Læsetid: 3 min.

Læserdebat

Debat
4. maj 1999

Demokratiets vogter

1. MAJ - Hvilket vidunderligt argument Det liberale Venstre via sin repræsentant Bertel Haarder fører i marken (det noget servile interview i Informations bededagsudgave): de ulovlige aflytninger af venstrefløjen skyldes omsorgen for demokratiet!
Det må siges at være en noget tvetydig argumentation i munden på et parti, som i kraft af sin indflydelse og magt i et århundrede nu ved århundredets afslutning kraftigt indskrænker den demokratiske beslutningskompetence på forskellige niveauer i det danske samfund (stat, amtsrådsforening, kommuner, andelsbevægelse).
Som undervisningsminister fjernede BH den styrelseslov, som gav lærere og studenter indflydelse i de besluttende organer i undervisningssektoren. I dag har lærere ingen formel medbesluttende kompetence på deres arbejdsplads, og den venstredomineredeamtsrådsforening udviser som arbejdsgiver i disse dage total uvilje mod blot at drøfte eskalerende forringede arbejdsvilkår i den gymnasiale sektor.
I takt med monopoldannelsen inden for mejeri- og slagterisektoren er det demokratiske element i den af landmændene i Det liberale Venstre opbyggede andelsbevægelse langsomt sygnet hen.
Næppe noget andet dansk parti end Venstre vil i eftertidens historiebøger stå som en større eksponent for den sig omsiggribende tendens til omdannelse og ligefrem udsalg af kommunale og statslige aktiviteter, enten i form af 'private' offentlige selskaber (eksempelvis A/S Ørestadsselskabet) eller rent private firmaer med profitmaksimering som eneste drivkraft (eksempelvis børnepasning i rengøringsselskabsregi!) - i begge tilfælde med afgivelse af demokratisk beslutningskompetence til følge.
Som aflyttet medspiller på den demokratiske scene trænger jeg snarer til en opmuntrende undskyldning for den ulovlig aflytning, men oplever nu i stedet for - i magtens arrogante sprog-dragt - en tiltagende retfærdiggørelse af en indskrænkning i demokratiets formelle spilleregler.

Kjeld A. Larsen
Svend Gønges Vej 18
2700 Brønshøj

Absurd opblæst konflikt

24. APR. - Finn-René S. Brogaard påstår i et indlæg 'Jugoslavien - et økonomisk nul', 23.april, at NATO-landene ikke har nogen økonomisk interesse i at gribe militært ind i Kosovo-konflikten. Der er ikke nogen olie i Kosovo, og der findes ikke ressourcer og økonomisk vækstpotentiale af nogen betydelig kaliber i Jugoslavien - argumenterer Brogaard. Det er dog en hel anden form for økonomisk og storpolitisk interesse, som ligger bag USA og dets allieredes blodige luftkrig mod Jugoslavien. Ved at skabe et stærkt impressivt billede af Milosovic og serberne som skurke har NATO, ca. 10 år efter Golfkrigen, nu igen fået lov til at bruge sit højt sofistikerede militære isenkram. Dette har været en flot og tiltrængt gave til NATO's 50 års fødselsdag. At det nu efter snart en måneds bombninger går lidt trægt og ikke helt efter planen, vil nok ikke mindske den store økonomiske og politiske effekt: denne krig begrundes jo med, at der fortsat findes skurke a la Hitler, som skal bombes på plads. Derfor skal der, på trods jerntæppets fald i 1989, fortsat bruges milliarder og atter milliarder dollars på Hækkerups og de andre NATO-landes militære maskiner. Våbenindustrien glæder sig, og snart skal USA tage Stjernekrigsprogrammet ud af mølposen. Der er jo et kraftigt overskud på statsbudgettet i USA, så der er råd til det. Samtidig viser man den virkelig store og købedygtige islamiske verden, som svømmer i olie, at det kristne Europa kan og vil forsvare et muslimsk mindretal. Vestens moralske aktier er meget markant steget i den islamiske verden.
Ville man virkelig hjælpe Albanien, og Jugoslavien, herunder Kosovo-indbyggerne, i deres absurdt opblæste etniske konflikt, skulle man tilbyde dem en mini Mar-shall-hjælp, så folk på en frivillig måde kunne krydse grænserne for at hente vel-stand og velfærd hos hinanden - lige præsis som vi her i Norden gør det, når øresund krydses frem og tilbage.
NATO har helt sikkert haft en vigtig funktion for de vestlige lande. Men med sin handlemåde overfor Jugoslavien har NATO vist sin morderiske side og, at man politisk kan misbruge denne militære organisation. Nogle af de ansvarlige for dette misbrug burde blive stillet over for den internationale domstol i Haag.

Leopold Galicki
Standboulevarden 44
København

Hvorfor

20. APR. - Hvorfor spilde 1/4 bagside på Christine Grønærts følelse ved et møde med Pernille Rosenkrantz-Theil?

Viggo Jonasen
Hørgårdsvej 18
8240 Risskov

Hørup-myter

3. MAJ - I et loeserbrev d. 1.-2. maj citerer Holger Terp tilsyneladende undertegnede for et par notorisk forvrøvlede udsagn om Viggo Hørup, som skulle voere fremsat i et interview med mig i Inf. d. 22. april.
For god ordens skyld: den pågoeldende artikel, som omhandlede det historiske skift i Det radikale Venstres sikkerhedspolitiske grundholdninger, var dels stykket sammen af udtalelser af Jørgen Estrup, Johannes Lebech og mig, dels af journalistens egne betragtninger. Det af Terp citerede vrøvl om Hørup hørte til sidstnoevnte kategori.

Poul Villaume
Institut for Historie
Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her