Kronik

Kvinderer ikke politiske

Debat
11. maj 1999

Danmark halter bagefter de andre nordiske lande i kampen for ligestilling

De nordiske lande fremhæves som lande, hvor ligestillingen mellem kvinder og mænd er kommet længst - og med god grund. De ligger i verdenstoppen, når det gælder kvindeandelen i parlamenter og regeringer (bortset fra Island), og efterhånden deltager kvinder og mænd stort set lige meget politisk. Kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse er en af de højeste inden for OECD-området, og kvinder og mænd får i dag stort set lige meget uddannelse. Samme udviklingstræk er på vej i en række andre lande i Vesten, men den kom tidligst i Norden. Alle fem lande fik statslige ligestillingsinsitutioner i 1970'erne, hvor der samtidig var en bred kvindepolitisk mobilisering. De nordiske lande har også været tidligt fremme med initiativer, der kunne lette koblingen mellem arbejdsliv og familieliv. De har gennemført relativt gode barsels- og børneorlovsordninger, ligesom der er høj dækning med børneinstitutioner. Set i lyset af disse centrale fællestræk er det berettiget at tale om en nordisk kønspolitisk model.
På en række områder har nordiske sammenligninger også ofte tjent som holdepunkt og vurderingskriterium, ikke mindst fordi den relativt ensartede kulturelle baggrund, økonomiske formåen og de politiske konstellationer gør det muligt at sætte det enkelte lands udvikling eller indsats i relief. Vi ser det inden for elitesporten, inden for kulturen, inden for forskning, og især inden for politik og ligestilling. Det nordiske perspektiv er også det centrale omdrejningspunkt for en nypubliceret undersøgelse om køn og politik i Norden i Nordisk Ministerråds regi. Undersøgelsen har både fokuseret på ligheder og på forskelle mellem landene, og det har rejst nogle interessante perspektiver, ikke mindst i forhold til en dansk virkelighed. Konklusionen er nemlig, at Danmark på centrale ligestillingsområder halter bagefter de andre nordiske lande, især Norge og Sverige. Det var i modsætning til forventningerne på forhånd. Undersøgelsens konklusioner afspejler behov for fornyelse og forandring for den nuværende danske ligestillingsudvikling (eller mangel på samme).

Generelt har ligestillingsindsatsen mindre politisk tyngde og gennemslagskraft i Danmark end i de andre nordiske lande, og det skyldes bl.a., at de politiske instititutioner i mindre grad end f.eks. i Norge og Sverige har formået at integrere kvinde- og kønsspørgsmål. Det vil vi give nogle eksempler på i det følgende. Som i de andre nordiske lande har de politiske partier i Danmark gennem de sidste 25 år været kendetegnet af en markant medlemsnedgang. I 1960 var 22 procent af den danske befolkning medlem af et politisk parti, og det var i 1992 faldet til seks procent. Denne markante nedgang er kommet tidligere og har været mere gennemgribende i Danmark end i de andre nordiske lande. En af grundene hertil er givetvis, at det især de sidste par årtier ikke er lykkedes partierne at integrere kvinderne. I Norge har denne nedgang været langt mindre, og der er ingen tvivl om, at det bl.a. hænger sammen med, at det her er lykkedes at integrere både yngre og ældre kvinder i partierne.
Når det står så sløjt til i Danmark handler det selvfølgelig både om kvinderne og om partierne. Ser vi først på kvinderne og kvindemobiliseringen, så har den danske politiske kultur været langt mere bevægelsesorienteret end i de andre lande. Politisk aktive kvinder foretrak i 1970'erne og 80'erne at arbejde i de sociale bevægelsers flade struktur fremfor i partiernes hierarkiske systemer. Selv om der selvfølgelig har været en tæt sammenhæng mellem de sociale bevægelser og de formelle politiske institutioner, og selv om partier som Venstresocialisterne og Socialistisk Folkeparti byggede på dette overlap, så var kvinders integration i de politiske partier og i den politiske elite, ikke et mål for kvindebevægelsen i nær samme udstrækning i Danmark, som f.eks. i Norge.
Ser man dernæst på partierne, så adskiller det danske socialdemokrati sig markant fra de svenske og norske søsterpartier ved en større modstand mod selvstændige kvindeorganiseringer i partiet (de såkaldte kvindeforbund) end i de andre lande.

Heller ikke i de seneste år har partierne formået at sende et positivt signal om, at de tager kvinders politiske tilstedeværelse alvorligt.
Det er f.eks. tankevækkende, at mens det norske Arbeiderparti har haft kønskvotering siden 1983, og de svenske og finske socialdemokrater har indført kønskvotering i 1990'erne, så afskaffede Socialdemokratiet kønskvotering ved kongressen i 1996. Også Socialistisk Folkeparti afskaffede kvoteringen i 1996.
Man kan være enig eller uenig i brugen af kvoter, men det ser ud til, at det i de andre nordiske lande har fungeret som et positivt signal om, at man reelt ønskede at fremme ligestillingen internt i partierne og blandt opstillede kandidater. Et andet eksempel på signalværdi findes i Sverige, i forbindelse med de to sidste regeringsdannelser, hvor der blev udpeget 50 procent kvindelige ministre. Ser man på Norge, har samtlige regeringer op gennem 1990'erne haft mere end 40 procent kvinder.
Set i det lys falder Nyrup Rasmussens forsøg på at markere sig ligestillingspolitisk ved sidste regeringsdannelse til jorden. Der blev her udpeget syv kvindelige og 20 mandlige ministre, hvilket svarer til en kvindeandel på 35 procent.
Den forholdsvis svage kvindeintegration i de danske politiske institutioner, påvirker de politiske initiativer og den politiske debat. Set i det nordiske perspektiv er der en påfaldende forskel i de politiske partiers måde at forholde sig til kønsproblematikken.
I Sverige og Norge profilerer stort set alle politiske partier sig på ligestillings-spørgsmål - både som et særligt politikområde og som noget, der også er relvant inden for andre politikområder. Det går igen i valgprogrammer og valgdebatter i medierne. I modsætning hertil, er der ikke længere nogen partier i Danmark, der profilerer sig på dette område. I 1970'erne var der i næsten alle partierne markante kvindelige politikere, som forholdt sig kvindepolitisk til folketingsarbejdet. I 1980'erne var der på tværs af det politiske spektrum en række tværpolitiske ligestillingsinitiativer.
I 1990'erne er de tværpolitiske netværk forsvundet, og der er kun få politikere, som markerer sig på ligestillings- og kvindespørgmålet. I de borgerlige partier er unge kvindelige politikere, der taler mod ligestilling i dag mere synlige end dem, som er positive. Venstrefløjspartierne profilerer sig heller ikke længere på kønsspørgsmål.

Disse tendenser ser ud til at påvirke indholdet i de politiske debatter i Danmark. Selv på områder, som helt åbenbart har meget forskellige konsekvenser for kønnene, diskuteres der ofte lovgivning, uden at køn spiller en rolle i debatten. Det gælder f.eks. folketingsdebatterne om børnepasningsorlov gennem 1990'erne, hvor argumenterne for og imod blev relateret til arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitik og til børne- og familiepolitik. Men at det stort set kun var attraktivt for mødrene, blev ikke trukket ind i debatten.
Der er meget lang vej til, at Danmark opfylder sin tilslutning til den såkaldte mainstreamingsstrategi i FN, EU, Europarådet og Nordisk Ministerråd. Strategien går ud på, at der ved alle beslutninger fokuseres på kønsmæssige implikationer. I modsætning hertil er Sverige og Norge kommet meget længere med denne strategi.
Den danske kønspolitiske debat har desuden været præget af, at spørgsmålet om forældremyndighed har fået en endda meget stor vægt. På trods af sine ganske alvorlige implikationer for de involverede, berører det i realiteten kun en meget lille del af befolkningen; nemlig de småbørnsfamilier, som bliver opløst, og hvor der er konflikt omkring forældremyndighed og samvær. En begrundelse for, at dette emne har fået så uforholdsvis stor vægt, er, at mande- og fædrespørgsmål blev tematiseret relativt sent i Danmark i sammenligning med Sverige, Norge, Finland og Island, og aldrig har fået samme bredde som i de andre lande.

