Men udtale havde man ikke. Man havde den udtale, som blev brugt rituelt, men der var mange forskellige traditioner for udtale af det døde sprog. Man kunne havde valgt en jemenitisk-irakisk-jødisk udtaletradition, som dog i det mindste havde et vist semitisk tilsnit. Man kunne havde valgt den sefardiske tradition. Men man valgte i overenstemmelse med projektets europæiske oprindelse den ashkenaziske udtaletradition. Ivrit er fuldt og helt en del af det zionistiske projekt.
Bjørn Bredal gør sig til af sin store viden og lystig over at jeg ikke nævner Eliezer Ben-Jehuda som grundlæggeren af moderne hebraisk. Det gør jeg af gode grunde ikke. Hvis Bredal havde kendt til diskussionen, f.eks. nogle af Aaron Bar-Adons skrifter, ville han have vidst, at sagen er mere kompliceret end som så. Jeg har valgt at skrive en populær bog uden videnskabelige diskussioner i, fordi jeg troede, det ville være muligt at forholde sig til substansen i argumenter. Men overfor Bredals formidable viden og interesse for form mere end indhold, står jeg åbenbart hjælpeløs."
Det var imidlertid for langt. Da jeg ikke kunne komprimere min indsigelse, måtte jeg give afkald.
Røde streger
Jeg har som sagt skrevet mange læserindlæg til Politiken, som aldrig er blevet optaget. Men jeg har faktisk fået ét optaget. Det var i Herbert Pundiks tid. Jeg blev tilsagt til møde i hjørneværelset og anvist en stol af en brøsig hånd fra den anden side papirdyngerne.
Efter et stykke tid rakte Pundik mig mit læserbrev med en række linjer streget ud med rødt. "Sådan kan vi trykke det," sagde han. Der var ikke noget med venlig hilsen dér. Men jeg accepterede, budskabet kunne lige bære forkortelsen.
Jeg tror gerne, Politiken vil have mange læserbreve. Men ville det ikke være lettere og billigere, at debatafdelingen selv skrev dem i den rette længde og med det rette indhold. Det ville da i hvert fald ikke være censur.
Fra Information:
Alle redaktioner, også Informations, balancerer på og med en knivsæg. Kunsten er ikke at beskære debatfloraen ensidigt.
Red.
