Kronik

Forbandede folkeslag

26. maj 1999

Nationalisme skaber samfund bygget på angst. Efter kommunismens fald har de folkelige nationalismer været den værste trussel mod freden i Europa

Der er fremsat mange noble og machiavelliske forklaringer på NATO's intervention i Kosovo, men den mindst overbevisende er den, som støttes af Julio Anguita: Nemlig at Milosevic er venstreorienteret og derfor gøres til syndebuk. Om end det er svært at tro, så må man sige, at denne gang har lederen af venstrefløjspartiet IU (Izquirda Unida) taget fejl. Hans udtalelse siger meget lidt om de egentlige årsager til konflikten i Jugoslavien. Til gengæld står det helt klart, hvad Anguita og sikkert også andre betragter som det 'at være venstre-orienteret'. Milosevic er venstreorienteret, ligesom de afdøde Ceaucescu og Kim Il Sung var det, og som den evige kommandant Castro stadig er det.
Jeg har aldrig været i Kosovo, og alt hvad jeg ved om dette område, og alle andre dele af det tidligere Jugoslavien, har jeg lært gennem artikler og bøger. Af erfaring fra de tåbelige udtalelser, som er fremsat om den baskiske konflikt af folk, som kun har hørt om sagen, vil jeg ikke udtale mig kategorisk om berettigelsen af NATO's væbnede svar mod Milosevics aggressioner. Jeg tror f.eks. ikke, at ethvert væbnet modtræk mod væbnede overgreb er af det dårlige, eller at hærene altid er årsag til krigene: På disse områder efterlyser jeg velovervejede politiske betragtninger, ikke en pseudo-religiøs bøn eller en æstetisk holdning.

Endvidere gør det indtryk på mig, at hovedparten af de mennesker, hvis kriterier jeg respekterer på grund af deres førstehånds kendskab til situationen gennem ophold i Kosovo, bakker op om interventionen mod Milosevic.
Jeg kender flere, der tog til Bosnien som pacifistiske hjælpearbejdere, men som endte med at være stærke tilhængere af en militæraktion. De, som over én kam omtaler Milosevic og NATO som kriminelle, synes til gengæld at have været mindre væk hjemmefra..........
Om end jeg ikke tager skarp afstand fra straffeaktionen mod den serbiske diktator, så forekommer der mig at være et par stærke forbehold.
Det første forbehold er af helt praktisk beskaffenhed, og sætter spørgsmålstegn ved effektiviteten af den valgte krigsstrategi. Den konventionelle krig har sin berettigelse, når det drejer sig om at nå utvetydige militære mål: F.eks. at bryde belejringen af Sarajevo eller at generobre et besat Kuwait. Men det er et alt for groft instrument at benytte mod mere sofistikerede politiske mål som at indføre et reelt demokrati, eller at opnå etnisk sameksistens. I sådanne tilfælde kan resultatet blive det stik modsatte ved med vold og blodsudgydelser at blokere for mekanismerne for folkelig deltagelse, i stedet for at institutionalisere disse.
Eksempelvis er det åbenlyst, at de deporterede Kosovo-albanere flygter fra Milosevic og ikke fra NATO's bomber. Men bombardementet har skabt forvirring, hvilket har været en fordel for de serbiske styrker i deres overgreb mod befolkningen, i dag i Kosovo og i morgen i Montenegro eller Makedonien. Såfremt en militær intervention er berettiget, bør den hurtigst muligt foregå på landjorden for at udgøre en reel støtte til de lokale modstandsbevægelser på diskriminerende og specifik vis. Krigen har en brutal logik, hvor et bæst som Milosevic har det som en fisk i vandet.
Mit andet forbehold er spørgsmålet om den demokratiske legitimitet af den væbnede intervention. Som sagerne står nu, uden en samlet opbakning fra FN (jeg er klar over, at det ville have været yderst vanskeligt, når man tager Ruslands vetoret i betragtning), ligner det mere en hellig krig fra Vesten mod en målrettet overtræder af menneskerettighederne. Og det i en verden, hvor det ikke skorter på lignende overtrædere, men som tværtimod tolereres og endda feteres af de selvsamme deltagere i korstoget.
Jeg indrømmer, at krige kan retfærdiggøres men ikke hellige krige eller humanitære krige! Jeg savner et internationalt lovgrundlag, som er mere ikke-kirkeligt og mindre vilkårligt, og som fastslår hvad der er hhv. strafbart og lovligt. Stik imod hvad fjolserne råber op om, mener jeg, at det ville være på sin plads med et internationalt politikorps. Det være sig et politikorps underlagt internationale love og domstole, og ikke et kreativt politi, som opfinder love efter forgodtbefindende.

