En dybt anti-demokratisk logik er på spil. Enten er man for NATO og dermed vestlige ideer. Eller også støtter man den slaviske civilisation. Men det er en falsk karikatur af virkeligheden, skriver den palæstinensiske forfatter, Edvard Said. Ingen moralske valg er så enkle
Mens jeg skriver disse linier, er NATO-operationen en måned gammel, men alliancens målsætninger er langt fra blevet nået. Milosevic' tyranniske regime fungerer stadig, og får flere serbiske tilhængere, selv fra hans tidligere modstandere i landet. Dissidenter, markante oppositionsfolk, radiostationer og aviser er enten blevet bragt til tavshed eller har ændret kurs og støtter nu Milosevic. Det er ikke nogen overraskelse i betragtning af, at den stadigt mere ødelæggende luftkrig korrekt bliver opfattet som krigsførelse mod hele Serbien. Uhyrlighederne i Kosovo er også blevet optrappet. Flere flygtninge, flere ødelagte landsbyer og flere snarere end færre serbiske tropper, der skaber ødelæggelse omkring sig i et område, der efter sigende skulle være sikret mod yderligere ødelæggelse.
Dette er langt den værste af NATO's fejlskøn. Det utilslørede bevis for dette er, at de angribende lande tøver så åbenlyst med at tage sig af den krise, som flygtningene skaber. En yderligere komplikation er efter min mening, at der er overvejende sandsynlighed for, at meget få af flygtningene vil kunne vende hjem, og deres hjem og landsbyer blive genopbygget. Jeg håber jeg tager fejl.
Min generations palæstinensere har oplevet hvordan umyndiggørelsen af hele vores folk, og oprettelsen af staten Israel i 1948, foregik på denne måde, uden CNN, og uden en Clinton, Blair og Solano som plaprer op om vestlige værdier og humanitære missioner. Det er værd at minde læserne om, at hvert år siden 1948, har FN's generalforsamling verificeret resolution 194, som giver palæstinen-siske flygtninge ret til at vende tilbage og/eller kompensation for deres tab. 51 år er gået med sådanne resolutioner, der ikke er båret frem af mindre velvilje end den som NATO-embedsmænd hver dag lægger for dagen. Men palæstinenserne er stadig i exil, stadig fordrevet, og Israel, som spillede Milosevic' rolle i 1948, fortsætter med at fordrive palæstinensere hver dag.
Der ligger en umådelig ironi i, at Israel i sin iver efter at optræde på NATO-side, har tilbudt asyl til omkring 120 (!) flygtninge fra Kosovo, på en kibbutz som står på det, der før erobringen i 1948 var palæstinensisk område. Hvor der før lå en landsby, er der nu ingen spor af dens tidligere beboere. Hverken navne, ejendom eller et minde har overlevet. Sådan er historiens logik, og sejrherrens, kunne man tilføje. En tredie ulykke er, at man ikke kan forudsige afslutningen på hverken militærkampagnen eller den serbiske modstand. Hvis der kan drages nogen lære af Iraks skæbne, er det meget muligt, at Milosevic stadig vil være ved magten om et par måneder. Serbien vil være lagt øde, og de civile vil have betalt den højeste pris. Hver dag bringer nye vidnesbyrd om at Clinton, luftkrigens arkitekt, har overført sin egen sygdomslære på krisen, snarere end at gøre brug af sund fornuft, viden eller humanisme.
En bog om Clinton, der udkom for nylig, skrevet af den engelske journalist Christopher Hitchens (langt den bedste bog om Clinton-administrationen siden han kom til magten) har fået titlen No One Left To Lie To (Ikke flere at lyve for, red.). En titel der næsten er en underdrivelse, eftersom Clinton har forrådt sine valgløfter, svigtet sit parti, sine erklærede idealer, sin familie såvel som adskillige kvinder, og brugt regeringen som et redskab til at gennemtvinge sine egne beskidte forehavender. Et af Hitchens vigtigste argumenter er, at Clinton ikke skulle have været stillet for en rigsret for at lyve om sin affære med Monica Lewinsky Til gengæld skulle man have anklaget ham for ulovligt at bombe Sudan, Afghanistan og Irak uden klar forudgående provokation fra disse lande.
Der er nu ganske mange tegn på, at Clinton har brugt Kosovo til at råde bod på den skade, han pådrog sig under Lewinsky-sagen (dette galdt også de tidligere missioner). Det er sket uden at man har tænkt synderligt på krigens menneskelige og økonomiske omkostninger, og uden at gøre sig nøje overvejelser vedrørende dens afslutning.
