Kronik

Dansk miljøbistand til debat

Debat
4. maj 1999

Syv år siden Rio, og Danmark er førende i miljøbistanden. Men, kvaliteten kan højnes, hvis de private ressourcer bliver inddraget i arbejdet

I dag skal Folketinget drøfte Danmarks indsats i det internationale miljø- og katastrofearbejde. Det er ikke svært - hverken i Folketinget eller i befolkningen - at finde massiv enighed om, at det er godt, at Danmark står øverst på listen over lande, der lever op til internationale aftaler om, at verdens rige lande skal hjælpe udviklingslande ud af fattigdom, miljøproblemer, sult og katastrofer. Men selv om Danmark har en høj pligtfølelse og udviser økonomisk velvilje, skal den danske indsats jo ikke kun roses for intentionerne og ambitionsniveauet. Man må også se på arbejdsmetoderne og de konkrete resultater. Og netop det er baggrunden for debatten i dag. De folkevalgte skal vurdere Danmarks hidtidige indsats på et område, hvor ingen andre lande kan fremvise et lignende højt bidrag i forhold til befolkningstallet: miljøbistand til udviklingslandene.
Som grundlag for folketingsdebatten blev der for nyligt udarbejdet og offentliggjort tre evalueringsrapporter. Rapporterne baseres på Danceds tidligste indsats i Sydøstasien i 1994 og 1995, og de indgår i regeringens redegørelse til Folketinget. Evalueringernes hovedbudskab er, at projekterne generelt har levet op til deres formål og at de isoleret set fungerer nogenlunde tilfredsstillende.
Men der er børnesygdomme. Det konkluderes, at projekterne ikke har været styret af overordnede landeprogrammer og -strategier, hvorfor indsatserne ofte fremstår som usammenhængende indsatser, der ikke styrker hinanden indbyrdes. Desuden synes der endnu ikke i tilstrækkelig grad at være opnået et nationalt og lokalt ejerskab til projekterne hos modtagerlandenes myndigheder og folkelige organisationer. Dette er et problem. Ikke kun i forhold til den langsigtede bæredygtighed af projekterne, men også i forhold til at programmerne skal være igangsættende for en bæredygtig miljøpolitik, der inddrager både folkelige organisationer, erhvervsliv og myndigheder.
Men hvis der er politikere, der er overraskede, skal de vide, at disse vurderinger er ikke overraskende for hverken CARE, Danmarks Naturfredningsforening eller vel sagtens alle andre organisationer, der følger miljøbistanden på tæt hold. Samtlige evaluerede projekter er nemlig iværksat i Danceds 'spæde' år, som var præget af usikkerhed og et noget utilstrækkeligt kendskab til folk, politik og miljøproblemer i modtagerlandene. Dermed ikke sagt, at der ikke er god anledning til at overveje, hvordan bistanden kan tilrettelægges bedre. Det er der! Også selvom evalueringerne ikke på alle områder yder Danced fuld retfærdighed.

Et af de vigtige områder, hvor rapporterne har kritiske bemærkninger er den utilstrækkelige inddragelse af både de danske og lokale ressourcebaser. Og her er et område, hvor der umiddelbart kan skabes klare forbedringer. For selv om det i forvejen er et princip for bistanden i Danceds og Danidas fælles strategi, har det ikke været fulgt i tilstrækkelig grad. Ifølge strategien udgøres den danske ressourcebase af erhvervsliv, forskere, private organisationer og faglige interesseorganisationer. Alle disse dele af det danske samfundsliv har meget at byde på og er meget væsentlige i forhold til opfyldelse af målsætningerne for dansk miljøbistand.
I international målestok er det danske samfund ene-stående. Der eksisterer en konstruktiv dialog mellem forskellige interessegrupper, vi har et højt niveau af viden og en - i international sammenhæng - usædvanlig bred, oplyst og nuanceret samfundsdebat og dialog mellem fagkundskab, politikere og græsrødder. Men viden og færdigheder skal anvendes aktivt. I den internationale debat om udvikling er det for længst erkendt, det ikke er nok ukritisk at overføre tekniske og administrative systemer og færdigheder. Den folkelige forankring er vigtig - ja, faktisk vigtigere! - for at kunne sikre bæredygtige projekter og at pengene er givet godt ud.
I strategien for den danske miljøindsats står der, at 'et vellykket program har inddragelse af ressourcebasen som en fundamental forudsætning. Miljøbistanden vil blive ydet på en måde, der søger at befordre samarbejde mellem myndigheder, folkelige og faglige organisationer og virksomheder i samarbejdslandene og i Danmark'. Det er rigtigt set, at hvis Danmark skal have held til at bidrage til en bæredygtig udvikling, er det nødvendigt, at vi stiller ressourcer til rådighed fra alle disse sider af det danske samfundsliv. Men i praksis har det ikke været gjort. Indtil i dag er det især den danske konsulentbranche, der har været inddraget. Størstedelen af Danceds projekter er både planlagt og gennemført af danske entreprenører.
Det er formentlig her man kan hente noget af forklaringen på, at der mangler ejerskab til projekterne, både nationalt og folkeligt. Det danske, private organisationsmiljø, som både CARE og Danmarks Naturfredningsforening tilhører, er ikke blevet inddraget systematisk hverken i tilrettelæggelsen af bistanden eller i dens udførelse. Danced og Danida har ikke søgt at drage fuld nytte af det potentiale, som eksisterer i det danske bagland. Mange danske organisationer har omfattende erfaringer, nogle fra samarbejdet med myndigheder og organisationer i Danmark, nogle fra internationalt udviklings- og miljøarbejde.

