Kronik

Vi var ikke lands-forrædere

Debat
3. maj 1999

Samarbejdspolitikken under besættelsen var en del af det internationale politiske system, som Danmark allerede i 1864 havde tilsluttet sig. Den var åbent blevet lagt frem for befolkningen og havde vundet flertal

Debatten om samarbejdspolitikken under besættelsen bliver altid heftig. Det så man sidste år ved udgivelsen af Claus Bryld og Anette Warrings bog Besættelsestiden som kollektiv erindring. I denne bog argumenterer forfatterne for, at der har dannet sig en myte om befolkningens heroiske indsats under besættelse. En myte, der fuldstændig har overskygget den forræderiske samarbejdspolitik.
Samarbejdspolitikken kan anskues ud fra to vinkler. Enten ser man den som de fås forkastelige samarbejde med tyskerne. Eller også hævder man, at samarbejdspolitikken lige netop havde bred opbakning og at store dele af befolkningen reagerede fejt og usselt, da tyskerne kom.
De to fortolkninger af besættelsestiden har det til fælles, at de betragter samarbejdspolitikken som forræderisk. Men var den det? Som Bryld og Warring kommer ind på i deres bog, vurderer vi samarbejdspolitikken ud fra vores egen tid. Vi har oplevet Den Kolde Krig og dens afslutning. Tidens politiske hovedstrømninger støtter en aktiv dansk rolle internationalt, i NATO, og måske i WEU.
Men hvis man ser på samarbejdspolitikken i lyset af dens egen tid, var den da forræderisk?
Samarbejdsp0olitikken knyttes som regel sammen med den socialdemokratisk-radikale regering fra 1929 til 1940. Men den har sine rødder i det politiske system, der blev skabt efter Napoleonskrigene. Efter Wienerkongressen i 1814 etablerede man et magtbalancesystem. I Europa var der fem stormagter, Storbritannien, Preussen, Østrig, Rusland og Frankrig. Disse lande vogtede omhyggeligt på hinanden for at forhindre, at et af landede ekspanderede. Krig var mindre teknologisk end i dag, og derfor var ekspansion i det store og hele ensbetydende med udvidelse af territoriet. Større territorium betød større befolkning, og dermed blev det muligt at udskrive flere soldater. Større territorium kunne også give bedre adgang til råstoffer.
Det var en del af systemet i magtbalancen, at stormagterne ved flere lejligheder var villige til at forsvare et lille land overfor en anden stormagts ekspansionstrang. Derimod spillede hensyn som demokrati, ideologi eller bevarelse af små folkeslags selvstændighed så godt som ingen rolle i datidens internationale politik. Det er vigtigt at forstå, at krig den gang var mellem lande, ikke mellem ideologier. Dette magtbalancesystem førte blandt andet til, at en militær konflikt mellem Serbien og Østrig eskalerede til Første Verdenskrig. De andre lande frygtede forskydninger i den internationale magtbalance.
Systemet viste også sin effektivitet, da der i 1848 indtraf et tysksindet oprør i hertugdømmerne Slesvig-Holsten. Hertugdømmerne var en del af det danske monarki. Oprøret fik militær støtte fra Preussen. Men England, Rusland og Sverige-Norge protesterede mod Preussens militære støtte til Slesvig-Holsten, fordi de så det som preussisk ekspansionstrang. Protesterne fik Preussen til at trække sig ud af krigen, hvorefter det var let for Danmark at besejre de tilbageblevne slesvig-holstenske tropper.
Men i 1864 var det internationale system ikke til gavn for Danmark. Her kom udlandet ikke til hjælp, da der udbrød krig mellem Danmark og de tyske stormagter Preussen og Østrig. Det danske monarki tabte en tredjedel af riget. Ud af nederlaget udkrystalliserede der sig efterhånden flere konklusioner, som blev grundlaget for samarbejdspolitikken: For det første at Danmark ikke kunne forsvare sig militært mod Tyskland. Tyskland var for stort. Befolkningen var for talrig og landet havde nem adgang til naturresourcer som kul og stål. Man konkluderede derfor, at Tyskland altid ville være betydeligt stærkere end Danmark, og at enhver kamp ville ende med nederlag.
For det andet at man ikke kunne bygge nogen sikkerhedspolitik på alliancer. Det var ikke sikkert, at alliancepartnere opfyldte forpligtelsen til at komme til undsætning, hvis det var ubelejligt for dem. De ville kun involvere sig i andre landes krige, hvis det kunne tjene deres egne interesser. Ikke på grund af medlidenhed med et lille lands retfærdige sag. Og slet ikke ud fra ideologiske motiver sådan, som man har set det efter Anden Verdenskrig.
Det var disse grundantagelser, som samarbejdspolitikken blev skabt ud fra. De førte til erkendelsen af, at Danmark var et lille land, og at det efter al sandsynlighed ville være nytteløst at kæmpe i en krig. Det betød ikke, at man havde opgivet håbet om at få dele af Slesvig tilbage fra Tyskland. Men det skulle ske efter frivillig overenskomst med Tyskland, ikke som et resultat af militære erobringer.

