Kronik

Er fjenden min næste?

Debat
31. maj 1999

På baggrund af lægen Kirsten Lylloffs offentliggørelse af de danske myndigheders umenneskelige behandling af tyske flygtninge efter befrielsen i 1945 stiller dagens kronikør spørgsmålet, om vi i dag ville handle anderledes overfor krigens ofre

Al historie er både underminerende og opbyggende, kritisk såvel som normskabende. Kunsten består i at finde en balance mellem forståelse på fortidens egne præmisser og for-ståelse på nutidens. Heraf kommer bl.a. generationernes sammenstød om den rette udlægning af historien. De, der deltog eller var iagttagere, oplevede og erindrer begivenhederne på en anden måde end dem, der senere ser tilbage på begivenhederne ud fra deres egen tids forestillinger - også selvom det sker med behørig inddragelse af fortidens spor.
Den nyeste afsløring af danske brud på menneskerettigheder og inhuman behandling af flygtninge, som lægen og historikeren Kirsten Lylloff har lagt frem, sætter denne dobbelthed i skarpt relief. På den ene side springer brutaliteten og ligegyldigheden over for andre - i hvert fald hvis de tilhører fjendens folk - i øjnene. Ud fra en nutidig målestok forekommer den manglende omsorg for tyske civile flygtninge, som man lod dø i hobetal på dansk territorium, oprørende, ja grotesk. På den anden side er den forklarlig ud fra det tyskerhad, der med god grund var oparbejdet i den danske befolkning fra 1940 til 1945 - og delvis tidligere. Folkestemningen var en grum størrelse, der ikke sondrede så nøje mellem det politiske og det menneskelige. En tysker, selv et tysk spædbarn, hørte til det forkerte folk. Et folk, der havde valgt Hitler og ladet sig drive ud i en krig og besættelse af andre nationer uden at protestere, ja oven i købet med lejlighedsvis begejstring.
I 1945 ansås tyskere ikke for mennesker - og de danskere, der havde sympatiseret med Tyskland eller med nazismen rubriceredes på samme måde. Selv besindige og retskafne mennesker lod sig rive med af denne stemning og foretog sig ting, som flere af dem senere har fortrudt - eller undlod at foretage sig ting så som de læger, der med højeste autorisation undlod behandling og lod tys-kerne dø. Og vi forstår det måske så meget bedre, fordi vi stadig ikke helt kan lide tyskere eller i hvert fald føler et mindreværdskompleks over for dem.
Vi skal også forstå, hvorfor danskerne optrådte så hadefuldt og afstumpet i 1945. Men derfra og til at acceptere det, er et skridt, som de fleste af os hverken vil eller kan tage. Vi er nødt til at fælde dom over den danske behandling af de tyske flygtninge, og det er en streng dom, for hvis vi ikke gør det, signalerer vi samtidig, at vi er parat til at gøre det samme igen, hvis omstændighederne kommer til at ligne. Og vi er så også i forståelsens navn nødt til at acceptere folkedrab og forfølgelser andre steder i verden. Og det vil vi ikke i dag. Eller er det bare mundsvejr, fordi vi ikke selv har krise, og katastrofen inde på livet, som vi havde det i 1945?

Når man som undertegnede, og som mange andre i det danske samfund føler sit liv afgørende præget af Anden Verdenskrig og dens efterslæb, har man to muligheder: Man kan enten undlade at beskæftige sig med krigen og besættelsen, hvilket mange har valgt, eller man kan prøve at få så meget at vide som muligt, også i de tilfælde, hvor viden ikke er opbyggelig, men snarere rejser nye spørgsmål eller blot føles smertelig. På baggrund af den sidste holdning virker Kirsten Lylloffs nyeste afsløringer også chokerende, selvom man længe har anet, at alt ikke var, som det burde have været, i forhold til de tyske flygtninge. Men næsten lige så chokerende føles det, at denne viden ikke er blevet til som offentligt anliggende før nu, 54 år efter besættelsens afslutning. Det må næ-sten være europæisk rekord i tilbageholdt viden om krigen - for nogle havde jo en viden, og om ikke andet har vi historikere for at de skal grave væsentlige forhold i fortiden frem, og præsentere dem for offentligheden. Ingen af delene skete her. Lægerne og administratorerne holdt mund eller manipulerede offentligheden. Historikerne viste ingen interesse for emnet. En historisk doktordisputats fra Odense Universitet - Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark 1945-49, 1987 - købte alle bortforklaringerne uden at falde igennem ved forsvaret. Først 54 år efter kom en studerende på Åbent Universitet - Lylloff - til at interessere sig for sagen og var i stand til at analysere den videnskabeligt. Samtidig var pressen åben for at præsentere den, hvad den formentlig ikke ville have været nogle få år i forvejen.