Jeg er på det rene med, at mine to forbehold står svagt, fordi de ikke udgør et egentligt farbart alternativ til den tragiske vej, som vi allerede er slået ind på. Men jeg tror heller ikke, at de diplomatiske kræfter ville have kunnet fortsætte på ubestemt tid.
Allerede for længe siden startede Milosevic på at bruge militærmagt uden at afvente den lille snak frem og tilbage mellem parterne.
Derfor er jeg ikke i stand til konsekvent at tage afstand fra NATO's offensive defensiv, men jeg kan heller ikke støtte aktionen med den form for entusiasme, som mange i mine omgivelser gør det. Er der så kun en resignerende tavshed tilbage?
Det er på sin plads at sige et par ord om folkeslag og selvstændige provinser. En af de værste lektioner fra slutningen af dette århundrede er, at intet forringer et menneskes vilkår så meget som at overbevise ham om, at han tilhører et folkeslag. Jeg kan også tilføje 'undertrykt', fordi alle folkeslag pr. definition er undertrykte. De, som ikke er undertrykte, er 'truede', og helt ærligt så ved jeg ikke, hvad der er værst. Hvem undertrykker eller truer folkeslagene? Det gør deres samvittighed, dvs. lederne som har besluttet sig for trin for trin at overbevise folk om, at de tilhører et folkeslag. For at opnå et sådant tvunget medlemskab, fremhæver de på grotesk vis de modstridende etniske interesser, som eksisterer (med det formål at udnytte gruppens fortvivlende fortræffelighed maksimalt). Dermed ødelægger de individets egne raceblandinger ("er du en af vores eller en af deres?") og evnen til at identificere sig med menneskeheden uden naboens devise ("ser du ikke, at de håner dig og udplyndrer dig?"). Nationalismen saliggør altid sin egen mytologiske identitet og gør andre til djævle, om end de er lige så fantastiske. I stedet for at styrke folkets ret til sameksistens, ophæver nationalisterne kaldet om at leve i fredelig sameksistens med dem, som på få punkter er anderledes, men som ligner os på andre 10.000 punkter: "Hvordan kan vi støtte sådanne ledere?"
Uden tvivl er der stor forskel på lederne af de selv-stændige folkeslag. Der findes voldelige diktatorer som Franco i sin tid og Milosevic i dag. For nogen tid siden hørte jeg Kosovo-albanere fastholde det umulige i at leve sammen med serbere, undtagen hvis det drejede sig om slaver. Nu proklamerer mange flygtninge forståeligt nok, at de ikke vender tilbage til Kosovo, før den sidste serber er væk, eller at området er deres, fordi de har været der siden før Kristus. Forbløffende nok er det magiske ord blandt mange 'selvbestemmelse', men i udvidet form: Retten til for folket i et område at bestemme hvem der skal leve i området og hvordan. At leve som folkeslag i et selvstændigt område er at opnå den udsøgte værdighed det er, at være uopløselig blandt andre, og uforenelig med to eller tre udvalgte modstandere (altid de nærmeste naboer). De bliver til en udsøgt økologisk art, en menneskelig orkidé eller oftere en kødædende plante. Det drejer sig om den samme botanik.

Og mellem alt det dårlige er der knap nok plads til den virkelige befolkning i det 20. eller 21. århundrede som f.eks. vores egen Nabokov: "Jeg er en nordamerikansk forfatter, som er født i Rusland og uddannet i England, hvor jeg læste fransk litteratur, hvorefter jeg tilbragte 15 år i Tyskland...."
Den nationalistiske folkebevægelse har bredt sig i Europa, efterhånden som de gamle diktatorer er blevet vippet af pinden. Det bruges som alibi til at forhindre, at der opstår ægte demokratiske stater, og gør livet umuligt for de som af det gode eller af det onde har formået at promovere sig. Michael Ignatieff har udtrykt det meget præcist i sin nye bog El honor del guerrero (Krigerens ære), med undertitlen Guerra étnica y conciencia moderna (Etnisk krig og moderne bevidsthed), en bog som bør læses i skolerne:
"Nationalisme skaber samfund bygget på angst, og befolkningsgrupper med den overbevisning at de kun er i sikkerhed, hvis de holder sammen. Mennesker bliver til 'nationalister', når de lever i frygt, og når der til spørgsmålet "...og hvem beskytter mig nu?" kun er svaret: "...mine egne".
I en sådan kultur skabes Milosevic og hans artsfæller. Det er tankevækkende, at der er stakler i vildfarelse, som kræver et folkeslagenes Europa i stedet for et nationernes Europa. At kræve et folkeslagenes Europa er det samme som at give grønt lys for de kriminelles Europa.

Fernando Savater er filosof og forfatter og har på dansk blandt andet udgivet bøgerne 'Den politiske brødrister' og senest 'Modet til at opdrage' fra 1998. I forbindelse med hans nye bog, 'Las preguntas sobre la vida', bragte Information et interview med Savater 6.-7. februar 1999.

Oversat af Runa Trosborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu