Enten kan vi lade arbejdet uddø med rødstrømpe-generationen. Eller vi kan håbe på, at regeringen spørger de unge
Betænkning
Så kom den endelig - betænkningen om det fremtidige ligestillingsarbejde, bestilt af statsministeren i 1996 og afleveret i marts 1999. Og den er da pæn af sådan en betænkning at være. Både rød og gul og grøn og meget appetitlig at gå til på trods af sit kedelige efternavn: Betænkning nr. 1370.
Udvalget fik til opgave at overveje og foreslå ændringer til det fremtidige ligestillingsarbejde.
Baggrunden var, at det er 20 år siden Ligestillingsrådet blev nedsat, og at samfundet har forandret sig og nogle ligestillingsproblemer faktisk er løst.
Så først og fremmest er betænkningen udtryk for et valg af, at der skal gøres noget for at bibeholde et statsligt ligestillingsarbejde. Betænkningen og kommissoriet konkluderer før det første pennestrøg, at spørgsmål om ligestillingsarbejde i Danmark skal besvares med hvad, hvor og hvordan - ikke med om og hvorfor.
Egentlig er det jo sympatisk nok, at de mennesker, der har brugt toethalvt år på at fremskrive mere end 40 anbefalinger og foreslå en ny struktur, ikke konkluderer at deres arbejde har været forgæves og overflødigt, men bruger en masse sider på at forklare, hvordan ligestillingsarbejdet kan fortsætte i en ny forklædning.
Men uden formulerede mål og uden klart at definere, hvorfor et arbejde er påkrævet og hvad ligestillingsbegrebet dækker over anno 1999, er det svært at betragte værket som andet og mere end den udmærkede lærebog i ligestillingsarbejde i perioden 1970'erne til 1990'erne, som den virkelig også er. Og den konsensus om at ligestilling er vigtigt og godt, som de 251 sider hviler på, er altså desværre ikke tilstede bredt i befolkningen.
Betænkningen foreslår at regeringen formulerer en ligestillingspolitik, at der arbejdes videre med cirka 36 mere eller mindre kendte ligestillingsspørgsmål, og at der oprettes en ligestillingsministerpost, et videnscenter og et debatforum for ligestilling. Alt sammen meget sympatisk, men hverken særlig statsligt eller regeringsforpligtende - og ser man forslagene nærmere efter, så er arbejdet lagt i hænderne på næsten de samme organisationer og grupperinger, som ligestillingsarbejdet de sidste 20 år har været varetaget af.
Dernæst er udvalget, der har udarbejdet betænkningen, også udpeget primært blandt de allerede involverede aktører i det hidtidige ligestillingsarbejde. Næsten alle personer, der på en eller anden måde har 'aktier' i forskellige former for ønsker og viden oparbejdet gennem mange års kamp i kvindeorganisationer og -forskning.
Måske er det derfor, at arbejdet forekommer fjernt og sikkert vil virke ganske uvedkommende for de fleste. Den folkelige opbakning vinker i hvert fald ikke lige om hjørnet, hvis der ikke gøres noget for at formidle en fælles for-ståelse af, hvad ligestilling kan og skal rumme i statsligt regi.
Udvalget har nemlig ikke turdet - og har ikke kunnet - blive enige om et ligestillingsbegreb. At der ikke skabes en fælles ramme for forståelse af, hvad det er, der skal organiseres i de rammer, der foreslås, er betænkningens grundlæggende problem.
Betænkningen påpeger forskellige anvendelser af ligestillingsbegrebet, men oplyser ikke, at de forskellige tolkninger og anvendelser af begrebet også er et produkt af en teoretisk kamp om hvad, hvornår og hvordan køn betyder noget. Teorierne er selvfølgelig en væsentlig del af grundlaget for en forståelse af ligestillingsarbejdet, men uformidlet og apolitiseret virker det kun fremmedgørende for forståelse af, at et statsligt ligestillingsarbejde primært skal være en politisk og folkelig prioritering - ikke kun en forsknings- og projektudredning.
Sidst, men ikke mindst, har udvalget kastet håndklædet i ringen og spillet bolden tilbage til regeringen, når det gælder fremtiden: I hvert fald skriver udvalget i en anbefaling, at der ikke er nok viden om hvad de unge vil: "Udvalget finder, at dokumentationen for disse forhold er utilstrækkelig og anbefaler, at der i det fremtidige ligestillingsarbejde udvikles en differentieret og nuanceret strategi, som tager højde for de ligestillingsmæssige problemer, de unge står overfor."
Derfor ligger der, under de forskellige anbefalinger, forskellige ønsker om resultater, som ofte kan blive indbyrdes modstridende. Der er oprigtige ønsker om fornyelse, men de er, som især de unge og mande-repræsentanterne påpeger, produkt af en forestillingsverden og kønsopfattelse, der er skabt gennem mange års kvindekamp. Det er derfor i høj grad et generationsvalg, der skal tages, når man lægger sig fast på definitioner og strukturer. Enten kan vi støbe det kendte, men uformulerede, i beton og nye paragraffer, og lade ligestillingsarbejde udføre af, og dø med, rødstrømpegenerationen.
Eller også kan vi håbe og bede til, at regeringen ikke nøjes med at tage udgangspunkt i betænkningen og de aktører der har haft ligestillingsscenen de sidste 20 år.
Den må også tage sig tid til at spørge de unge, ungdomsorganisationerne, ungdomsforskerne og såkaldt almindelige kvinder og mænd om hvad de mener, der er behov for i et fremtidigt ligestillingsarbejde.