NATO er ikke alene gået til angreb uden en formel krigserklæring fra den amerikanske kongres. Man har tilmed næsten ikke overvejet, hvordan en sådan krig vil kunne nå et mål, der er så tåget og så dårligt defineret, som det er tilfældet. Hvilken status skal Kosovo have? Hvad skal der ske med serberne i Kosovo?
Det er nogle af de grundlæggende spørgsmål, som Clinton og hans yndlingsallierede, Tony Blair og udenrigsminister Robin Cook, endnu ikke har givet sig tid til at tænke over. I denne tavshedens konspiration, som den amerikanske offentlighed bliver spist af med, har medierne spillet en helt usædvanlig rolle med hensyn til propaganda og animering, og det synes at blive værre dag for dag.
Naturligvis har den serbiske propaganda spillet sin egen rolle, som jeg ikke forsøger at retfærdiggøre eller bagatellisere. Der foregår en ondsindet identitetspolitik i Jugoslavien, som forstærkes af både medierne og modstanderne. Men CNN og dens medsammensvorne, f.eks. BBC, har spillet rollen som opmuntrende heppekor.
De fleste tv-reportere omtaler NATO-styrkerne som "vores" og forhører regelmæssigt militæreksperter om det tåbelige i ikke at bruge landstyrker og angribe flere serbiske mål, inklusive tv-stationer. Ingen journalist har vovet at spørge, hvordan det kan gå til, at antallet af flygtninge er steget, siden bombardementerne begyndte (altså dem, der skulle redde dem). Enhver antydning af, at NATO faktisk kan have forværret deres situation, bliver nærmest overhørt - især efter at krigen har bredt sig ind i Montenegro og Albanien og haft alvorlige indenrigspolitiske følger i Grækenland, som er medlem af NATO.
Samarbejdet mellem NATO-regeringernes talsmænd og journalisterne har i virkeligheden elimineret enhver form for undersøgende journalistik. (Vi ved næsten ingenting om, hvad der er sket inde i Kosovo, bortset fra at det langtfra er lykkedes NATO at standse de serbiske grusomheder. Tværtimod er antallet af serbiske soldater steget! Det er umuligt at få at vide fra CNN eller de andre, hvad der faktisk bliver ramt, hvor og med hvilken effekt).
Endnu mere ironisk er det, at den konstante hentydning til 'etniske albanere' tilslører - eller helt ignorerer - den kendsgerning, at de fleste af flygtningene er muslimer. Tænk på, at adjektivet 'muslimsk' med usvigelig sikkerhed forekommer, hver gang Hamas eller Hizbollah eller iranerne eller palæstinenserne omtales i medierne - især når det drejer sig om 'terrorisme'. I Jugoslavien går taktikken ud på at antyde, at det trods alt er europæiske flygtninge, som derfor har mere krav på NATO's opmærksomhed. Derfor bruges ordet 'muslim' aldrig.
Jeg har endnu ikke set et program om familierne til de 46.000 kurdiske ofre for Tyrkiets folkemord eller blot en omtale af, at dette folkemord - så vel som den fortsatte udsultning af civile irakere (hvoraf de fleste er muslimer) - foregår netop nu. Og at det sker med aktiv amerikansk deltagelse (f.eks. ved at forsyne NATO-landet Tyrkiet med Apache-helikoptere og F-16 kampfly). Hvorfor det ikke skulle være lige så slemt som det, Milosevic foretager sig, er mig en gåde. Men man må vel gå ud fra, at der er tale om en højere logik, som almindelige mennesker ikke har let ved at forstå.
Det værste ved mediernes behandling af NATO's felttog - og husk på, at nyhedsstrømmen i dag effektivt kontrolleres af omkring fem større multinationale selskaber, alle med tætte bånd til forsvarsindustrien, som har en direkte interesse i, at krigen fortsætter - er ikke alene deres forenkling af de meget komplicerede historiske, sociale og befolkningsmæssige forhold på Balkan. Det værste er, at medierne ved ikke at stille spørgsmål til NATO's redegørelser og billeder, faktisk gør sig til en del af NATO's kampagne. På den måde er de med til at udviske historien og virkeligheden med propaganda.
Som det britiske parlamentsmedlem Anthony Benn korrekt har sagt, er det en trussel mod demokratiet - og mod en anstændig fremtid for en betydelig del af menneskeheden.
Den farligste bivirkning af den nye Balkan-krig er måske, at den kan have skadet FN på længere sigt. Det, den amerikanske krigsmagt signalerer er, at den, og den alene, kan diktere, hvordan fremtiden skal se ud, og intervenere hvorsomhelst dens ledere måtte finde det påkrævet, og fordreje, ødelægge, og genopbygge, som de har lyst til, blot fordi de er i stand til at gøre det.
Selv om jeg ikke bryder mig om at give ham en kompliment, ser det ud til at Samuel Huntingtons 'clash of civilisations'-tese, er blevet taget til efterretning af de amerikanske strateger.
Man udformer nemlig tilsyneladende sin politik efter en forestilling om, at verden er et farligt sted for vestmagterne, og derfor er det, som Huntington siger, bedre at gå direkte i offensiven, og med det samme gå ind i fjendens lejr for at få sin vilje. Kun sådan kan USA stimulere og udvide sin økonomiske magt. Denne idés sejrsgang er ikke kun en sejr for et latterligt aggressivt billede af vores verden, der tager for givet, at alle civilisationer nødvendigvis er i konflikt med hinanden, og at det eneste grundlag for at føre politik er etnisk tilhørsforhold.
Men denne idé giver også en falsk forestilling om, at verden er tvedelt, og det fører til en falsk logik, hvis essens er denne: "enten er du med os, eller også er du imod os."
I dag er man enten for NATO, og dermed for vestlige værdier som humanisme, demokrati og anstændig opførsel, eller også går man ind for den slavisk ortodokse civilisations tyranni og umenneskelige herredømme, repræsenteret ved Slobodan Milosevic.
Enhver kan se at det er en karikatur af virkeligheden. Ingen moralske valg er så enkle, og de bør heller ikke gøres så simple, hvis verden skal overleve som andet end en jungle hvor det er alle mod alle, og hvor USA regulerer et 'frit' marked. Desuden er der en dybt anti-demokratisk logik på spil her, som siger: "skynd jer lidt, gør jeres valg og slut jer til os, ellers vil I blive dæmoniseret og tilintetgjort."
USA er det eneste land i verden, der har interveneret overalt gennem de sidste tolv måneder, og som har brugt sin økonomiske sanktionsmagt over 60 gange gennem det sidste tiår. Mens dets fly foretager over 600 bombninger om dagen, og Wesley Clark anmoder om flere fly, bomber og tropper, og mens mindst et halvt dusin lande er i besiddelse af kernevåben og midler til kemisk krigsførelse, for ikke at tale om dem der prøver at få fat i disse våben, er menneskeheden i farezonen i den nærmeste fremtid.
Desværre er der ingen hurtige løsninger i sigte. Ingen færdige handlemønstre, der kan erstatte den fremherskende logik om den på-ståede tvedeling, eller erstatte den overdrevne følelse af at ens identitet er truet.
Men gennem en selvkritisk opmærksomhed på det som medierne i øjeblikket 'glemmer' og fordrejer, kan vi i det mindste begynde at styrke vores modstand mod den retning og det lederskab, som en Milosevic eller en Clinton står for. Sidstnævnte har i øvrigt aldrig oplevet krig eller nogen af dens virkninger på tæt hold, og er beruset af de mirakler, som højteknologisk krigsførelse kan udrette. En form for krig hvor man ikke ser eller kommer tæt på de lidelser, som man udsætter sine ofre for.
Det eneste mulige svar er at vende blikket bort fra den endeløse billedstrøm, og udvikle en modstand baseret på en sand filosofisk og humanistisk dannelse. Det er tålmodig og gentagen kritik. Intellektuelt mod. Nationalistiske passioner og morderisk adfærd, en skærpet offerrolle eller et frelserkompleks, kan ikke imødegås på anden vis. Det er universelle problemer, der kræver universelle løsninger, og ikke spontan krigsførelse og ureflekterede hurtigløsninger.
Edvard Said er professor i engelsk og sammenlignende litteratur på Columbia University. Han er palæstinenser af fødsel, men har i dag amerikansk statsborgerskab. Han er en åben fortaler af Palæstinas sag. Said har skrevet flere bøger om islam og postkolonialisme, blandt andre Orientalism fra 1985, Culture and Imperialism fra 1993 og Orientalism. Western Conceptions of the Orient fra 1995. Han holdt i 1993 Reith forelæsningerne om Den intellektuelles ansvar, udgivet på Gyldendal samme år.
©International Parliament of Writers
Oversat fra engelsk af P. C Mollerup
