Læsetid: 4 min.

Læserdebat

Debat
14. maj 1999

Godt gjort, mand!

7. MAJ - Hvor er det dog godt, at vi mænd har en historiker og især mandeforsker som Hans Bonde at støtte os til. I interviewet den 5. maj her i avisen, om hans syn på dagbogssamlingen Mandedage, viser det sig, at han har forsket sig frem til at kunne læse i bogen, at mange mænd er ganske godt tilfredse, "... selv om de aldrig fik både sommerhus og bil,"!!!
Det synes forsker Bonde er eminent klaret. For man er åbenbart først en ordentlig dansk mand med hård på brystet i hans øjne, hvis man har en blikæske i form af en BMW at deltage i luftforureningen med på vej til sommerhuset. Endvidere taler han om "... mange af de mænd, der har gjort det rigtig godt ...". Det må vel så være dem, der har to biler og to sommerhuse. Halleluja og hu hej. Hans Bonde og Bjørn Lomborg kan sikkert blive enige om mange ting. I hvert fald vil jeg lige høre, om historiker Bonde er af den opfattelse, at alle de kinesiske, indiske, afrikanske og latinamerikanske mænd også skal have en, helst to biler at køre i sommerhus med, for at have "gjort det godt, subsidiært rigtig godt?"

Aksel Ravn
Kongebakken 58, st. tv.
4000 Roskilde

Aaens hykleri

7. MAJ - Det er et besynderligt syn, når Frank Aaen (MF, Enhedslisten) stiller sig op og protesterer mod en flok forskansede nationalsocialister i Nørresundby.
Totalitær socialisme er infam, hvadenten den kalder sig nationalsocialistisk, international-socialistisk, kommunistisk eller for den sags skyld socialdemokratisk. Men Frank Aaen er ikke den rette til at demonstrere mod den. Han er mangeårigt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, og det parti har været én af Sovjetunionens mest trofaste støtter, så længe dette regime eksisterede. DKP støttede Stalins ikke-angrebspagt og samarbejde med Hitler lige indtil denne overfaldt Sovjetunionen 20. juni 1941. DKP støttede Sovjets overfald på Ungarn og Tjekkoslovakiet. Og hvis der har lydt tydelige og betimelige protester fra danske kommunister mod de talrige folkedrab, kommunister har begået rundt om på kloden (og som i omfang har overgået nationalsocialisternes), så har jeg i alt fald ikke bemærket dem.
Frank Aaens optræden er skamløst hykleri, og en hån mod de mange millioner ofre for nazisme og kommunisme.

P.H. Bering
Regnar Juelsvej 6
9210 Aalborg SØ

Grædende børn

9. MAJ - For nogle år siden var 'grædende børn' en populær salgsartikel hos landets glarmestre. Det var billeder af rundkindede, men tydeligvis forhutlede og ulykkelige småbørn, med tårerne trillende ned af de møgbeskidte ansigter, - en hulkende sentimental stil, der forøvrigt netop har fået en slags renæssance med Lars von Triers Morten Korch-serie. Vi vil have følelser, følelser, følelser, der kan varme i en ellers kold verden af kynisme og begær!
Og lige siden NATO's ikke-krig mod Jugoslavien brød ud, er vi næsten dagligt blevet bombarderet med rørende billeder af lidende mennesker, med særlig forkærlighed for billederne af de stakkels flygtningebørn. Og vi viser vores enestående hjertevarme og offervilje ved at samle beløb ind, der totalt måske svarer til en procent eller så af det, bombningerne daglig koster - eksklusive de skader der påføres Jugoslavien!
Hidtil har billedet imidlertid været stærkt ensidigt. Vi har mig bekendt ikke set tilsvarende billeder fra den anden side, f.eks. af børn på jugoslaviske hospitaler med amputerede arme og ben som følge af NATO's brug af klyngebomber. Vi har fået masser af billeder af de enorme materielle ødelæggelser i Jugoslavien, - vel sagtens som dokumentation for NATO's stadigt fortsatte krigsheld - men de har næsten allesammen været mærkværdigt mennesketomme, og der har ingen billeder været af fortvivlede mennesker, der har begrædt tabet af familemedlemmer, mistet hus og hjem osv, som følge af NATO's storsindede humanitære indsats. I den anledning kunne jeg godt tænke mig at spørge de ansvarlige journalister og redaktører i de hjemlige medier: Når man ikke har bragt sådanne reportager, er så fordi man mener at:
*forlydenderne om mange civile serbiske ofre for NATO's bombninger er ondsindet propaganda fra Milosevic' side?
*det må være enhver journalists patriotiske pligt i den nuværende situation, at tage de enøjede briller, i forbindelse med NATO-bombningerne. Man kunne risikere at skabe en farlig pacifistisk folkestemning, hvis man viste den slags billeder. Og det ville jo være vand på Milosevic' propagandamaskines mølle?
*det kan ikke have nogen interesse for offentligheden at få et nærmere indtryk af den serbiske civilbefolknings lidelser?
*der har ikke været plads til det på grund af vigtigere stof?
*man ønsker at skåne publikum for nærbilleder af krigens gru?
*det vil være for vanskeligt at få de jugoslaviske myndigheders tilladelse til at lave sådanne reportager? Den ifølge pålidelig kilde (Information) yderst sympatiske Jamie Shea, NATO's talsmand nr. 1, beretter stolt om, at NATO nu er så langt med sine succesfulde ødelæggelser, at man kan slukke for strømmen og vandet i Jugoslavien, når man har lyst (og det har man tit, skal jeg hilse og sige). Det sker med såkaldt 'bløde' bomber, man kunne næsten sige 'ikke-bomber' for at blive i NATO's nysprog-stil. Han minder mig uvilkårligt om en lille dreng, der er ved at lære at sidde på potte og stolt som en pave fremviser sin seneste produktion: Se Mor!

Søren Blaabjerg
Rosenvænget 135
8362 Hørning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her