En sammenligning af ligestillingsmaskineriet i de fem lande viser også, at Danmark halter alvorligt bagefter de øvrige lande. En revitalisering af arbejdet for ligestilling vil på kort sigt kræve en helt ny struktur for ligestillingsarbejdet, og det er netop det, Udvalget vedrørende det fremtidige Ligestillingsarbejde under Statsministeriet har foreslået i en ny betænkning.
Udvalget blev bedt om at se på situationen i de andre nordiske lande og er blevet inspireret heraf i sine forslag. Det foreslås, at der gennemføres en funktionsopdeling af ligestillingsarbejdet og udpeges en ansvarlig ligestillingsminister, som skal tage hånd om en overordnet og koordineret ligestillingsindsats på regeringsniveau. Ministeren skal bakkes op af en ligestillingsenhed i sit ministerium. Endvidere skal der etableres et videnscenter for ligestilling, som kan styrke en mere vidensbaseret indsats, og som også skal stimulere en dynamisk ligestillingsdebat. Endelig foreslås det, at der på forsøgsbasis etableres et klagenævn for ligestilling. Forslagene til ny struktur er formuleret i bemærkelsesværdig stor enighed, selv om der var tale om et ganske stort og bredt sammensat udvalg. Politikerne skal nu til at tage stilling til disse forslag. Det bliver interessant at se, om de lægger op til, at Danmark skal følge den nordiske linie i ligestillingsarbejdet med en relativ høj prioritering af det, eller om indsatsen på dette område fortsat skal nedtones.

Anette Borchorst er lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, Ann-Dorte Christensen er lektor ved Institut for Samfundsudvikling og Planlægning, Aalborg Universitet

APROPOS
Bundløs ligestilling
Ligestillingsapparatet har i Danmark ikke været justeret til nye krav og forpligtelser i arbejdet for ligestilling. Man har bevaret strukturen fra 1975, hvor ét organ, Ligestillingsrådet, har varetaget en række forskellige og til dels modsatrettede opgaver, og hvor ingen dansk regering har formuleret et egentlig ligestillingspolitisk program.
Dansk ligestillingspolitik savner tyngde og jordforbindelse, og der er langt hen af vejen tale om symbolpolitik. Det indebærer, at den rummer pæne målsætninger uden større praktisk betydning, og enkeltpersoner kan være helt afgørende for, om der sker noget eller ej. Både lovgivning og håndhævelse af ligestillingen er langt mere vidtgående i Sverige og Norge.
Selv om dansk lovgivning forpligter alle offentlige myndigheder til at arbejde for ligestilling, og Folketinget har besluttet, at alle større offentlige institutioner skal lave ligestillingshandlingsplaner, så er der mange eksempler på, at der ses stort på det. Det sker bl.a. fordi, der ikke er nogen sanktioner for ikke at gøre det.
Den ligestillingspolitiske dagsorden er også langt snævrere i Danmark end i Norge og Sverige, således at man sjældent får rejst og debatteret væsentlige kønspolitiske spørgsmål. Der er vandtætte skodder til f.eks. socialpolitikken.
Store kønsskævheder i tildelingen af sociale pensioner er aldrig blevet rejst som ligestillings-spørgsmål. En af grundene til, at den danske ligestillingsindsats er gået i stå er, at Danmark frem til Sverige og Finland kom med i EU i 1994, har hvilet på den sovepude, at vi i EU-regi var førende på stort set alle ligestillingsområder, mens den nordiske særstilling, som jo er langt mindre flatterende, først nu for alvor er synliggjort.

Litteratur:
Christina Bergqvist, Anette Borchorst, Ann-Dorte Christensen, Viveca Ramstedt-Silén, Nina C. Raaum, Audur Styrkasdottir (red.) Likestilte Demokratier? Kjønn og politikk i Norden, Universitetsforlaget, Oslo 1999.

Betænkning om det fremtidige ligestillingarbejde og dets organisering. Betænkning nr. 1370, København 1999.

Anette Borchorst og Ann-Dorte Christensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her