Hvem er de virkelige 'dødens købmænd'?
KRIGEN
Der er noget som undrer mig. Det handler om vold. Det ene er i stor målestok, det andet er i mindre, men avisernes behandling af hændelserne, desværre også til en vis grad Informations, kradser stadig i overfladen, selv om de eksempler på vold i større og mindre målestok, jeg vil skrive om langt fra er enestående. Det er heller ikke på nogen måde første gang, de finder sted.
Der er en tendens, en altovervejende tendens, til at journalistisk og debatmæssig behandling af vold altid bevæger sig i enten det politiske eller det psykologiske rum. Man diskuterer og skriver om de politiske årsager til, at Milosevic eller Clinton handler som de gør. Når det går højt hører vi en NATO-general 'fra de grå korridorer' udtale sig om strategien i krigen, for eksempel angående hvorvidt det kan eller ikke kan lade sig gøre at vinde over Jugoslavien uden indsættelse af landstyrker.
Hvis der er tale om vold i mindre målestok, som for eksempel de sidste myrderier på en amerikansk high-school, kan vi læse om den psykologiske profil af 'Gotiske bander' som læser poesi og er dårlige sportsmænd, bliver drillet og derfor til sidst slår ihjel.
Hvem scorer kassen
Det er ikke fordi disse indfaldsvinkler til den store og mindre vold er irrelevante, det er fordi de ikke er de eneste, og fordi en anden indfaldsvinkel efter min mening er ligeså vigtig for den store og den lille vold, som de to første. Det er den forretningsmæssige. Hvem tjener penge på krigen. Hvem tjener penge på at hele det amerikanske samfund er gennemsyret af ideer om at 'frie mænd bærer våben'?
En vane, som gør sig gældende i de fleste medier, her til en vis grad undtaget Information, er, at når en ting er sagt én gang, så har den ikke nyhedens interesse mere. Der eksisterer tilsyneladende en mere eller mindre bevidst overenskomst om, hvad der debatteres med hensyn til krig og vold, og det kan derfor være fandens svært at få optaget et indlæg, der træder udenfor dette. Alle ved jo, at der er våbenhandlere, og at de er nogle rigtig uhyggelige typer, så lad os hellere tale om fly og soldater og 'Milosevic mod Clinton', eller i den lille målestok, outsiderne kontra de accepterede.
Våbenhandlere og fabrikanter af våben bevæger sig i noget, som af de fleste opfattes som en ubehagelig og farlig gråzone: Der, hvor den civile og militære verden støder sammen.
For år tilbage skrev Fredsforskeren Jan Øberg Myter om vor sikkerhed. I denne bog har han oplistet danske virksomheder, der producerer våben, det er så vidt jeg husker omkring 70(!). I forordet til bogen beskriver han, hvordan han blev ringet op af en officer, som ville advare ham om, at det kunne blive 'ubehageligt' for ham at opsøge og sammenstille disse oplysninger. Spionageanklagens giftige røg svævede ud af telefonen. Selv har jeg været udefor noget af det samme, da jeg for år tilbage arbejdede i Greenpeace og ville have igangsat en kampagne mod våbenproduktion i Danmark. "Det er for farligt", blev der sagt og pengekassen blev smækket i.
Jeg mener imidlertid at vi er kommet dertil, hvor det er endnu farligere at lade være. Vi kan blive ved med at diskutere 'geopolitiske', 'politiske' og andre årsager til krig og volds opståen, uden at det resulterer i fred, sålænge vi overser det faktum, at der tjenes astronomiske summer på produktion og salg af våben, og at de, der gør det, bevæger sig lige op og ned af de politiske beslutningstagere i de forskellige lande. Der vil blive ved med at opstå krige og vold, som ikke har anden årsag end at de er mulige, fordi våbnene findes.
'Den kliniske krig'
Hvem har for eksempel lanceret tanken om 'den kliniske krig', hvor man kunne vinde uden at sætte menneskeliv overstyr? Det er ikke soldaten, her repræsenteret af generalerne. Generalerne ved nok om krig til at vide, at der altid dør nogen.
Flyvevåbnets personale ved, at nogle gange rammer bomberne de forkerte mål og at der dør civile. Producenterne af de dyreste og mest teknologisk komplicerede våben er dem, der har den største interesse i at bilde militær og politiske beslutningstagere ind, at det kan lade sig gøre: 1) at vinde en krig fra luften. 2) at føre en klinisk krig, der ikke kræver ofre.
Nu kunne jeg godt tænke mig at vide: Hvem har interesse i at alle disse krydsermissiler bliver fyret af, hvem har interesse i at alle disse klyngebomber bliver kastet? Hvem er det der skal fylde lagrene op og tjene fede penge på det, når krigen er slut?
Navne, Firmaer! Kunne Information tænkes at ville lave en artikelserie om de virkelige 'dødens købmænd'?
Det er håbløst naivt at blive ved med at debattere politiske og psykologiske grunde til at NATO er så ubøjelig i forhold til at ville stoppe med at bombe, når de økonomiske interesser i at de (vi!) fortsætter, er så enorme.
Er det de samme mennesker der tjener penge på håndvåbensalget i USA? Hvem har startet National Rifle Organisation, og hvornår er den blevet startet? Det er idiotisk at grave i teenage-psykologiens labyrintgange, sålænge der så mange våben frit tilgængeligt i det amerikanske samfund.
Hvorfor sker den slags ting sjældent eller aldig i Danmark? Er det fordi dansk unge er mindre frustrerede? Nej, det er af den simple grund, at det er sværere at få fat på våben i det danske samfund, end det er i det amerikanske.
For et stykke tid siden læste jeg i Information, at det var lykkedes regeringen i Australien at få gennemført en stramning af våbenloven, med amnesti til alle der indleverede ulovlige håndvåben inden en vis tidsfrist. Hvordan går det med det? Skriv! Et positivt eksempel kunne få en lavineagtig effekt, hvilket våbenproducenter godt ved, det er derfor de sørger for at offentligheden i USA jævnligt bliver fodret med historier om mord-ofre, der kunne have reddet sig, hvis de havde været bevæbnede.
I 'rockerkrigens' spor
De våbenproducerende firmaer producerer også andre ting og kunne nemt komme i 'den politiske forbrugers' søgelys, hvis det blev tilladt at tænke, at den enorme eksistens af våben i alle størrelser muligvis kunne være en væsentlig grund til, at det er så fristende at gribe til vold og krig i stedet for at forhandle sig til rette.
Det danske samfund blev for et stykke tid siden voldsomt opskræmt over 'rockerkrigen'.
Det var forholdsvis let for de to bander at skaffe sig våben, blandt en panserværnsraket. Hvordan? Hvis vi skal beskytte os imod følgerne af fremtidige 'rockerkrige' drejer det sig blandt andet om at sørge for, at de er dårligere bevæbnet. De kan ikke selv lave en panserværnsraket; hvem har de købt den af, og hvor går tråden tilbage til den 'respektable' fabrikant af dette mordvåben?
Havde eksistensen af den 'Gotiske bande' kostet så mange skolebørn livet, hvis det ikke havde været til at opdrive en pistol i miles omkreds?
Ville NATO overhovedet eksistere, hvis ikke der var så enorme økonomiske interesser forbundet med at opretholde dette kolossale militærapparat? Det er på tide, at denne problemstilling får meget mere opmærksomhed.
