Læsetid: 5 min.

Min kone og computeren

20. maj 1999

Det var, mens jeg gik omkring i de enorme airconditionerede indkøbscentre, jeg kom til at fundere over en fundamental forskel mellem min kone og den bærbare

Former
Jeg har spekuleret en hel del over, hvori den grundlæggende forskel mellem en computer og en menneskehjerne består. Jeg mener, hvordan kan vi vide, at vi ikke dybest set fungerer som en computer. Vil man engang i fremtiden blive i stand til, med langt mere avanceret teknologi end vi råder over p.t., at fremstille en maskine, der i alle sammenhænge svarer til det, der foregår i vores hjerne?
Eller med andre ord, kan man reducere glæde, ønsker, sorg, forventning og alt det der, til digitale nuller og ettaller?

Spørgsmålet er lige så uoriginalt, som det er umuligt at besvare, men desuagtet ualmindelig interessant og i takt med teknologiens accelereren stadig mere relevant. Er Gud i virkeligheden altings almægtige, centrale server?
For nogle år siden rejste jeg rundt i verden med min familie, som udover mig selv består af to børn, min kone og en bærbar. Vi var begejstrede for Indonesien, så med to måneders mellemrum måtte vi tage til Singapore for at få fornyet vore turistvisa.
Umiddelbart inden vi forlod Bali, skete der noget alvorligt. Hver gang jeg tændte den bærbare, begyndte den at ryge, og der optrådte en tynd gul stribe på skærmen, der ikke skulle være der. Det var jo højst alarmerende og truede med at ødelægge familie-idyllen, men eftersom den bærbare faktisk var født i Singapore, var det nærliggende at håbe, at det også var der den kunne helbredes.

Singapore var meget anderledes end Indonesien. Alle mennesker får tilsyneladende udleveret en mobiltelefon ved fødslen, hvis de lover aldrig at spytte på fortovet og altid skylle ud på de offentlige toiletter. Det er en selvfølge, at man ikke ryger. I hvert fald ikke hvis nogen ser det. Derfor havde min kone også valgt dagene i Singapore til for evigt at slippe cigaretterne, nu da hun alligevel ikke havde flere Prince. Hvis den bærbare kunne holde op med at ryge i Singapore kunne hun vel også.
Vi ankom sent om aftenen og kørte til et hotel, som var pænt omtalt i vores Lonely Planet guide. Jeg ved ikke, hvad guideforfatteren har fejlet, men det var kun med nød og næppe, vi overlevede den første meget varme nat på det ualmindelig rædsommme hotel. Vi fandt et bedre næste morgen, som så også kostede en halv million, men der var i det mindste air con. Så er alt også sagt om det. Majestic hed det! Hoteller er fornærmende dyre i Singapore, og man får røv og nøgler for pengene.

Men så var dagen altså kommet, hvor min kone havde besluttet at holde op med at ryge. Den sidste pind blev indtaget med passende andagt og optimisme. En time efter havde hun hovedpine. Her vil jeg gerne indsparke, at det på ingen måde var på min opfordring, at hun ville holde op. Overhovedet slet ikke. Hun ville selv. To timer efter den sidste smøg holdt hun stort set op med at udtrykke sig i andet end enstavelsesord. Fire timer senere havde hun ondt i pande- og bihuler, og lidt senere uudholdelige smerter i ørerne.
Faktisk endte det med, at vi måtte opsøge Singapore General Hospital. Et meget checket sted (med air con), hvor vi først ventede på de grønne stole indtil sygeplejersken havde målt temperatur og blodtryk og havde fået sygehistorien. Min kone sagde selvfølgelig ikke noget om nikotin, men koncentrerede sig om smerten i ørerne.
Derefter videre til de gule stole, indtil vi kom ind til den unge, flinke læge, som naturligvis aldrig kunne drømme om at give hende en recept på 20 Marlboro, men i stedet gav hende et væld af dråber og piller. Også nogen smertestillende. Nu mente jeg, at min kones lidelser ikke burde være en hindring for den bærbares helbredelse, så da de ikke kunne stille mere op på hospitalet, bragte en oprigning til Compaq Service Center os ud til en betonklods, hvor de lovede at tage sig af barnet, inden vi skulle rejse igen tre dage efter.
I mellemtiden havde jeg meget, meget forsigtigt antydet, at hvis det var mig, der skulle holde op med at ryge, hvilket jeg jo har gjort succesfuldt utallige gange, så ville jeg næppe vælge en periode med stresset storbyferie i 50 graders dampende varme og ondt i ørerne. På mindre end et minut lykkedes det hende herefter at opspore en 14 stk. (fjorten!) Marlboro-pakke, hvilket ikke altid er helt nemt i Singapore.

I takt med hendes indtagelse af cigaretter blev min kone stadig mere munter, mens min oplevelse af Singapores lyksaligheder fortabte sig i bekymring for den bærbare. Det var, mens jeg gik omkring i det ene enorme airconditionerede indkøbs-center efter det andet, ustandselig fristet til at trøste mig med elektronik til mindre end det halve, at jeg kom til at fundere over en fundamental forskel mellem min kone og den bærbare. En fornemmelse begyndte at tage form, og da vi endelig kunne hente den bærbare igen, og det viste sig, at den var helbredt (og at det oven i købet var gratis) blev min fornemmelse til vished:
Den bærbare kunne holde op med at ryge, og det kunne min kone ikke. Umiddelbart lyder det jo voldsomt banalt og ikke som noget man behøver at bruge spalteplads på. Men hvis vi forestiller os den ultimative supercomputer, den der kan konversere os begavet, forholde sig til livets store problemer og sende mennesker til Venus, ville det så være tænkeligt, at den har det eller et tilsvarende problem? Eller ville det opstå som følge af alle de andre kvalifikationer?
Nej vel. Det er måske netop den slags svagheder, der er vores styrke i forhold til den bærbare, og hvor meget jeg end holder af den, så er det netop det, udover nogen særdeles væsentlige detaljer ved udformningen, der gør min kone væsentlig mere interessant.
Men hvis tildragelserne i Singapore bragte mig nærmere forståelsen af et eksistentielt problem, så stillede det mig jo straks overfor et nyt: Kan Gud holde op med at ryge?

Sally Altschuler er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu