Læsetid: 6 min.

Den danske afmagt

Debat
22. maj 1999

Marianne Jelved som vor mest troværdige politiker! Står det virkelig så ringe til?

50
En nylig meningsmåling har vist, at befolkningen finder, at Marianne Jelved er vor mest troværdige politiker. Det kan lede til flere konklusioner, og min konklusion er, at det fortæller noget om, hvor fantastisk ringe det står til med den politiske troværdighed her i landet.
Jeg har for nylig oplevet, at tre pæne, flittige og sikkert også politisk særdeles midtsøgende mennesker er blevet fyret fra, hvad de troede, var deres livslange gerning. Alle tre, en kvinde og to mænd, var blevet indhentet af alderen, der i vore dage er cirka 50. Dér står de så nu og ser alt det forsvinde, som de troede skulle være en del af deres otium, nemlig et mindre parcelhus med have. Det skal naturligvis realiseres og hvor skal man i grunden vende sig hen? Fyringen betyder meget mere end økonomisk ruin for disse mennesker, den betyder, at selve kernen i deres liv er knust. Deres selvfølelse er væk, deres tillid til samfundet er væk, ja, til selve verdensordenen.
Så kan man selvfølgelig sige, at folk, der hver dag ser TV-Avisen, selv er ude om det, hvis de har nogen illusioner tilbage. Men så enkelt er det ikke, for vi ser jo, at danskerne åbenbart har en vis tillid til f.eks. Marianne Jelved. Og dermed, i en dalende kurve, til de andre politikere. Og hvad går de og fortæller danskerne?

To procent raskere
Jo, Danmark er et smørhul, et foregangsland, et humanismens utopia osv. osv. At pæne, ordentlige, fornuftige og flittige mennesker aldrig behøver at frygte for at komme i uføret. Osv. osv. Vores statsminister smøger ærmerne op og er klar til at tage fat på problemerne, vores sundhedsminister vil gøre os to procent raskere, hvis vi altså spiser, drikker og motionerer efter nærmere angivne regler. Ellers må vi sejle vores egen sø. Og så har vi jo Danmarks mest troværdige politiker. Hun er arkitekten bag al den ydmygende aktivering, vi i den sidste lange tid har kunnet læse om i Information. Hun er fortaleren for, at mid-aldrende skal blive i jobbet, selv om al virkelighed viser noget andet, og hun er først og fremmest den moralske snusfornufts fikst formulerende middelmådighed, der passer så fint til det inkompetente danske politikermiljø.
Regeringens fine intentioner med at lade de midaldrende blive længere i arbejde deles tydeligt nok ikke af arbejdsgiverne. Man kan faktisk ikke se, hvor regeringen har politisk magt i forhold til erhvervslivet.

Regeres skal der jo!
I den moderne, internationale markedsstyrede verden har regeringen kun magt over de borgere, der ikke er selvejende producenter, og af dem kan politikerne navnlig kuske de allersvageste, dvs. dem, der er sat uden for (arbejds)livet. Og det gør de så! For regeres skal der jo og ansvar for samfundsøkonomien har man jo også, så når man ikke længere kan styre den overordnede økonomi, så kan man styre den underordnede. Der kan altid tages lidt mere fra de nederste, der kan altid spares lidt på hjemmehjælp og sygepleje. Osv. Det er de eneste, som man véd, hvad har og tjener.
Og så er der, som det er blevet moderne blandt regeringspolitikere at sige, så mange rige pensionister. Ja, hele det store flertal af den danske befolkning, der i efterkrigstiden, stærkt tilskyndet af urimelige rentefradrag og andre privilegier, og selvfølgelig fordi tilværelsen i et hus med have er et bedre liv, alle dem med deres murermestervillaer og små gasbetonhuse og hvad véd jeg, ja, de er allesammen blevet millionærer. Ja, for pokker - millionærer! Det er de blevet, fordi den socialdemokratisk-radikale regering har tilladt en fuld-stændig vanvittig himmelflugt på huspriser. Det skæppede så dejligt i statskassen, ejendomsskatter og lejeværdi af egen bolig, og så var der fuld moralsk dækning for at anse husejere for en slags fæle kapitalister i selvsamme befolkning, der boede i husene.

Er der aktivering nok?
Denne urimelige værdistigning er ved at føre til en social katastrofe for alle de mange mennesker, der nu, efter det fyldte halvtredsinds-tyvende år, bliver fyret over hele landet. For mens det er en rettighed (ha, ha!), at få en lejlighed, så er et parcelhus jo en værdi, set med myndighedernes øjne, og ikke bare noget, man bor i. Så der er ikke noget med, at man kan beholde sin bolig, når man er fyret.
Og så spørger jeg bare: Er kommunerne egentlig forberedt på den væsentlige sociale forandring, alle disse mange fyringer af, hvad man engang kaldte mennesker i deres bedste alder, egentlig vil medføre? Er der socialt boligbyggeri nok? Og er der aktivering nok? For selv velmeriterede, dygtige mennesker skal jo gennem den fornedrelsens trædemølle, den såkaldte aktivering er.

Det sociale plankeværk
Hvornår begynder de 50-årige at gøre oprør? Hvornår går det op for den tidligere bankfuldmægtig, sekretæren, sælgeren, underdirektøren, mellemlederen, håndværkeren, specialarbejderen og alle de andre, der troede, de var på den sikre side af det sociale plankeværk, at de må slutte sig sammen og stille politiske krav, hvis de ikke bare vil kværnes ned i den sociale mølle, der gør dygtige mennesker til selvusikre behandlingsvrag, tvunget til at udføre idiotarbejde?
Det, vi ser, er at regeringen ikke længere har nogen politisk magt. Dens ministre og folketingsmedlemmer be-sværger virkeligheden og taler til befolkningen i et sprog, der hører en anden og mere demokratisk tid til. For Marianne Jelved kan jo nok så meget sige, at hun vil beholde de midaldrende på arbejdsmarkedet, når vi alle véd, at det ligger uden for hendes magtområde. Ja, uden for folketingets og regeringens i det hele taget. Problemet for de folkevalgte er blot, at det er det sidste, de tør fortælle den danske befolkning. De forestiller sig, (forhåbentlig med rette), at danskerne ville blive grebet af raseri, hvis de opdagede, at de ikke længere havde noget at skulle have sagt i deres eget land. Og at det er rent skuespil, når de pligtopfyldende går til stemmeurnerne i den tro, at de derved er med til at bestemme deres egen og landets skæbne. At det er tilfældet, ses jo tydeligt af den ophidselse, John Iversens nye bog har vakt hos mange politikere. Fordi han er illoyal! Han siger det, der ikke må siges, nemlig at Danmark ikke længere er en selvstændig nation, men del af et større fællesskab, og at de regler, der en gang gjaldt her på stedet, nu er sat ud af kraft til fordel for nogle andre, og det er det, vi må forholde os til.
Det er forståeligt, at de danske parlamentarikere ikke er meget for at udbrede sandheden til folket. For det fører let til den følgeslutning, at hvad skal vi egentlig med nogle politikere, der ikke har mere magt end en amtsrådformand? Og dem har vi rigeligt af i forvejen. Der findes naturligvis også en anden vej at gå for de danske politikere, dydens smalle sti:
De kunne begynde at øve sig i at fortælle sandheden til den danske befolkning. At de f.eks. er meget kede af det, men folk på omkring de halvtreds må altså indstille sig på en pensionisttilværelse, men til gengæld vil regeringen så gøre alt for at det ikke skal blive altfor plagsomt og ydmygende for de ramte.
At folk kan blive siddende i eget hus, fordi det ikke er en luksus, men et brugsgode og at de naturligvis ikke skal plages med ubetalt slavearbejde, bare fordi regeringen ikke længere har nogen politisk magt. For så meget politisk magt er der jo netop tilbage: Regeringen kan slutte sig sammen med folket og forsøge at leve så godt som muligt med den fælles afmægtighed!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her