Der er i disse organisationer tale om en bred basis af erfaringer, det netop tager sigte på de centrale elementer i strategien, der skal sikre en udvikling af samspillet mellem folk, deltagelse og miljøudvikling. Men selve eksistensen er ikke i sig selv en garanti for, at erfaringer inddrages og bruges i den overordnede tilrettelæggelse af dansk bistand. For at alle i det danske landskab af miljø- og udviklingsorganisationer og på uddannelsesinstitutioner kan bidrage til at sikre en fortsat forbedring af kvaliteten og effekten af bistanden, er der behov for at styrke både den folkelige forankring og det faglige indhold i bistanden. Det er en erkendelse, som deles af alle interesserede, såvel Danced, Danida som de folkelige organisationer.
Det sidste års tid har CARE og Danmarks Naturfredningsforening arbejdet på at iværksætte en fælles indsats, der yderligere kan styrke kvalitet og effekt af miljøbistanden og udgøre et væsentligt bidrag til at forberede og gennemføre bæredygtige projekter. Initiativet, som Danced ikke alene har hilst velkommen, men også har indvilget i at finansiere, vil starte i 1999.
Der er foreløbig tale om et toårigt program, hvor nyoprettede funktioner i de to organisationer skal sikre en systematisk erfaringsudveks-ling mellem danske og udenlandske NGO'er, konsulentfirmaer og forskningsinstitutioner, der alle arbejder med miljø- og naturressourceforvaltning i en udviklingssammenhæng. Der er en kolossal viden, erfaring og ressourcer ude i det danske udviklings-, forsknings-, uddannelses- og organisationsmiljø. Alle dette bør koordineres og stimuleres til samarbejde og erfaringsudveksling. Og så skal det bruges i Danceds og Danidas arbejde med at skabe bæredygtige miljø- og udviklingsprojekter i udviklingslandene.

Det fælles initiativ vil blandt andet omfatte foredragsvirksomhed, opbygning af databaser, internetoplysninger, workshops etc, og man vil ydermere bidrage til at, at Danmark får en øget vækst af professionelle miljø- og udviklingsfolk ved at tilbyde studerende praktikophold i CARE Danmarks og Danmarks Naturfredningsforenings projektområder. Sidst, men ikke mindst, skal initiativet sikre en øget inddragelse af den danske befolkning i miljø- og udviklingsspørgsmål. Sidstnævnte formål skal bidrage til at sikre, at der skabes en folkelig indsigt i og opbakning til Danmarks internationale miljøindsatser. Det gavner ikke alene os selv, men kan også være med til at skabe lokal forankring ude gennem partnerskaber mellem på den ene side danske folkelige organisationer og på den anden side organisationer og lokalbefolkninger i modtagerlandene.
Med initiativet fra CARE og Danmarks Naturfredningsforening vil der ske en vigtig oprustning af den danske ressourcebase inden for det 'grønne' bistandsarbejde.
Der er gået syv år siden mødet i Rio. Vi kan med stolthed sige, at ingen andre lande end Danmark leverer et tilsvarende højt bidrag til miljøbistand til udviklingslandene. Hvis Folketinget skal bidrage til at højne kvaliteten og effektiviteten af dette bidrag, skal man blandt andet beslutte at styrke inddragelsen af den danske ressourcebase. Det vil gøre den gode danske indsats endnu bedre.

*Niels Tofte er generalsekretær i CARE Danmark, og Lone Johnsen er direktør i Danmarks Naturfredningsforening

Apropos - Syv år for Rio

Debatten i Folketinget har sin baggrund i Rio de Janeiro. Her samledes verdens regeringer i 1992 til et FN miljø-topmøde, og man gik derfra i enighed om, at alle lande skal være med til at styrke den globale insats for at rette op på miljøødelæggelser og forhindre nye i at blive skabt. Man erkendte, at der er en klar sammenhæng mellem fattigdom, udviklingsproblemer og nedslidning af miljøet.
Med topmødet som afsæt vedtog Folketinget allerede året efter at oprette den såkaldte Miljø- og Katastroferamme (MIKA). Set i international sammenhæng var det en betydningsfuld indsats, der blev vedtaget. Og danske statsmidler til formålet skulle fordeles ligeligt mellem katastrofe- (herunder flygtningeudgifter) og miljøindsatser til Østeuropa, og til udviklingslandene. Strategien for Danmarks indsats for miljøet i udviklingslandene blev fastlagt af Folketinget i 1996. Det er planen, at midlerne til MIKA-arbejdet (der i dag kaldes Miljø-, Freds- og Stabilitetsrammen) frem til år 2005 gradvist stiger til at udgøre 0,5 procent af Danmarks bruttonationalindkomst. I '99-kroner svarer det til omkring tre mia. kroner årligt.
I år er der alene til miljøbistand til udviklingslandene bevilget 700 mio. kroner. Ifølge strategien skal miljøbistanden tilrettelægges efter overordnede principper om, at miljøfremmende projekter blandt andet skal tage udgangspunkt i lokale behov, at indsatsen skal være målrettet og sammenhængende, at kvindernes rolle skal styrkes og at der skal finde et nært samarbejde sted med modtagerlandets ressourcer. Herhjemme skulle den danske ressourcebase inden for miljø og naturbevaring inddrages. Som overordnet princip ønskede man således et nært samarbejde med de organisationer, virksomheder, uddannelsesinstitutioner m.fl., der både forskningsmæssigt og i praksis arbejder med miljø- og udviklingsprojekter i den tredje verden. Det er Miljøstyrelsens internationale kontor, Danced, og Danida under Udenrigsministeriet, der i fællesskab administrerer midlerne. Danced har været i gang siden 1994, mens Danida først startede projekter under MIKA-rammen i 1996. Og nu skal Folketinget så vurdere, hvordan det står til med den danske indsats.

Niels Tofte og Lone Johnsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her