Læsetid: 1 min.

FN bør styrkes

19. maj 1999

FN skal styrkes politisk og økonomisk

VERDEN
Der skal lyde en stor ros til Information (17.5.99) for at beskæftige sig med den multilaterale del af den danske u-landsbistand. På trods af de meget betydelige beløb, der doneres af Danmark til internationale organisationer, er der forbavsende lidt fokus på disse midler.
I artiklen interviewes Poul Engberg-Pedersen (P. E-P.), direktør for Center for Udviklingsforskning. Han mener, at de internationale organisationer i endnu højere grad end hidtil bør 'elskes og tugtes'. Hvad angår elskoven, finder P. E-P., at Danmark ikke går helhjertet ind i reformprocesserne i FN-organisationerne. Nu kan man diskutere begrebet 'helhjertethed', specielt når man taler om 'at elske', men virkeligheden er, at Danmark - sammen med de øvrige nordiske lande - rent faktisk har været uhyre aktiv i forbindelse med diskussionerne af reformer i FN.
Hvad angår 'tugtningen' konstaterer P E-P, at Danmark har skåret på bidragene til f.eks. WHO og FAO, men siger, at "det har kun en kortsigtet virkning og giver ikke langsigtet indflydelse".
Dette udsagn giver ikke megen mening. Hvis man nedskærer eller helt bortskærer bidragene til en organisation, kan man ikke forvente at få forøget indflydelse.
Den aktive multilateralisme, hvor Danmark stiller en række krav til internationale organisationer, er et udmærket instrument, men det skal kombineres med initiativer af politisk art i forhold til reformer af organisationerne.
FN's generalsekretær, Kofi Annan, har gennemført gennemgribende administrative reformer af FN-systemet og bl.a. sikret en meget bedre koordination mellem de forskellige FN-organisationer. Disse initiativer bør belønnes både ved at øge støtten til FN og FN-organisationerne, og ved at Danmark fortsat presser på for at få gennemført de helt nødvendige politiske reformer i FN.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu