Et par småfejl alene, kvalificerer mig næppe til at komme i selskab med nynazister
ISRAEL
Lektor i hebraisk Judith Winther har i en kommentar den 18. maj skrevet om min bog Noeste år i Jerusalem, at "de spørgsmål han forsøger at stille er både legitime og relevante". Det er jeg glad for. Desværre synes hendes sproglige voldsomhed at modsige hende. Hele den indledende opsang sidestiller f.eks. de nye historikere i Israel (som blev introduceret i Information den 10. maj) med engelske nynazister omkring 'Combat-Hate-Patriot-kredse'. Så er stilen slået an.
Jeg har imidlertid svært ved at forstå, at det 'blot' skulle være (mindre) faktuelle fejl, der mobiliserer Winthers hadske udfald. Og hvis alle mine synspunkter var så fortærskede, som hun skriver, kan det undre, at det er så nødvendigt at advare mod bogen, ja at kræve den trukket tilbage.
Men til sagen. Jeg er naturligvis ikke uvidende om de jødiske bosættelser før 1880. Men rører det ved sagen? Rører det ved det grundlæggende spørgsmål omkring hvis land det var?
Jeg har muligvis taget fejl af udtalen i hebraisk. Judith Winther er kapaciteten som ved bedre end jeg. Men igen: rører dette afgørende ved spørgsmålet: Hvorfor var det, at man skulle afskaffe det sprog (jiddish) som i 1935 taltes af 11 millioner af verdens 16 millioner jøder? Enhver som kender det jødiske samfund i Israel ved at det er multietnisk, men i den zionistiske ideologi var jøderne altid ét folk.
Som jeg præcis indvendte mod Bredal var der mange udenfor bosætningsområdet i det gamle tsarrusland, som talte jiddish. Jeg har svært ved at se at det skulle være et argument imod mig. Men Winther har jo også taget det oversavede jagtgevær frem. "Historien ville noget andet", skriver hun og så har man jo ikke sagt for meget.
Judith Winther mener, at alt hvad jeg ikke har skrevet i min lille bog skyldes uvidenhed. Jeg er spændt på omfanget af Judith Winthers næste bog med dette in mente.
Det ville være synd at sige, at Judith Winthers hadefuldhed kommer bag på mig. Den ligner, hvad jeg har været ude for i mange år. De pro-israelske jøder mener de besidder et monopol på at fortolke, hvad der er jødisk. I mange år blev jeg beskyldt for at være 'selvhader'. En 'selvhader' er til oplysning for udenfor-stående et begreb som zionister har opfundet til at beskrive jøder, som er uenige med dem. Det skal ligne en psykologisk diagnose. Men det kan bedre oversættes til 'antisemit' med en stærk stank af 'forræder'. Judith Winthers holdning er båret af det samme fordømmende had. Jeg er imidlertid stolt af at være jøde. Jeg har en stor kærlighed til det jødiske sprog, mine bedsteforældre talte, jiddish. Jeg har i al beskedenhed skrevet en bog, som argumenterer for at Israel ikke var løsningen på jødernes problemer, som zionisterne proklamerede, tværtimod.
Judith Winther har muligvis ret i at jeg har begået et par fejl. Det indrømmer jeg gerne. Men jeg savner en fornuftig begrundelse på, at disse fejl alene kan kvalificere mig til at komme i selskab med nynazister og til være krypto-anti-semit. Når man hertil lægger, at hun ønsker min bog fjernet fra boghandlernes hylder, må man spørge sig selv, hvorfor er det så nødvendigt for Judith Winther at begå ideologisk overkill på min lille bog. Og andre med hende. Måske dens udsagn alligevel er for farligt at diskutere. Så farligt at man må ty til det oversavede jagtgevær.