Men hvorfor så megen direkte og indirekte modstand?
Der er naturligvis et væld af forklaringsfaktorer, og kun enkelte kan tages op her. Men det generelle billede af forskning i, og formidling af, besættelsestidens slutning og fredstidens begyndelse er tomt. Der findes næsten ingen forskning, og den, der findes, er ganske ny, bortset fra Ditlev Tamms på mange måder banebrydende disputats om retsopgøret fra 1984. Dramaet sluttede den 5. maj 1945, det har været såvel medieoffentlighedens som forskningens standpunkt. Og så er sandheden, at det for titusinder af mennesker, også i Danmark, først for alvor begyndte den 5. maj. Et par eksempler fra den nyeste forskning: Anette Warring viste i 1994, at klipning og mishandling af tyskerpiger var et udbredt fænomen ikke kun under besættelsen, men også, og ikke mindst efter befrielsen. Gerningsmændene blev behandlet lempeligt af retssystemet, hvis de i det hele taget blev behandlet. Sidste år viste juristen Helge Hagemann, der også er exam. art. fra Åbent Universitet i København, at ca. 500 almindelige tyske soldater blev dræbt eller lemlæstet, da de i strid med Genèvekonventionen om behandlingen af krigsfanger blev sat til at rydde landminer ved Vestkysten under hasarderede forhold. En klar krigsforbrydelse fra allieret og dansk side, hvor Den danske Brigade stod for ansvaret.

I 1997 demonstrerede journalisten Hans Davidsen-Nielsen på grundlag ef et historiespeciale af Joachim Lund i Weekendavisen, at F. L. Smidth under den tyske besættelse af Baltikum havde anvendt slavearbejdere, hvoraf de fleste var jøder og sigøjnere - og mest bemærkelsesværdigt: F. L. Smidth havde intet gjort for at oplyse om det efter krigen eller for at yde de overlevende økonomisk eller anden kompensation, hvad firmaet til sidst blev presset til af den offentlige opinion.
Og et par eksempler på emner, der endnu ikke er udforsket:
narrestationerne og interneringerne i foråret/sommeren 1945, hvor over 40.000 danskere var spærret inde og anslået cirka 30 blev dræbt uden efterfølgende sigtelse af de ansvarlige
novergrebene mod det tyske mindretal i Sønderjylland, der i vidt omfang blev offer for kollektiv afstraffelse i Faarhus-(Frøslev)lejren og vilkårlige udvisninger til Tyskland
nhenrettelserne af dødsdømte (ialt 46), der fortsatte helt til 1950 og ikke engang kunne stoppes i anledning af grundlovens 100 års jubilæum, som De radikale foreslog
nnægtelsen af at undersøge de anslået flere end 400 likvideringer under og efter besættelsen, og følgelig af at udstede oprejsningserklæringer til de efterladte slægtninge, der ikke ville anerkende at den dræbte havde været stikker, osv. osv.

Man kan også nævne områder, som modtagelsen af og reintegrationen af de mange danskere og danske jøder, der var henholdsvis deporteret eller flygtet til udlandet. Eller de mange søfolk, der havde sat livet på spil. Hvordan tacklede det danske samfund disse store omstillingsprocesser som helhed og for det enkelte individ, samtidig med at samfundet skulle forsørge - omend på skrabet ration - 225.000 tyske flygtninge og titusinder af fængslede landssvigere? Meget tyder på, at de flygtede og deporterede ikke fik hjælp, men måtte klare sig, som de bedst kunne, i hvert fald hvis de ikke kunne dokumentere, at de havde været aktive i modstandskampen.
Reintegrationen af flygtninge og deporterede burde jo ikke være noget pinligt emne, men der findes meget lidt om det. Al interessen var i mange år koncentreret om perioden 1943-45, hvor modstandsbevægelsen voksede til en stærk faktor.
Men som nævnt er der sket noget det sidste par år. Der skelnes i stadig mindre grad mellem krigs- og menneskeretsforbrydelse begået af den ene og af den anden side, i hvert fald når vi er på den 'rigtige' side af kapitulationen i 1945 (før da, er betydningstilskrivelsen stadig vidt forskellig, tænk blot på f. eks. SS'eren Søren Kams likvidering af en anti-nazist og modstandsfolks likvideringer af nazister, der ikke nødvendigvis var stikkere).
Spørgsmålet er så, om denne universalisme repræsenterer et alment skred i holdningen, der også ville vise sig, hvis det danske samfund stod i en situation, som lignede den i maj '45, eller om den snarere, som flere tidligere modstandsfolk påstår, er et udtryk for akademisk tankespind og manglende indlevelsesevne hos yngre historikere.

I konflikten omkring Kosovo ser vi en folkelig støtte til menneskerettighedssynspunktet, som endda forsvarer en krig i dets navn, ligesom vi møder den i forargelsen over, at danskerne for 54 år siden kunne optræde så afstumpet over for en flygtende civilbefolkning af kvinder og børn.
Hvad er realiteten? Er dansk humanitetsfølelse stærkere udviklet i dag end i 1945? Ville den kunne leve op til idealet, at vi også skal hjælpe slagne fjender, der kommer i nød?
Det ved vi ikke, og det må støtte det synspunkt, at vi kun ved at stille os selv og vores fortid de smertefulde spørgsmål, der er baggrund for i denne fortid, kan nå frem til en sikrere baseret støtte til forfulgte mindretal hos os og jorden over.
En støtte, der kun duer, hvis den også kan ydes, når den koster os noget i form af materielle ofre og overvindelse af vores dybtliggende fordomme og fjendebilleder.

*Claus Bryld er dr.phil i historie

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her