Læsetid: 4 min.

Dialogens ophør

Debat
18. maj 1999

Zygmunt Bauman har fremsat en dyster og politisk ukorrekt tidsdiagnose

GLOBALT
Kun profeter slipper godt fra at fremsætte politisk ukorrekte sandheder. En sådan profet er Zygmunt Bauman. Denne 74-årige polsk-engelske sociolog har siden 1987 begået et forfatterskab, der har skaffet ham et stadigt voksende publikum. Bauman har i sine to nyeste bøger, Globalization. The Human Consequences og Work, Consumerism and the New Poor, fremsat en dyster og politisk ukorrekt tidsdiag-nose.
Jeg vil her fremsætte tre påstande, der tager afsæt i de to bøger. Globaliseringen er i færd med at splitte verden op i rige og fattige. Det var hovedpåstand nr et. Så er der den anden hovedpåstand. For første gang i verdenshistorien er de fattige helt unyttige og kun til besvær. Endeligt er der den tredje hovedpåstand. Dialogen mellem samfundets top og bund er helt ophørt.
Globaliseringen er det store dyr i åbenbaringen. Der er ingen grænser for de velsignelser, den vil bringe over menneskeheden. Det er i hvert fald den herskende mening.
Bauman er stærkt uenig. Han påstår, at globaliseringen skaber en polariseret verden. Verdens befolkning vil i stigende grad blive opdelt i rige og fattige. To tredjedele af jordens befolkning vil blive marginaliseret. De fattige er delvist identisk med de arbejdsløse. Og dem bliver der flere af. Effektiviteten i moderne produktion er så enorm, at vi kan få større produktion med færre ansatte, og afskedigelser er virksomhedernes succeskriterium.

De fattige er kun til besvær. Mens de fattige i middelalderen dog var til gavn, fordi de kunne give de velstående lejlighed til velgørenhed, synes dette at være fortid. Mens industrisamfundet havde brug for en såkaldt reservearmé, det vil sige arbejdsløse, der var klar til at rykke ind på fabrikkerne, når højkonjunkturen vendte tilbage, så er dette også fortid. Reservearméen vil aldrig mere komme i arbejde. Der er simpelt hen ikke brug for dem.

I dagens forbrugssamfund har vi først og fremmest betydning som forbrugere. Og de fattige er dårlige forbrugere. De er kun til besvær. Dette var de to første hovedpåstande. Det afgørende er den tredje: Ophøret af dialogen mellem top og bund.
Symbolanalytikerne, som Robert Reich skrev om, er den herskende klasse. Det er dem, der har gavn af globaliseringen. Og det er deres værdier, begreber og forestillinger, som præger udviklingen, og som vi forstår udviklingen udfra. Bauman kalder dem turister.

Turisterne er globaliseringens skabere og vindere. De lever af og i globaliseringen. De er konstant på farten. Mobilitet er deres livsform og ideal. De er frivilligt og uforpligtende rejsende. Over for dem står de stavnsbundne eller vagabonderne.
Vagabonderne er dem, der tvinges til at rejse eller tvinges til at blive. De er de foragtede og forhadte. De er globaliseringens bundfald. Turisterne lever tilsyneladende af dialog (vi lever vel i informations- og kommunikationsalderen). Men der er ikke megen dialog i en samtale mellem en japansk og en dansk symbolanalytiker.

Dialog ville det derimod være, hvis en dansk symbolanalytiker talte med en dansk vagabond. Roland Robertson skabte slagordet glokalisering ved at kombinere globalisering og lokalisering. Dette ord splitter Bauman op. Turisterne globali-serer og globaliseres.
De stavnsbundne og vagabonderne lokaliseres. De bindes til et lokalsamfund, der fjernes under fødderne på dem, idet lokalsamfundet undergraves af globaliseringen. Globaliseringen fjerner materielle og intellektuelle ressourcer fra lokalsamfundet. Etnicitet, fundamentalisme og nationalisme er reaktioner på lokalsamfundets og fællesskabets undergravelse.
Man tror ikke sine egne øjne, når man læser, hvad Bauman skriver om ny-tribalisme og fundamentalisme: "De er lige så legitime konsekvenser af globaliseringen som topkulturens vidt lovpriste hybridisering".

Hybridisering er elitens smarte modeord for blandingskultur, mens fundamentalisme er dens yndlingsskældsord. Med den slags skældsord kan man bekvemt holde sig på afstand af vagabonderne.
Bauman får undervejs sati-riseret over andre af elitens modeord. Lige som Richard Sennett satiriserer han over den lovpriste fleksibilitet, og han har også et godt øje til 'kaldet som privilegium'.

Da man gik fra arbejdsetik til forbrugsæstetik, begyndte man at latterliggøre kedelige jobs. Grænsen mellem arbejde og fritid slettedes, og arbejdsnarkomanerne opstod: Arbejdet som kald
Betoningen af arbejdets æstetiske værdi er blevet en stærk ulighedsskabende faktor. Arbejdet som kald er de fås privilegium. For flertallet vil arbejdet som kald være en katastrofe. Den selv-glorificerende elite er dog blind over for de ulighedsskabende konsekvenser af dens smarte værdier.

Det er et mørkt perspektiv, Bauman tegner. Han nærer ikke store forhåbninger. Men han foreslår borgerløn og godkendelsen af uformelt arbejde. Og så må vi frivilligt og kollektivt vælge at gå ned i levestandard.
Desværre kommer han ikke ind på Tobin-skat og andre forslag til begrænsning af kapitalens frie bevægelighed. Bauman er stadig negativ over for kommunitarismen, selv om han nærmer sig nogle af dens synspunkter.
En kommunitarist som Christopher Lasch har lignende pointer: Den selvglorificerende elite, den manglende dialog og tolkningen af nationalisme og fundamentalisme som en reaktion på globaliseringen.

Jeg kan ikke se, hvordan Bauman undgår at acceptere indgreb over for kapitalens fri bevægelighed og en styrkelse af lokalsamfundet. Men det er utroligt opmuntrende, at en sociolog, hvis stjerne er stigende, går så langt i tilnærmelsen til forbudte, men vigtige sandheder.
Og det er opmuntrende, at en så elitekritisk sociolog har succes hos eliten. Måske kan Bauman bidrage til dialogens genkomst.

Jean Fischer er kultursociolog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her