Disse konklusioner var fremtrædende i Venstre allerede i slutningen af sidste århundrede og blev officiel dansk politik under den radikale regering fra 1913-20. Som nævnt beskriver mange samarbejdspolitikken i 1940 som forræderisk, men man glemmer, at den på det tidspunkt havde været en stor succes i mange år. Den havde fejret enorme triumfer. Allerede seks år efter nederlaget i 1864
påvirkede samarbejdspolitikkens grundantagelser dansk udenrigspolitik. Da undlod Danmark at gå ind i den fransk-tyske krig på fransk side for at generobre det tabte fra 1864. Hvis man havde gjort det, havde man sammen med Frankrig lidt et forsmædeligt nederlag. Det kunne have truet hele rigets eksistens. Danmark kunne på det tidspunkt nemt være blevet opslugt i Tyskland.
Den største sejr for samarbejdspolitikken var Første Verdenskrig. Ikke blot undgik man et angreb på Danmark. Man undlod også frivilligt at gå ind i krigen. Det havde ellers været naturligt som et forsøg på at tilbageerobre dele af tabene i 1864. Tyskerne frygtede det. De byggede militære forsvarsværker, der var beregnet på at modstå et dansk angreb. De eksisterer den dag i dag syd for Kongeåen, nu på dansk jord. Danmark kunne have sendt 200.000 unge danske mænd til fronten i Første Verdenskrig. Med datidens tabstal ville det have betydet 35.000 døde. Men Danmark lod være. Alligevel fik vi efter krigen den del af Slesvig tilbage, som et flertal i Folketinget ønskede. Vi fik det på en måde, som gjorde det muligt at grundlægge et varig godt samarbejde i grænseområdet. Havde et flertal af Folketinget ønsket en større del, havde vi sikkert også fået det.
Samarbejdspolitikken er efter 1945 blevet kritiseret for at være æreløs. Vi faldt ikke med ære, da vi blev angrebet den 9. april. Vi forsvarede os ikke tilstrækkeligt. Det er et argument, som udelukkende henvender sig til følelserne. Alt efter smag kan man tilslutte sig det. Argumentet fandtes også før krigen. Stauning-Munch regeringens nedrustningspolitik blev kritiseret for at være æreløs. De afviste kritikken, fordi landets militære forsvar for dem ikke var et spørgsmål om noget så svævende som ære. Det væsentlige var efter deres mening, at mere militær ikke ville gavne landets sikkerhed eller befolkningens levevilkår. Ære er selvfølgelig et argument, som man kan vælge at tillægge stor vægt, hvilket blandt andre Lyndon B. Johnson og Nixon gjorde under Vietnamkrigen. Trods kritik forsatte de krigen, fordi de ikke ville opleve den vanære at være første amerikanske regering, der tabte en krig.

Samarbejdspolitikken under besættelsen kan dog også kritiseres ud fra sine egne præmisser. Den var baseret på en grundantagelse om, at det var nytteløst at kæmpe, når man ikke havde sikre alliancepartnere. Det havde man heller ikke i 1940. Rusland var allieret med Tyskland. USA opretholdt den neutralitet, som havde været en grundfæstet del af amerikansk udenrigspolitik i over 100 år. Ved udgangen af 1940 havde Tyskland da også erobret kontinentet. Kun England manglede. Men allerede i 1942 burde det have været klart, at Danmark ikke var alene. Man forstod ikke, at situationen var helt anderledes end i 1864. I stedet blev det først til et forsigtigt brud med besættelsesmagten i 1943, og bruddet blev aldrig til erklæret eller væbnet modstand fra samarbejdspolitikkerne.

På trods af denne fejlvurdering var samarbejdspolitikken ikke et forræderi. Man kan diskutere om den var forkert, men den var ikke forræderisk. Den var et barn af sin tid og det internationale politiske system, som Danmark siden 1864 havde været en del af. Principperne bag den var åbent blevet lagt frem ved valg efter valg, og den havde vundet tilslutning i et flertal af befolkningen. Men det er ikke ensbetydende med, at samarbejdspolitikkerne eller befolkningen nærede noget ønske om, at Danmark skulle blive en del af Tyskland. De var på ingen måde glade for den tyske besættelse. De ønskede, at Danmark skulle genvinde sin selvstændighed.

*Ole Wolf er stud.scien.pol på Århus Universitet

Apropos - Det forkætrede samarbejde

Samarbejdspolitikken under besættelsen er efter krigen blevet debatteret med stor heftighed.
For nogle måneder siden blussede debatten op igen, da historikerne Claus Bryld og Anette Warring udgav bogen Besættelsestiden som kollektiv erindring.
De to historikere påviser, at der i efterkrigstiden har været to myter om besættelsen og samarbejdspolitikken.
Umiddelbart efter krigen lykkedes det for samarbejdspolitikkerne at udbrede den myte, at samarbejdspolitikkerne og modstandsbevægelsen fra besættelsens første dag kæmpede sammen mod tyskerne.
I de senere år er denne myte blevet erstattet af en anden myte. De to historikere beskriver, hvordan samarbejdspolitikken næsten ikke omtales i de senere års officielle mindetaler.
Den betragtes som de fås helt uforståelige tyskvenlige politik. Man forsøger at ignorere perioden fra 9. april 1940 til 23. august 1943. I stedet kommer tiden fra 23. august 1943 frem til 4. maj 1945 til at fremstå som dækkende for hele besættelsestiden, og modstandsbevægelsen betragtes som repræsentant for den brede befolkning.
Claus Bryld og Anette Warring dokumenterer udviklingen i myterne ved at gennemgå en imponerende stor del af efterkrigstidens materiale om besættelsen.
Endvidere gør de også opmærksom på, at de fremherskende myter harmonerer dårligt med alment kendte historiske facts:
Myten om, at samarbejdspolitikkerne og modstandsbevægelsen samarbejde fra første dag, harmonerer f.eks. dårligt med statsminister Buhls kendte radiotale, hvor han advarede mod modstandsbevægelsen og "aktivitet, der skader os alle".
Ligeledes er det svært at betragte samarbejdspolitikken som de fås værk. Således var stemmetallet ved folketingsvalget i 1943 historisk højt, og næsten alle stemte på samarbejdspartierne.
En nærliggende konklusion er, at store dele af befolkningen optrådte forræderisk under besættelsen. En opfattelse blandt andet professor Hans Hertel har givet udtryk for.

Ole Wolf

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her