Læsetid: 4 min.

Forræderi eller fornuft

31. maj 1999

Kritikken af NATO's koldkrigsstrategi var langtfra bestilt af Moskva

Nato
I et indlæg den 20. maj beskylder Jørgen Granum-Jensen "oppositionen for at være gået over til fjendens parti" i den sikkerhedspolitiske debat i 1980'erne, fordi oppositionen gik imod NATO's dobbeltbeslutning om opstilling af landbaserede raketter i Europa.
JGJ's argumentation er, at man gik fjendens ærinde, hvis man gik imod NATO's strategi og politik, og herefter forstummer al debat, der er forudsætningen for demokratiet. Samme argumentation brugtes mod østlige dissidenter af kommunistpartierne. JGJ's holdning er totalitær og udemokratisk.
JGJ og med ham andre danske "højrefløjsdemagoger" overser bevidst, at en stor del af argumentationen mod NATO's politik i 1980'erne fik oppositionen fra amerikanske tænketanke og højtstående officerer.

NATO ændrer stategi
NATO's dobbeltbeslutning fra december 1979 begrundedes med Sovjetunionens opstilling af SS-20'erne. Opstillingen af SS-20'erne startede ikke som JGJ fejlagtigt skriver i 1979, men i midten af 1970'erne.
De repræsenterede imidlertid ikke en ny trusselskategori, der krævede et vestligt gensvar (heraf Genscher's geniale newsspeak: "Nachrüstung"), men erstattede de forældede og udtjente SS-4 og SS-5, der var blevet opstillet fra 1959.
Der var derfor ikke en militær begrundelse for NATO's opstillingsplaner. NATO besad allerede afskrækkelsesmidler i form af atombevæbnede u-både.
Årsagen til NATO's opstillingsbeslutning skal ses som et resultat af en ændring i USA's og NATO's strategi, interne bureaukratiske rivaliseringer i USA (især styrkelse af høgene) og Helmut Schmidts utryghed ved præsident Carter (især efter opgivelsen af neutronbomben i 1978).
Allerede i 1975 havde USA's forsvarsminister Schlesinger udarbejdet en rapport til Kongresssen, hvori man omtalte nødvendigheden af en modernisering af atomvåbnene i Europa, og forskellige våbentyper f.eks. Pershing blev nævnt.

NATO's atomvåben
I 1977 blev der i NATO nedsat en højtstående gruppe, der skulle udarbejde konkrete moderniseringsplaner for NATO's atomvåben, og dette var mens afspændingen var på sit højeste - SALT-I var ratificeret, og man forhandlede SALT-II, som der blev opnået enighed om, men som USA ikke ratificerede. Dobbeltbeslutningens "forhandlingsdel" havde ifølge en højtstående amerikansk embedsmand til formål at "tilfredsstille vore europæiske allierede", da den var udformet således, at man regnede med, at russerne aldrig ville gå med til den.
Den angivne begrundelse for nødvendigheden af opstillingen af mellemdistanceraketterne var således ulogisk og forkert, og da dobbeltbeslutningen først var vedtaget, fik den sit eget liv, idet den af medlemmerne blev set som et bevis på Alliancens evne og vilje til at føre en beslutning ud i livet. En opgivelse af opstillingen ville åbenbare de underliggende uenigheder inden for Alliancen mellem Vesteuropa og USA og kunne føre til et brud, frygtede medlemmerne.
Modstanden mod dobbeltbeslutningen forstærkedes, da Reagan blev valgt til amerikansk præsident, idet den nye administration talte om at føre begrænset atomkrig og startede historiens største oprustningsprogram.

Reagans nulløsning
Reagans nulløsningsforslag var ligesom forhandlingsdelen af dobbeltbeslutningen ikke alvorligt ment, men fremsat af rent propagandistiske grunde, fordi man ikke i sin vildeste fantasi forestillede sig, at russerne ville gå på forslaget.
Med de nye mellemdistanceraketter formindskedes varslingstiden, og førsteslagspræmien blev større. Derfor vurderede modstanderne, at dobbeltbeslutningen førte til større ustabilitet. Denne udvikling var lige ved i 1983 at føre til krig, da den sovjetiske ledelse troede, at NATO ville starte et angreb.
Modstanden mod dobbeltbeslutningen kritiserede balancetankegangen, der kun kan føre til oprustning og ustabilitet. Tilhængerne af dobbeltbeslutningen gik ud fra en aktørorienteret opfattelse, dvs. at det var sovjetisk ekspansionisme og oprustning, der var problemet.

Fra balance til stabilitet
Afspændingen kom, da Gorbatjov indså nødvendigheden af at ændre Warszawapagtens koncept fra balance til stabilitet, og han overtog konceptet om det ikke-offensive forsvar.
Denne revolution i den sikkerhedspolitiske tænkning bekom ikke høgene i Washington (eller Moskva) vel, da Reagan og Gorbatjov i Reykjavik enedes om nulløsningen.
Det ikke-offensive forsvar var faktisk udtænkt af den sikkerheds- og forsvarspolitiske opposition i Vesteuropa, og her spillede afdøde Anders Boserup en central rolle, idet han både var med til udformningen af konceptet og var med til at overbevise sovjetiske eksperter om dets relevans.
At dets implementering som sammen med de øvrige ændringer i Sovjetunionen blev starten på imperiets opløsning, var ikke forudset, men et lykkeligt resultat.

Nytænkning
At Gorbatjov imidlertid kunne få gennemført sin nye militærstrategi internt i Sovjet, kan ses som et resultat af, at han har kunne henvise til store kredse inden for NATO-landene, der var interesseret i afspænding og samarbejde, og at ikke alle i Vesten ønskede konfrontation. Havde hardlinerne i Moskva fået overtaget, ville udfaldet af den kolde krig næppe være blevet så lykkeligt.
Endelig overser JGJ bekvemt, at størstedelen af fredsbevægelserne intet havde til overs for regimerne i Østblokken og kritiserede invasionen i Afghanistan og kuppet i Polen, og støttede den østeuropæiske opposition.
Modstanden mod NATO's dobbeltbeslutning var udtryk for nytænkning, der brød med bloktænkningens spejlvendte fjendebilleder: Er du ikke med os, er du imod os og går fjendens ærinde. Titlen på bogen, som JGJ har skrevet i, er Hvem holdt de med? og den udtrykker ovenstående totalitære tankegang.
Oppositionen holdt med fornuften, men den er åbenbart så farlig, at den efter JGJ og andres mening skal mistænkeliggøres og miskrediteres.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu