Læsetid: 4 min.

Mænd skal være tykke

17. maj 1999

Da en fremmed dame bød min mand op til dans, og afsluttede med et telefonnummer, overvejede jeg kraftigt at genindføre de fede ostemadder og flødesovsen

KØNSLIV
DET ER VÆRRE at være fed end at være perker!
Udsagnet faldt for nylig i en af Reimar Bos debatudsendelser, der handlede om fedme og overvægt.
Udsagnet hang i luften, som var tyk af selvretfærdighed. I studiet sad den ene overvægtige efter den anden og udtalte sig om, hvor svært det var at tabe sig, og hvor uretfærdigt det er, at 'folkesygdommen' overvægt ikke får den samme økonomiske bevågenhed af samfundet som narkomani eller alkoholisme.
Argumentet lød, at når det er så stor en belastning for det danske sygehusvæsen at få disse overvægtige til behandling for såvel selve overvægten som for de følgesygdomme, der kommer i kølvandet på overvægten, så kunne det være mere rentabelt at give tilskud til affedning. Overvægtige får ikke tilbud om at komme på behandlingshjem, ligeom alkoholikere og narkomaner.
Det er ikke helt i skoven, at det danske sundhedsvæsen bruger mange, og sikkert også for mange penge på fedmefølgesygdomme. Udgifter, der sikkert kunne mindskes, hvis folk lod være med at blive fede. Men når man kommer så langt ud som til at sammenligne, hvor slemt det er at være fed med, hvor slemt det er at blive udsat for racisme, så er man gået i selvsving i anmasende egocentrering.
For mig at se handler det om at holde kæft og tage sig sammen. Det er ikke til at holde ud at høre på disse selvynkende, der - om jeg så må sige - har det hele i munden.
Jeg ved godt, man (nogle) blir frygtelig selvcentreret, når der skal smides kilo. Jeg kender det fra nært hold, ved alt om slankekure og kostråd, og jeg er ved at brække mig over det.

FOR DET FØRSTE har jeg selv vejet 20 kilo for meget. Helt tilbage i skoletiden lavede jeg yin og yang mad i skolekøkkenet i stedet for pensummets karbonader. Ananaskur, Rigshospitalets æggekur (som iøvrigt slet ikke er Rigshospitalets, og som iøvrigt skulle være forfærdelig usund). Jeg har prøvet at leve så meget af gulerødder, at jeg blev orange i huden af karotinen. Jeg har levet af grapefrugt og youghurt naturel, og brugt formuer på en kur, hvor man kun måtte spise oksekød og drikke skummetmælk. For det andet holder jeg af store mænd og har gennem år og dag haft et par stykker eller tre på nært hold. En af dem sagde: "En god hane kan der ikke blive for meget af." Men det kunne der.

EN ANDEN NØJEDES med at stå om aftenen, træt af dagen iøvrigt, se sig selv i spejlet, og tage sig til håndtagene i lændens sider. Han fik hængende poser under øjnene bare ved tanken om, hvad han nu havde tænkt sig at udsætte sig selv for det næste stykke tid. Så det undlod han.
Og den tredie (og sidste, for ham her holder jeg ved) begyndte som regel med at ville løbe. Han løb, svedte og havde det i virkeligheden ret fint med at løbe. Det havde jeg også.
Men de gange, der har været slanketid, har jeg tænkt dybt over, om jeg virkelig også selv under mine kure, har gjort så stort et nummer ud af det: Undervejs fik også jeg et indgående og - for mig - fuldstændig ligegyldigt kendskab til kilometerstenenes placering langs diverse veje. Til hvordan vejrtrækningen var i dag, pulsslag, hjerteslag. Jeg kerede mig stort set kun om, at han ikke faldt om, men det undlod jeg naturligvis at kommentere.
Naturlige ting blev fuldstændig unaturlige. For eksempel mad. Når jeg laver spaghettisovs, tager jeg gerne en dåse flåede tomater, kyler nogle tilfældige grøntsager og krydderier ned i og bruger de forhåndenværende kødresters princip uden at spekulere nærmere over, hvordan det kommer til at smage så himmelsk.
Men i slanketiden blev hvert eneste måltid nærmest dissekeret. Jeg skulle smage små bidder og helst svime over, hvor utrolig godt det kunne lade sig gøre at få tomat, løg, gulerødder og kalkunkød - det magre, forstås - til at smage. Stort set de samme ingredienser, som i vores normalmad.

NÅR JEG SKRIVER det hele i datid, så er det fordi tingenes tilstand har ændret sig radikalt. I pinlig erkendelse af, at livet blir kortere, jo tykkere man er, gik min hjertenskære med i en TV-udsendelse, hvor han syv gange skulle filmes under en vægtreduktion over fire måneder. Dét er jo lidt af en udfordring.
Stort set ved at undgå al animalsk fedt og ved at motionere er han blevet foreløbig 15 kilo tyndere. I en halv Magnum-is er der for eksempel lige så meget fedt, som i 40 poser vingummi. Og i 35 gram leverpostej er der lige så meget fedt, som i 600 gram filet.
Forleden var vi til fest. Jeg tog tidligere hjem, fordi vi havde børnene med. Aldrig så snart var jeg ude af døren, før en fremmed dame bød min mand op til tæt dans. Hun afsluttede den åbenlyse tilnærmelse med at opgive både navn og adresse og tilføjede: "Det er jo ikke hver dag, man møder sådan en sexet mand."
Så nu er det, jeg overvejer at genindføre flødesovsen og de natlige ostemadder med 60 procent gorgonzola.
Man kan vel lære at leve med en omvandrende kilometertæller.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu